Nyt fra landbruget

Kære læser af denne landbrugsblog, jeg undskylder den lange sommerferie uden nyt fra min hånd.

Inden ferien afsluttedes føljetonen om landbrugets gæld, en serie som har resulteret i mange henvendelser. En af de mange del-perspektiver, som jeg ikke berørte, men som er blevet aktuel igen efter Nationalbankens årlige statusrapport, er Realkredit-institutterne.

Når direktør Lars Rohde, som tidligere har været meget åben omkring sin kritik af finans-verdenens ageren i landbrugets finansieringsformer, nu går ud og forslår at Realkredit-insttitutterne skal polstres bedre, er det på baggrund af det meget store engagement som disse institutter har i landbrugs-erhvervet. Jeg kender ikke de præcise procent-satser, men et kvalificeret gæt er at to-tredjedele af gælden i erhvervet ligger hos disse institutter. Det er mange hundrede milliarder og det er gæld, der er næsten uopdrivelig. Det er også den gæld, der i følge mine kilder, ligger bag de forhøjede bidragssatser, som begyndte at stige i 2009. Boligejerne kommer altså til betale af på landbrugets gæld. Det er lykkedes at slippe afsted med disse gradvise forhøjelser, trods retsager og megen berettiget forargelse hos boligejerne, men en reel polstring, som Nationalbanken nu foreslår, ville kræve en anden grad af likviditet, som vil kaste lys på det grundliggende indkomstproblem i landbruget. Sådan må man formode at både pengeinstitutterne, som i dag ejer realkredit-institutterne, samt erhverv og erhvervsvenlige politikkere tænker - for de har alle været ude at sige det er en dårlig ide - og med temmelig forlorne argumenter.

De siger at vi skal holde fast i vores unikke billige boliglån og realkredit-system - ikke at jeg helt kan forstå at der skulle være en modsætning mellem det og at realkredit-institutterne polstrer sig lidt bedre - og en besynderlig konsensus synes at herske: ingen taler om faren for at landbrugsgælden kan underminere dette låne-system.

Det vidste Lars Rohde godt på forhånd, hans udtalelser om landbrugsgælden er i årevis blevet tiet ihjel, så det virker næsten lidt teater-agtigt, at diskussionen om anbefalingen kom og gik uden at nogen sagde noget nyt.

Istedet er Miljø- og Fødevareministeren godt igang med at afmontere de sidste rester af de såkaldte 'grønne krav' til landbruget. Med henvisning til et vådt efterår og en tør sommer, får landbruget nu en masse dispensation fra at overholde EU-kravene om efterafgrøder og miljøfokusområder (MFO).

Og imens er erhvervet godt igang med at festligholde Karen Hækkerups exit, eller Hækxit, som erhvervet selv kalder det. Faste læsere af denne blog vil vide at Hækkerup er en af mine yndlingsaversioner. Hendes utrættelige kamp imod forbrugeroplysninger, imod vandplaner, imod et rent drikkevand, imod et redelig videnskabeligt grundlag for diskussionerne, samt hendes helt utrolige kamæleon-agtige fremtræden i forskellige sammenhænge har for mig stået som topmålet af uetisk lobbyisme.  Retfærdigvis skal nævnes at hun også har været en utrættelig markeds-åbner for dansk landbrug. Mere end nogen forgænger på landbrugets toppost, har hun evnet at kombinere lobbyisme, markedsføring, kongehus og eksportfremstød i erhvervets tjeneste.

Men når nu erhvervets medier og platforme flyder over af roser for hendes virke, falder det mig for brystet at så mange skriver at hun har bygget bro mellem erhvervet og det øvrige samfund. I mine øjne tværtom - afstanden har aldrig været så stor mellem landbruget og dets kritikkere end som nu.

Det tror jeg såmænd ikke at Hækkerup har skylden for, det er erhvervets emsige ønske om at vride hver en lille miljøforringelse, deregulering, kontrol-afskaffelse og støttekrone ud af VLAK-regeringen mens tid er; dét ligger til grund for troværdighedstabet.

Og mens vi venter på den målrettede regulering, hvad er så effekten af Fødevare- og Landbrugspakken?

Forhåbentlig ved læseren godt at man også kan følge denne signatur på Landbrugsmagasinet på den2radio, her kan man også høre mere om hvorfor Hækkerup har min ugunst.