torsdag den 4. april 2019

Forår



Der har været stille her på bloggen i det nye år. Det skyldes blandt andet, at jeg har opdateret og indtalt serien om Landbrugets Gæld, som blev skrevet til bloggen sidste sommer - og som nu kan høres over 7 podcast-afsnit i Landbrugsmagasinet. Følg linket her.

Der er også blevet tid til besøg i Sverige - hvor jeg besøgte landmænd i Vest-Götaland, mellem Vänern og Vättern. Det var mestendels en sjov oplevelse, om det er et generelt svensk billede, er jeg ikke blevet klog på, men dem jeg besøgte have god økonomi og godt humør. Det var også tankevækkende at se de store Arla-tankbiler kører rundt i den svenske vinterlandskab - mange gårde havde Arla-logoet hængende på gavlen - i Danmark er vores afstande jo ret små, så vi tænker vel næppe over det, men det er egentligt ret utroligt, at det logistisk kan lade sig gøre, at nå frem, af lange grusveje, til de ind-imellem meget afsidesliggende gårde - hver dag året rundt!

Og så har jeg designet og planlagt - sammen med en pensioneret planteavlskonsulent - et sommer-kursus om landbrugets aktuelle situation for Vestjyllands højskole. Det løber af stabelen 22-28 juni og du kan se det spændende program og tilmelde dig her: https://www.kortekurser.dk/landbruget-kursusbeskrivelse

Den vigtigste landbrugs-nyhed siden nytår, er - vurderer jeg - den fortsatte kamp om de næste syv års landbrugsstøtte-ordning i Bruxelles. Upåagtet af danske medier pågår en dramatisk kamp om milliarderne, der er blevet reduceret af Brexit, mellem tre hovedaktører: Den konventionelle lejr, der ønsker at fortsætte støtten uden ændringer, Den grønne lejr, der ønsker at støtten skal anvendes til at gøre landbruget mere miljø- og klimavenligt, og endelig de civile aktører, der mener at landbrugsstøtten i højere grad skal bruges til at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne.

I forgårs stemte man i parlamentes landbrugskomite om hvilket grundsyn, der skal udgøre køreplanen for det landbrugsstøtteforslag, der først kommet til endelig afstemning efter EU-valget.
Afstemning endte - ikke overraskende - med at 27 stemte for at fortsætte som tidligere, 17 stemte imod. (1 undlod at stemme, hvem har jeg ikke kunne finde ud af.)

Men det er faktisk muligt for den nye landbrugskomite, der bliver resultatet af EU-valget sidst i maj, at ombestemme sig. Flere grønne organisationer sætter sin lid til at netop det vil ske. Med andre ord, hvis man ønsker en grønnere landbrugspolitik, så er det vigtigt at stemme til EU-valget - og indholdet af den grønne politik i EU følger de velkendte politiske skel vi også kender herhjemmefra.

I forlængelse af 'den grønne dagsorden' morede jeg mig hovedrystende, da jeg for nylig læste et interview i Landbrugsavisen med Danish Crowns Adm. direktør Jais Valeur. Anledningen var at Danish Crown har meldt en ambitiøs ny klima-strategi ud - der i grove træk handler om at danske svineproducenter er stadig mere presset på det konventionelle marked og derfor forsøger at rebrande sig som miljø- og klimavenlige, i håb om at vinde markedsandele uden for deres traditionelle segment. Hvor meget der er papir-løfter og reklame og hvor lidt der er konkrete tiltag, er lidt svært at gennemskue, men Valeur siger til Landbrugsavisen, at han ikke regner med at det skal koste producenterne noget.

Og så spørger Landbrugsavisen: En del folk mener jo, at det med klimaet og CO2 bare er en døgnflue. Er det så ikke meget at sætte igang?
Hvortil Valeur svarer: "Det her sker i en tro på, at det er mere end en døgnflue. Kigger du på yngre mennesker, så er det mere end en døgnflue. Vi er ovre i tro, håb og kærlighed, ja, og jeg kan ikke love, at det ikke er væk om fem år. Men jeg er nødt til at tro på, at det her kommer til at fortsætte. For den måde vi gør det på i dag, kan ikke fortsætte..."

Ja, vi må se om de danske svineproducenters kærlighed kan redde døgnfluerne og de andre arter der uddør.

I hvert fald kan man noget overraskende læse - igen ikke i danske medier, men i de europæiske - at Europas landmænd i 2017 havde den højeste gennemsnitsindkomst i de seneste 30 år!! Faktisk viser statistikken at landmændene på tværs af Europa har haft stigende indkomster de seneste mange år - og indkomsten i 2017 var hele 40% højere end i 2010. Uanset om det også gælder danske landmænd eller ej - så har de fire største Landbo-foreninger herhjemme haft rekord-overskud i 2018 - alle sender penge retur til medlemmerne; og så kan man vel godt tillade sig at spørge hvorfor landmændene skal have ekstra tørke-støtte!? Til denne udvikling, siger formanden for de konventionelle europæiske landmænd Peka Pessonen:

“Yes, we have had a good trend in recent years. The data from 2017 have indeed been a record in terms of income. But for year 2018, we already see a 3% decrease and agricultural incomes are still well below other sectors. This is not something we can possibly be happy with. There are several driving forces hidden behind the indicator. For example the fact that there is lower labour input is one of them. As you have less people to distribute the income to, you have bigger average income either way, no matter other consequences. The indicator also does not follow the input costs, which are steadily increasing on yearly basis and are expected to continue to do so. Also the average farm income does not provide information on national level, and the situations vary significantly between member states.

Ja sådan taler en dygtig lobbyist - erkender fakta, men forklarer ved hjælp af referencer til tal ingen har indblik i, hvorfor man alligevel ikke kan konkludere noget på baggrund af syv års ensartet trend.


Under kort nyt: Professor Jørgen E Olesen fra Århus Universitet, manden bag beregningerne til Fødevarer&Landbrugspakken, har - i hvert fald i mine øjne - lidt opsigtsvækkende, valgt at skrive en kronik sammen med Landbrug&Fødevarer, der stiller spørgsmål ved troværdigheden af de seneste kvælstof-udvaskningstal. Det synes jeg vidner om manglende dømmekraft. (Berlingske 28 februar).

Og så har roedyrkerne holdt generalforsamling i Sakskøbing. Det er jo et segment af dansk landbrug, man sjældent hører om. Tidligere var det ellers en meget succesfuld gren af dansk landbrug, men gennem en lang årrække har de været trængt af faldende sukkerpriser blandt andet pga overfyldte overproduktionslagre i EU. Idag er der 930 avlere (hvoraf 250 mødte op til generalforsamlingen) som dyrker ca. 34.000 ha. Formanden Jørn Dalby sagde: "Tidligere tiders flødeskum er en sags blot. Roerne er heldigvis fortsat konkurrencedygtige hos mange dyrkere, men det er lige til øllet."
Men der skulle være bedre mad-metaforer i sigte, for Dalby kunne konstatere:
"Den internationale sukkerorganisation fremlagde i november deres første prognose for 2019/20. De forventer en lille underskudsproduktion efter et par år med overskud. "










Ingen kommentarer:

Send en kommentar