Landbrugets minister

Ugens radio-indslag handler om hvordan vi forvalter, udnytter respektivt beskytter vores vandmiljø. Det gøres med afsæt i et i 1968 publiceret essay, der har dannet skole for hvordan akademikere diskuterer hvordan naturressourcer forvaltes optimalt. Anledningen er imidlertidig det 'retningsskifte', som Esben Lunde Larsen har bebudet, at forvaltningen af vores vandmiljø står overfor.

"Der skal bruges en mere differentieret tilgang til, hvordan vi opnår god økologisk tilstand i vores fjorde og kystvande. Der bør fremover i højere grad tages højde for de enkelte vandområders særlige udfordringer" (Miljø- og Fødevarerministeriets pressemeddelelse)

På overfladen kan man måske tænke, at det lyder meget fornuftigt. Vi kan passe bedre på vores vand, hvis vi tager større højde for det enkelte vand-system og hydrologiske oplands særlige karakter og forhold. Men problemet er at denne begrundelse mest af alt ser ud til at være en måde at sylte den målrettede regulering af landbrugets kvælstofudleninger på. Modeller for hver enkelt vandløb, fjord, våd- og kystområde kan hverken nu, om 5, 10 eller 15 år tilfredsstille landbrugets krav om nøjagtige effektmålinger. Et dynamisk økosystem, med skiftende nedbørsmængder, temperaturer, vejr- og klimaforhold kan formodentlig aldrig beskrives på andre måder end ved kvalificerede skøn og 'state-of-the-art' beregningsmodeller. At Danmark har den største ekspertise i hele verden til at udføre disse beregninger, som det internationale ekspertpanel skrev i deres konklusion, har vi jo netop fordi at man fra politisk hold i årtier har ønsket at give landbruget de bedst mulige produktionsvilkår - indenfor rammerne af vores internationale forpligtelser.

Disse forpligtelser blev udfordret - læs overskredet - med Fødevare- og landbrugspakken (dec 2015) og nu ser det ud til at ministeriets embedsmænd og jurister igen skal på overarbejde i Bruxelles.

'Retningsskiftet' har en direkte forbindelse til det meget omdiskuterede og dramatiske forløb frem mod vedtagelsen af Fødevare- og Landbrugspakken, som P1s retspolitiske medarbejder, den Cavling-belønnede Jesper Tynell sammenfattede i en hel tema-time i sommeren 2016, og som klart viste at den bagvedliggende forskning var blevet fordrejet, mis-repræsenteret og i nogle tilfælde groft misbrugt - men måske mest bekymrende var forskerne blevet pålagt den såkaldte 'dobbelte mundkurv', så de kontraktligt var forpligtet til at holde deres mund når deres forskning blev misbrugt. Jeg har tidligere gjort reklame for Professor Emeritus Heine Andersens bog om forskningens vanskelige vilkår i Danmark, med eksempler fra netop denne og andre til landbruget relaterede sager.

Man kunne i samme åndedrag nævne den såkaldte 'CBS-rapport', bestilt af Bæredygtigt Landbrug, betalt af Landbrug&Fødevarer, bistået af Seges, mødt med sønderlemmende kritik af fagfolk - og endelig tilbagetrukket af CBS, som ikke ønskede at ligge navn til den. Her havde landbruget fået en pensionsmoden lektor i sportsøkonomi til at skrive alle de konklusioner de havde bestilt,  og - ikke uvæsentligt - som gik lodret imod de konklusioner en tidligere (2015) og en senere (2017) rapport, begge bestilt af Fødevareministeriet, var nået frem til. Trods alle uvildige forskeres kritik af CBS-rapporten og institutionens egen underkendelse og fyring af lektoren, fortsætter landbruget med at hævde rapportens konklusioner er gyldige.

Begge sager - og mange andre - er beviser på at landbruget misbruger forskningsinstitutionerne til at hævde nogle falske påstande. At de så selv har valgt i deres interne kommunikation, at hævde at netop befolkningens manglende evne til at forstå fakta er hovedproblemet, samt L&F og BLs konstante krav om at hvis man dog bare kunne basere reguleringen på fakta og saglighed, underforstået at så ville alle kunne indse at landbruget har ret i alt de siger - ja det er en del af moderne spin. Men senest er man gået mere raffineret til værks. Istedet for at hævde at forskerne og sagkundskaben tager fejl, er 'smagsdommere' eller bureaukrater, får man givet forskningsrapporter nogle forudsætninger (for ikke at glemme Venstres nye våben - at udlicitere myndighedsbetjeningen, så universiteterne pludselig mister bevillinger hvis de siger noget, der ikke passer Lunde Larsen, se linket nederst), der giver resultater, der kan bruges politisk til det modsatte, af konklusionen. For efterhånden en årrække siden, havde en gruppe filosoffer en ganske skarp analyse af Bæredygtigt Landbrugs kommunikationsstrategi i dagbladet Information, hvori de forudsagde, at BL med deres evne til at lamme diskussionen med 'omvendte fakta' var forud for sin tid - hvilket jeg synes de har fået ret i.

Nu har et panel af internationale eksperter så - efter krav fra landbruget - evalueret Danmarks forvaltning af vores vandmiljø (i lyset af vores forpligtelser overfor EUs vandrammedirektiv).

De forskere jeg har talt med, mener alle at rapporten godkender den danske praksis.

Landbrugets interesseorganisationer mener at den godkender deres kritik.

Ministeren (for både miljø og landbrug) mener at landbruget har ret.

Hvem skal man tro på?

Det er en sag, der i mine øjne er så principiel, at jeg kan blive helt harm over den måde landbrugsmedierne (og deres primære kilder) refererer konklusionen af den international rapport. Det er den rene og skære mis-information i bedste Kremlin-stil, man nævner nemlig overhovedet ikke konklusionen med et eneste ord - men mener at løsrevne sætninger inde i rapporten kan udgøre en konklusion.

Det for være hvad det være er, at en interesseorganisation, der ikke skal være objektiv - omend den konstante italesættelse af 'at fagligheden har vundet' 'at det der videnskabeligt bevist' og mere i den dur, mens man meget bevidst underminerer fagligheden og videnskaben i sin jagt på at forringe vandkvaliteten (som jo dybest set er hele øvelsens mål - ikke at skulle leve op til EUs krav) - men at ministeren helt ublut taler lobbyisternes læsning op som mere rigtig end eksperterne selv??

For dem af jer der ikke regelmæssigt læser Landbrugsmedierne, kan det måske synes lidt ligegyldigt at disse medier kun reporterer deres egne versioner af forskningsresultaterne. Men forestil jer at alle de historier og nyheder I fik, konstant gav grobund for konspirationsteorier om grønne naive følelsesladede og stærkt utroværdige politikkere, der kun er ude på at skade landbruget med helt urimelige og videnskabeligt beviste forkerte beregninger og konkurrenceforvridende miljøreguleringer påtvunget verdens bedste og mest klimavenlige landmænd- så har I det indhold disse medier er fyldt med og den forståelses-ramme landmænd og landbrugets aktører diskuterer og læser rapporter inden for. I min Ph.d.-afhandling - efter at have bragt et væld af eksempler - konkluderer jeg at den virkeligheds-gengivelse man finder i landbrugsmedierne, bedst kan karakteriseres som et parallel-samfund. Det er altså videnskabeligt bevist, om man vil.

Og parallel-samfund som mange vil vide, har skiftende Regeringer ellers gjort til en mærkesag at bekæmpe. De kunne med fordel starte med landbruget.

Hvis I har tid se selv hvad jeg mener:

Her er Bæredygtigt Landbrugs læsning af rapporten.
 (bemærk den vrede tirade om manglende uvildighed, noget som BL forsvarede til det yderste i CBS-sagen, fordi det intet problem udgjorde)

Her er Landbrug&Fødevarers


Her er Universitetets 


Og her ministerens

Demokrati? Retssikkerhed?


Bloggen forskerforum.dk har en helt tredje læsning af hvordan Esben Lunde Larsen politiserer forskningen: http://www.forskeren.dk/author/joe/

Hvad er et landbrug?

Hvad er et landbrug er titlen på ugens landbrugsradio-indslag. Det er et sammenrend af tanker om hvad landbrug i grunden er som ord, begreb og lovgivningsinstrument. Ikke helt stringent, men det var for at nå frem til at fortælle om de små - eller mikro-landbrugenes vækst og udfordringer. Det gøres gennem Johanne fra Hegnsholt - men det er bare et eksempel af mange. Her ses menu og navne på de gårde, der deltog på den i radioindslaget omtalte dag:

                                 


I den anden ende af skalaen, læste jeg med lige dele interesse og grum fascination Landbrugsavisen sidste torsdag. En af de sider i avisen, der måske bedst eksemplificerer det store spænd mellem de små og de store, går under overskriften: Penge & Markeder. Lad mig skrive lidt af, efter chef-økonom Jens Scherning, fra Agrocura:

"Renten er på vej på - men næppe før 2018-19:
Vores langsigtede teoretiske konjunkturmodeller er igen gået ind i den bedste periode.
Det sker sjældent, at trenden pludselig vender. Derved kan vi i et til to år igen opleve stigende vækstrater, og en recession på denne side af 2020 er næsten usandsynlig. Derved kommer Europa med stor sandsynlighed også til at hæve renten, hvilket starter sent inde i år 2018 eller evt. først i 2019. Efter vores mening er det alt for sent til at bremse boblen på aktier og ejendomsmarkedet. Det er upopulært at bremse en positiv udvikling hvilket tilbagetrækning af opstramning på realkreditlån til København og Aarhus var et eksempel på.
Aktieboble punkterer sent i rentestigningerne
Aktierne sætter nye rekorder i denne tid. Vi har fortsat den tredjehøjeste værdisætning i 150 år, og aktiemarkedet handler værdimæssigt klart over toppen fra 2008. Det er kun 1929 og IT-boblen i 1999, der har været mere ekstrem. Aktierne vil fortsætte deres stigninger, selvom renterne stiger. Det er først de sidste rentestigninger, der ændre på trenden på aktierne. I grafen ses henholdsvis styringsrenten fra USA og Europa sammenholdt med det aktieindeks i USA, SP500. Forud for aktieboblen i 1999 og 2008 steg renterne både i USA og Europa i flere år. Forestil jer lige, at den europæiske centralbank ECB først i slutningen af 2018 starter med at hæve renten, og der derfra skal gå et til to år, før aktierne topper, hvilken ekstrem situation det vil være. Det bliver formentligt største værdisætning af virksomheder nogensinde, en gigaboble.
Behold variable lån
Vi har tidligere givet udtryk for, at vi skulle i fast rente, når vi historisk rammer en rentebund, og USA og Europa begynder at hæve renten, samt at der er positiv momentum i væksten. Vi har ændret holdning, for når vi ser på, hvad vi er i færd med en gang til, måske vildere end 2008, er det umuligt for os at se, at renten kan komme meget op de næste mange år. Det ender med en ny stor krise om ca. to til tre år, hvorpå renten igen skal smides i hullet. Derfor holder vi fast i likviditet med den store mængde variable lån, landbrugsvirksomhederne har. Det er selvfølgelig tilladt at tage lidt fast rente i realkredit og forsøge at score en skattefri kursgevinst såfremt virksomheden har skatteevne og likviditet hertil.
Forbered dine finansieringskilder
Der er p.t. intet i rentemarkedet, der indikerer en rentestigning endnu. Men på oktober rentemødet i ECB vil de formentligt komme med, hvorledes de får deres månedlige 60 mia. euro opkøbsprogram reduceret frem mod sommer 2018. Den første indikation fra banken på strammere pengepolitik vil omgående ændre forventningerne. Når det bliver synligt for alle, specielt landbrugsvirksomhederne finansieringskilder, kommer der stigende krav til, hvorledes du takler de højere renter. Første øvelse kunne være at indarbejde større renteudgifter i slutningen af 2018-budgettet og 2019. Det vil være super, hvis du oparbejder finansielt beredskab, således at realkredit og banken føler sig trygge, at du beholder dine variable lån. Om nødvendigt kan det være, at du skal tage lidt F5-lån (tæller i finansieringsverdenen som 'fast rente'), selvom vi er modstandere heraf. Det mest trælse er, at du bliver presset til mere fast rente, når vi først er et stykke inde i rentestigningerne.
Swaps er forbudt område
Swaps er ikke en løsning på ovenstående, men øger risikoen. Hvis vi tager fejl af renteudviklingen får vi lynhurtig en negativ markedsværdi. Du kan ikke lave rentedækning i banken via renteswap på dine realkreditlån. Du laver således forretninger i to institutter, som senere kan konflikte. Forestil dig så lige, hvad der sker i næste krise, hvis ECB kun får hævet renten til 1%. Når stormvejret indtræffer, kan de kun sætte renten ned fire gange af 0,25%. Men hvad hvis de smider renten i minus to til tre%?
...Så giver renteswappen en sikker fast stigende rente, idet du kommer til at betale en stigende negativ variabel rente. De, som fortsat har gamle renteswaps, kan komme ud af dem i ca. 2019 med mindre tab. Det kan være, at din swap i dag skal flyttes ud i privatregi for derigennem at optimere skatten. Du er velkommen til at kontakte os for spørgsmål som overstående!"

                                 

Interessant... Foruroligende? Man forstår at vi er i en 'ekstrem' usikker periode, på vej mod en ny finanskrise. Men intet er så skidt det ikke er godt for noget, et variabelt lån kan være lukrativt, for krisen vil 'formentligt' sende renten i minus. Artiklen minder mig om den konklusion, som COWIs nabo-tjek kom frem til for nogle år siden. Rapporten skulle afdække, på krav fra landbruget, om vi havde konkurrenceforvridende miljøregulering i Danmark.

"Analysen af bedrifternes effektivitet indikerer, at der ikke er så store forskelle i rammevilkår, at de medfører, at danske bedrifter er mindre effektive end bedrifter i nabolandene. Analysen kan ikke bruges til at konkludere, at der ikke er forskelle i rammevilkårene for kvælstof- og fosforreguleringen; kun at de ikke er så væsentlige, at danske bedrifter bliver mindre effektive end bedrifter i de undersøgte EU- lande og tyske delstater. Målt på bruttooverskud, som er nettoindtjeningen minus finansierings- og eksterne udgifter, ligger de danske bedrifter lavt. Det skyldes, at de danske bedrifter har investeret væsentlig mere kapital i bedriften. I forhold til nogle af nabolandene er det mere end fire til fem gange så meget – og mellem 50 % og 75 % af investeringerne er lånefinansierede. De deraf følgende renteudgifter giver de danske bedrifter et relativt lavt overskud"(COWI 2015 s.201-202) 

Selvsagt var landbruget ikke tilfreds med den konklusion, så der er for nyligt blevet lavet en ny evaluering af den danske kvælstof- og fosforreguelring. Men heller ikke denne rapport kunne finde belæg for landbrugslobbyens påstande om 'Danmark som miljø-duks'.

Under artiklen om hvordan landmændene skal forholde sig til aktiemarkederne,  er der tre mindre notitser: Irland: markant stigning i mælkeproduktionen; USA: Svinebestanden stor som aldrig før; Russisk slagtekoncern lægger an til megaslagteri.

Ja - der er bestemt forskel på den organisatoriske støtte og interessevaretagelse de forskellige størrelser af landbrug har brug for.

Hvem får plads i fremtiden

Denne uges blog-indlæg er mestendels en slags fodnoter og supplement til talen, jeg holdt til Familielandbrugssektionen Årsmøde i Vejle i mandags - og som kan høres i radioen via dette link.

Det er altså en god ide at høre talen, før man læser videre. 

Efter en kort introduktion om hvem jeg holdt tale for, kommer nogle kommentarer til de emner, der efterfølgende blev diskuteret og sidst det emne, der fyldte mest i landbrugsmediernes dækning af  Årsmødet: konflikten med COOP og fortørnelsen over Samvirkes forside.

Først kan det måske interessere at vide hvem Familielandbruget er. På hjemmesiden står der bl.a.:

"Talerøret i Landbrug & Fødevarer for landmænd, der prioriterer balancen mellem bedriften og familien."

Familielandbruget repræsenterer over 4.500 aktive medlemmer, der er meldt ind i en lokal familielandbrugs- eller fællesforening. 

Familielandbruget ledes af en sektionsbestyrelse på 19 medlemmer. Bestyrelsen er sammensat af formændene fra de 13 regionale familielandbrugs- og fællesforeninger over hele Danmark. Dertil kommer formændene fra de af Familielandbruget 7 nedsatte repræsentantskaber, henholdsvis repræsentantskaberne for planteavl, svin, kvæg, økologi, deltid, familie og have.

Politisk interessevaretagelse
Familielandbrugssektionen er en selvstændig sektion i Landbrug & Fødevarer. Gennem sektionens repræsentation i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse samt i en række andre udvalg m.v. påvirkes de beslutninger, der træffes, således at medlemmernes interesser varetages bedst muligt. 

Arbejdsområder
Sektionen arbejder løbende med aktuelle sager og har herudover defineret følgende mærkesager:

• Vækst og Liv på landet 
• Afdækning af regelforenklingspotentialer 
• EU's landbrugspolitik 
• Lempeligere generationsskiftevilkår 
• Fremme af natur- og kulturværdier 
• Regeldifferentiering 

(Så vidt jeg er orienteret, er antallet af regionale foreninger nede på 10)

I talen nævnes flere gange at Familielandbruget skal slås for sine interesser - og Kina-aftalen og tilblivelsen af Landbrug&Fødevarer. Her kan det være relevant at vide, at Husmandsbevægelsen/Familielandbruget og Familieudvalget under stor dramatik i 2002 påbegyndte en fusion med Landbrugsraadet - og andre landbrugsorganisationer, som slutteligt blev til Landbrug&Fødevarer. 'Kina-aftalen' var det indledende principielle program for fusionen, som blev nedskrevet på en serviet på hotel White Swan i Guanzhou i Kina, af formændene for de to organisationer: Peter Gæmelke og Peder Thomsen. Denne serviet er respektfuldt blevet bevaret for eftertiden og kan fx ses afbilledet i bogen: Dansk Familielandbrug 1952-2002 af Claus Bjørn og Peter Ravn Rasmussen. 

Ifølge samme bog var det med kun enkelte stemmers overvægt at fusionsforhandlingerne blev vedtaget og indledt. Nogle medlemmer i dansk familielandbrug kunne dog ikke forlige sig med tanken, de forlod organisationen og stiftede deres egen: Frie Bønder Levende Land.

Det er altså denne - både historiske og aktuelle diskussion internt i familielandbruget, om og i så fald hvordan man kan varetage medlemmernes interesser inde i den store mastodont Landbrug&Fødevarer - jeg hentyder til i talen. 

Et par ord om Peter Jørgen Koch, som en uge inden Årsmødet havde modtaget min tale, så han kunne kommentere/kritisere den, som den første fra scenen.

Peter Jørgen Koch er formand for Landboungdom og er blevet bidt af den organisatoriske virus, som mange landmænd før ham - og som også sender ham (på Landbrug&Fødevarers regning) rundt i verden. Da vi diskuterede til et landbrugsarrangement for et år siden, var hans ønske at have et deltidslandbrug, så han også kunne få tid til at deltage i det organisatoriske. Nu et år senere fortalte han mig, at han håbede at gøre karriere som landbrugspolitiker - det synes jeg med skal have med, når man vurderer hans synspunkter.  

Udenfor mikrofonen diskuterede Peter og jeg et par af hans kommentarer, af hvilke særligt ét provokerer mig. Argumentet om at hvis Danmark regulerer efter vandplaner/klima-målene, så flytter produktionen til andre lande med meget dårligere miljøregnskab - til skade for klimaet.

Det er et faktum hævet over ethvert 'spin', at der er al for meget mad i verden. Der bliver kasseret, kørt på lossepladsen eller forbrændt milliarder af tons mad verden over. Fødevarelagrene i EU og USA bugner - hvilket regnes som en potentiel bombe under fødevarepriserne, hvis nogle skulle finde på at slanke lagerne og yderligere sætte pres på priserne, som i forvejen er så lave, netop på grund af overproduktion!

Med andre ord argumentet om at den type fødevareproduktionen, som Danmark excellerer i, bare flytter væk til tyndt regulerede egne, hvis vi passer vores forpligtelser over for miljø og klima - er efter min mening ikke et argument, der holder. Men det finder vi nok aldrig ud af, der er stor politisk vilje til ikke at udfordre dette argument (se nederst). 

Lidt uventet kom en stor del af diskussionen efterfølgende til at handle om 'udenlandsk arbejdskraft'. Der var een der mente at det var ufint af mig at bruge det som et argument, udlændingene i landbruget var gode - og lige så gyldige medborgere, som alle andre. En anden gjorde opmærksom på at dansk landbrug ikke kan klare sig uden udenlandsk arbejdskraft. En tredje fortalte om sine gode erfaringer med at bruge fleks-jobbere, i stedet for udenlandsk arbejdskraft. 

Så var der en række kommentarer/spørgsmål om strukturudviklingen, vækst- nødvendighed, konkurrencen, økonomien - er landmandsindkomsten på store landbrug egentligt større end på mindre? 

Vi diskuterede også forskernes rolle i debatten om landbrugets regulering, der var - sådan fornemmede jeg stemningen - generelt den holdning, at forskerne (dem der har med miljø-regulering at gøre) skulle man ikke stole på!

I den forbindelse - og som supplement til forrige blog-indlæg om 'den veterinære vinkel' på svineproduktion i Danmark, har der i Altinget kørt en længere debat, som meget godt eksemplificerer hvad jeg mener. Jeg linker her til det seneste i rækken.

En debat der rækker langt udover landbruget, men som tilsyneladende henter væsentlige eksempler fra netop de senere års brudflader mellem landbruget og universiteterne, er en ny bog fra Professor emeritus Heine Andersen.

En bemærkning i formandens beretning, fik også flere kommentarer med på vejen - nemlig De Radikales nyligt fremlagte landbrugsvision: Småt er Godt.

Man skulle tro at denne vision var lige til at gribe for Familielandbruget og en god anledning til at drøfte interessevaretagelse med De Radikale. Men der er blevet gravet så dybe ideologiske grøfter mellem landbrugserhvervet og det gamle husmandsparti, at bare det at nævne De Radikale og landbrugspolitik positivt i samme sætning er kontroversielt. 

Men nævnt blev det og det er jo mere end jeg selv turde, jeg havde overvejet hvordan det kunne bringes i spil i min tale, lige som jeg egentligt også havde ønsket at henlede opmærksomheden på Ida Aukens indlæg i Altinget omkring netop viljen til at finde fælles løsninger - men vurderet at det ville forstyrre budskabet i min tale.   

Og så er der Coop vs Landbruget. Jeg ved ikke om jeg skal være glad for, at jeg gik glip af den del af Årsmødet, så jeg slap for at diskutere det - eller omvendt, det er jo desværre et godt eksempel på hele min tales budskab.

Men det korte af det lange er, at stort set al omtale af Årsmødet i landbrugsmedierne mandag, tirsdag og onsdag handlede om dette emne - først torsdag kom et egentligt referat af formandens beretning og ikke et ord om de strategier for fremtiden, der blev diskuteret - eller min tale!

Under overskriften Familieudvalg lægger Coop på is, kunne man læse at både formand men især Familieudvalgets formand Inger Skamriis var vred og skuffet: 

"Men nu lægges samarbejdet midlertidigt på hylden, efter at Coop med Samvirkes forside »helt utilgiveligt har svinet landbruget til,« fortalte Inger Skamriis."

Det er sørgeligt, synes jeg. Uanset substansen i konflikten - som jeg vil opfordre læseren af denne blog til selv at danne sin egen mening om, ved at læse Samvirkes oktober-nummer - her kommer både Seges og Landbrug&Fødevarer i øvrigt også til orde.

Men resultatet set fra min stol, er vel skarpest trukket op i Ekstra Bladets leder: Boycot Landbruget (som blev fulgt op af en til af slagsen: Grim smag i munden)

 Det har iøvrigt været en usædvanlig begivenhedsrig uge i forhold til netop landbrugets fremtid: Principper for justeringen af den kommende fælleseuropæiske landbrugsstøtte er vedtaget, Klimagas-reduktionens køreplan er fremlagt og den internationale evaluering af den danske kvælstofindsats er blevet offentliggjort - alle tre nyheder fremlægges som en sejr for dansk landbrug, altså den del, der skaber arbejdspladser, eksport og vækst.