Hvem får plads i fremtiden

Denne uges blog-indlæg er mestendels en slags fodnoter og supplement til talen, jeg holdt til Familielandbrugssektionen Årsmøde i Vejle i mandags - og som kan høres i radioen via dette link.

Det er altså en god ide at høre talen, før man læser videre. 

Efter en kort introduktion om hvem jeg holdt tale for, kommer nogle kommentarer til de emner, der efterfølgende blev diskuteret og sidst det emne, der fyldte mest i landbrugsmediernes dækning af  Årsmødet: konflikten med COOP og fortørnelsen over Samvirkes forside.

Først kan det måske interessere at vide hvem Familielandbruget er. På hjemmesiden står der bl.a.:

"Talerøret i Landbrug & Fødevarer for landmænd, der prioriterer balancen mellem bedriften og familien."

Familielandbruget repræsenterer over 4.500 aktive medlemmer, der er meldt ind i en lokal familielandbrugs- eller fællesforening. 

Familielandbruget ledes af en sektionsbestyrelse på 19 medlemmer. Bestyrelsen er sammensat af formændene fra de 13 regionale familielandbrugs- og fællesforeninger over hele Danmark. Dertil kommer formændene fra de af Familielandbruget 7 nedsatte repræsentantskaber, henholdsvis repræsentantskaberne for planteavl, svin, kvæg, økologi, deltid, familie og have.

Politisk interessevaretagelse
Familielandbrugssektionen er en selvstændig sektion i Landbrug & Fødevarer. Gennem sektionens repræsentation i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse samt i en række andre udvalg m.v. påvirkes de beslutninger, der træffes, således at medlemmernes interesser varetages bedst muligt. 

Arbejdsområder
Sektionen arbejder løbende med aktuelle sager og har herudover defineret følgende mærkesager:

• Vækst og Liv på landet 
• Afdækning af regelforenklingspotentialer 
• EU's landbrugspolitik 
• Lempeligere generationsskiftevilkår 
• Fremme af natur- og kulturværdier 
• Regeldifferentiering 

(Så vidt jeg er orienteret, er antallet af regionale foreninger nede på 10)

I talen nævnes flere gange at Familielandbruget skal slås for sine interesser - og Kina-aftalen og tilblivelsen af Landbrug&Fødevarer. Her kan det være relevant at vide, at Husmandsbevægelsen/Familielandbruget og Familieudvalget under stor dramatik i 2002 påbegyndte en fusion med Landbrugsraadet - og andre landbrugsorganisationer, som slutteligt blev til Landbrug&Fødevarer. 'Kina-aftalen' var det indledende principielle program for fusionen, som blev nedskrevet på en serviet på hotel White Swan i Guanzhou i Kina, af formændene for de to organisationer: Peter Gæmelke og Peder Thomsen. Denne serviet er respektfuldt blevet bevaret for eftertiden og kan fx ses afbilledet i bogen: Dansk Familielandbrug 1952-2002 af Claus Bjørn og Peter Ravn Rasmussen. 

Ifølge samme bog var det med kun enkelte stemmers overvægt at fusionsforhandlingerne blev vedtaget og indledt. Nogle medlemmer i dansk familielandbrug kunne dog ikke forlige sig med tanken, de forlod organisationen og stiftede deres egen: Frie Bønder Levende Land.

Det er altså denne - både historiske og aktuelle diskussion internt i familielandbruget, om og i så fald hvordan man kan varetage medlemmernes interesser inde i den store mastodont Landbrug&Fødevarer - jeg hentyder til i talen. 

Et par ord om Peter Jørgen Koch, som en uge inden Årsmødet havde modtaget min tale, så han kunne kommentere/kritisere den, som den første fra scenen.

Peter Jørgen Koch er formand for Landboungdom og er blevet bidt af den organisatoriske virus, som mange landmænd før ham - og som også sender ham (på Landbrug&Fødevarers regning) rundt i verden. Da vi diskuterede til et landbrugsarrangement for et år siden, var hans ønske at have et deltidslandbrug, så han også kunne få tid til at deltage i det organisatoriske. Nu et år senere fortalte han mig, at han håbede at gøre karriere som landbrugspolitiker - det synes jeg med skal have med, når man vurderer hans synspunkter.  

Udenfor mikrofonen diskuterede Peter og jeg et par af hans kommentarer, af hvilke særligt ét provokerer mig. Argumentet om at hvis Danmark regulerer efter vandplaner/klima-målene, så flytter produktionen til andre lande med meget dårligere miljøregnskab - til skade for klimaet.

Det er et faktum hævet over ethvert 'spin', at der er al for meget mad i verden. Der bliver kasseret, kørt på lossepladsen eller forbrændt milliarder af tons mad verden over. Fødevarelagrene i EU og USA bugner - hvilket regnes som en potentiel bombe under fødevarepriserne, hvis nogle skulle finde på at slanke lagerne og yderligere sætte pres på priserne, som i forvejen er så lave, netop på grund af overproduktion!

Med andre ord argumentet om at den type fødevareproduktionen, som Danmark excellerer i, bare flytter væk til tyndt regulerede egne, hvis vi passer vores forpligtelser over for miljø og klima - er efter min mening ikke et argument, der holder. Men det finder vi nok aldrig ud af, der er stor politisk vilje til ikke at udfordre dette argument (se nederst). 

Lidt uventet kom en stor del af diskussionen efterfølgende til at handle om 'udenlandsk arbejdskraft'. Der var een der mente at det var ufint af mig at bruge det som et argument, udlændingene i landbruget var gode - og lige så gyldige medborgere, som alle andre. En anden gjorde opmærksom på at dansk landbrug ikke kan klare sig uden udenlandsk arbejdskraft. En tredje fortalte om sine gode erfaringer med at bruge fleks-jobbere, i stedet for udenlandsk arbejdskraft. 

Så var der en række kommentarer/spørgsmål om strukturudviklingen, vækst- nødvendighed, konkurrencen, økonomien - er landmandsindkomsten på store landbrug egentligt større end på mindre? 

Vi diskuterede også forskernes rolle i debatten om landbrugets regulering, der var - sådan fornemmede jeg stemningen - generelt den holdning, at forskerne (dem der har med miljø-regulering at gøre) skulle man ikke stole på!

I den forbindelse - og som supplement til forrige blog-indlæg om 'den veterinære vinkel' på svineproduktion i Danmark, har der i Altinget kørt en længere debat, som meget godt eksemplificerer hvad jeg mener. Jeg linker her til det seneste i rækken.

En debat der rækker langt udover landbruget, men som tilsyneladende henter væsentlige eksempler fra netop de senere års brudflader mellem landbruget og universiteterne, er en ny bog fra Professor emeritus Heine Andersen.

En bemærkning i formandens beretning, fik også flere kommentarer med på vejen - nemlig De Radikales nyligt fremlagte landbrugsvision: Småt er Godt.

Man skulle tro at denne vision var lige til at gribe for Familielandbruget og en god anledning til at drøfte interessevaretagelse med De Radikale. Men der er blevet gravet så dybe ideologiske grøfter mellem landbrugserhvervet og det gamle husmandsparti, at bare det at nævne De Radikale og landbrugspolitik positivt i samme sætning er kontroversielt. 

Men nævnt blev det og det er jo mere end jeg selv turde, jeg havde overvejet hvordan det kunne bringes i spil i min tale, lige som jeg egentligt også havde ønsket at henlede opmærksomheden på Ida Aukens indlæg i Altinget omkring netop viljen til at finde fælles løsninger - men vurderet at det ville forstyrre budskabet i min tale.   

Og så er der Coop vs Landbruget. Jeg ved ikke om jeg skal være glad for, at jeg gik glip af den del af Årsmødet, så jeg slap for at diskutere det - eller omvendt, det er jo desværre et godt eksempel på hele min tales budskab.

Men det korte af det lange er, at stort set al omtale af Årsmødet i landbrugsmedierne mandag, tirsdag og onsdag handlede om dette emne - først torsdag kom et egentligt referat af formandens beretning og ikke et ord om de strategier for fremtiden, der blev diskuteret - eller min tale!

Under overskriften Familieudvalg lægger Coop på is, kunne man læse at både formand men især Familieudvalgets formand Inger Skamriis var vred og skuffet: 

"Men nu lægges samarbejdet midlertidigt på hylden, efter at Coop med Samvirkes forside »helt utilgiveligt har svinet landbruget til,« fortalte Inger Skamriis."

Det er sørgeligt, synes jeg. Uanset substansen i konflikten - som jeg vil opfordre læseren af denne blog til selv at danne sin egen mening om, ved at læse Samvirkes oktober-nummer - her kommer både Seges og Landbrug&Fødevarer i øvrigt også til orde.

Men resultatet set fra min stol, er vel skarpest trukket op i Ekstra Bladets leder: Boycot Landbruget (som blev fulgt op af en til af slagsen: Grim smag i munden)

 Det har iøvrigt været en usædvanlig begivenhedsrig uge i forhold til netop landbrugets fremtid: Principper for justeringen af den kommende fælleseuropæiske landbrugsstøtte er vedtaget, Klimagas-reduktionens køreplan er fremlagt og den internationale evaluering af den danske kvælstofindsats er blevet offentliggjort - alle tre nyheder fremlægges som en sejr for dansk landbrug, altså den del, der skaber arbejdspladser, eksport og vækst.