Botanisk redningsaktion

Johan Langes have                                                                 29. Sept.

Botanikeren Johan Lange - sønnesøn af den berømte botaniker af samme navn Johan Martin Christian Lange 1818-98, Professor ved Landbrughøjskolen, medstifter af den endnu aktive Botanisk Forening (1840), forfatter og sidste redaktør af Flora Danica (1887) og Haandbog i den danske Flora (1851) - døde i 2007. Hans enke Rise (Rigmor) - søster til højskolemanden Kaj Thanning - døde for ca. en måned siden. Familien havde givet foreningen Frøsamlerne lov til at besøge den interessante have - på en sydvendt skrænt ved Utterslev mose - for at se nogle af de sjældne og særlige planter, som Johan gennem 70 år havde samlet og fremdyrket - samt om muligt at tage sikkerhedskopier til bevaring og opformering i foreningens medlemmers haver. Johan Lange, som også blev professor ved Landbrughøjskolen, var en af de mest virkelystne botanikere i sin generation og har en særlig plads i Frøsamlernes hjerte, med sin interesse for planternes kulturhistorie, særlig hans interesse for herregårdenes og kirkegårdenes gamle træer og deres vidnesbyrd om fortiden, og for kloster- og lægeplanteurter. Hans hovedværk fra 1959-61 Ordbog over Danmarks plantenavne, er en klassiker inden for denne litteratur. Han var blandt mange andre fortjenester initiativtager til stiftelsen af Havebrugshistorisk Selskab. Det var en smuk solskinsdag og haven, der er blevet noget overgroet, er en skattekiste af plantenavne, som foreningens medlemmer kappedes om at kunne identificere først. Anledningen til at nævne det her på bloggen, ligger måske lidt i udkanten af relevante emner hvad angår landbrugets vilkår, men der er alligevel en rød tråd fra Johan Langes interesse, for oprindelsen til vore dages kulturplanter og til dansk landbrugs forskningstradition. I dag forskes der på livets løs på KU-Science i afgrødernes genetik, gamle kornsorter kommer tilbage på hylderne og en stigende interesse for produkter med lokal egenart. Dette er alle aspekter af den stærke tradition, som har holdt dansk landbrug, som primært erhverv, i live - trods umulige konkurrencevilkår.   

                                                                                                                                                                                              

Workshop over to dage om Kommunale landdistriktspolitiker.

Dag 2: Slagelse, Syddansk Universitet, 25 September 10-17.

Jeg tog med til de to workshop-dage i håb om at høre (og diskutere) kommunernes planer, ideer og ønsker hvad angår landbrugets fremtid. Kort forinden havde jeg læst en tidsskriftsartikel, der havde inspireret mig til at deltage. I forlængelse af nye muligheder for husdyrhold og statens planer om store jordløse svineproduktioner med tilknyttede biogasanlæg, står kommunerne overfor nogle udfordringer i forbindelse med jordbrugsplanlægningen. Jeg copy-paster den del der er relevant herunder.

Hvad er der brug for i fremtiden?

Trods statslige aktiviteter og vejledninger til kommunerne forud for 1. generation af den sammenhængende jordbrugsplanlægning må det forventes, at særligt kommunernes udpegninger af områder til store husdyrbrug i relation til kommuneplanrevision 2013 vil være forholdsvis »uensartet« og af meget varieret kvalitet og ambitionsniveau. Et vigtigt resultat af planlægningen er imidlertid også i første omgang at give kommunerne mulighed for at sætte jordbrugserhvervets udviklingsmuligheder på den lokalpolitiske dagsorden. 1. generation af den sammenhængende jordbrugsplanlægning markerer således et fokus, der skal videreudvikles.

Den lokale dialog mellem kommunerne og landbrugserhvervet om jordbrugsplanlægningen har rejst nogle vigtige dilemmaer og spørgsmål. De skal afklares på længere sigt med afsæt i de lokale forhold, hvis planlægningen skal kunne medvirke til at sikre en hensigtsmæssig udvikling i det åbne land:

• Er fremtidens landmænd mindre stedbundne?

• Hvordan ser fremtidens landbrugsbyggeri ud, og hvordan kan det spille sammen med de lokale landskabers karakter?

• Hvordan udvikler landbrugsstrukturen sig?

• Vil der blive etableret jordløse husdyrbrug i fremtiden?

• Vil jordbrugsplanlægningen påvirke jordpriser og belåningsmuligheder?

• Er jordbrugsklynger eller isolerede, harmoniske jordbrugsbedrifter vejen frem?

Arbejdet i kommunerne med jordbrugsplanlægningen har altså allerede påvist behovet

for mere viden om udvikling og konsekvenser. I forhold til de forventede, aktuelle overvejelser i Natur- og Landbrugskommissionen om bl.a. målrettet, enkel og fleksibel regulering samt planlægning i fx produktions- og naturzoner vil vi gerne pege på følgende to perspektiver:

Bedre sammenhæng

Hvis landbrugsplanlægningen og især udpegningen af områder til store husdyrbrug skal sikre husdyrproducenternes investeringssikkerhed, skal der skabes en bedre sammenhæng mellem jordbrugsplanlægningen og administrationen af sektorlovgivning og enkeltsagsbehandlingen - særligt af husdyrbrugsmiljøgodkendelser. Dette blev også foreslået af et mindretal i Husdyrreguleringsudvalget, hvor DN og KL fandt det nødvendigt, at planlægningskompetencen for husdyrbrugene gøres klarere og bliver mere gennemslagskraftig. Såfremt udpegningen for de store husdyrbrug i kommuneplanen skal danne grundlagfor en høj grad af investeringssikkerhed, bør der ikke alene være tale om en positiv udpegning, men en udpegning som er differentieret og som i princippet kan gælde for alt byggeri i det åbne land. Dette vil også indebære, at der skal være afslagspligt, såfremt et projekt strider imod væsentlige landskabsinteresser. Dette kan sikres ved, at kommunerne i kommuneplanen får hjemmel til at differentiere udpegningen af det åbne land, såledesat den enkelte udpegning får en direkte.........er relevant for almindelige jordbrugsmæssigeaktiviteter. Men indførelsen af kravet om at udpege og sikre områder til store husdyrbrug over 500 DE i kommuneplanen er eftervores opfattelse netop sket i erkendelse af, at disse industrialiserede husdyrbrug IKKE er almindelig jordbrugsmæssig aktivitet og derfor kræver en særlig planlægning for placering og udformning.

Kommuneplanrammer og lokalplanlægning

Fra Jord og Viden Marts 2013 / Nelleman og Kristensen.

Dette bliver kun et ganske kort indlæg, vender tilbage til dette emne senere.  
Der mødte ca. 25 kommunalt ansatte op fra hele landet, for at diskutere muligheder og udfordringer i landdistriktspolitiken - og lade sig inspirere af hvordan kollegaerne gør det i den anden ende af landet. Dagen startede med et meget faktuelt oplæg af Jeppe Fisker, sektionschef i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Han nævnte en passant, at han var blevet overført til det nye ministerium fra Integrationsministeriet, som han havde siddet i i de voldsomme år, hvor den debat fyldte rigtigt meget i medierne - og havde regnet med, at der ville være mere fred i det nye ministerium. Her havde han taget fejl, meddelte han os, Landdistriktspolitiken var den nye indvandredebat. Og tallene og kortene, han meget kompetent forklarede og fortolkede for os, understøttede den fornemmelse, at her er  en problematisk udvikling, det kan virke uløselig. Demografien, beskæftigelsen og skatteindtægterne, som kun i de tre store by-områder har haft vækst i de senere år, var alle uomtvistelige virkeligheder, der truede mange kommuner på kernevelfærdsydelserne. Dertil kommer det, måske lidt overraskende, faktum, at Danmark faktisk har et efterslæb hvad angår urbanisering. Her ligger vi på 22% -markant under EU-gennemsnittet, som er på 41%. Man kan altså vente en 'anden urbaniseringsbølge', var den umuntre besked. Og så måske ikke alligevel, Danmarks relative diminuitive størrelse, giver os mulighed for at kunne pendle, fra selv de fjerneste egne - og her håbede man Regeringens nye 'tog-plan' ville gøre en positiv forskel. Maria-Louise Lindgård Galamba har skrevet Ph.d. om kommunernes styring og samarbejde med LAG (Lokale Aktions Grupper). Hendes oplæg gav en masse gode reflektioner og redskaber til at understøtte lokale ildsjæle og entreprenører, som har ideer, der i en eller forstand indfrier EU's policy-mål for udkantsområder. Problemet har ofte været, at kommunerne er så økonomisk trængte, at de penge der er øremærket udefra (EU), er fristende at forsøge integreret i kommunens generelle prioriteringer. Alle tilstedeværende var dog overbevist om, at det er en myte. Tværtimod oplever mange at legitimerings-processen ofte bliver vendt imod kommunen, som om at jo bedre en fælles vision mellem LAG'en og kommunen er skruet sammen, nu større mistænksomhed fra Fødevareministeriets auditører.

Der var to-tre oplæg fra organisatørerne af mere teoretisk-værktøjsmæssig karakter. Derefter to runder gruppe-diskussioner. Hele dagen var rigtigt godt planlagt og efter min fornemmelse, noget alle deltagere havde haft udbytte af. Stor applaus til Anette og Suzanne. Og jeg kom derfra opløftet af den indstilling deltagerne var mødt frem med, der er selvsagt mange frustrationer og en del galgenhumor, men også et dybt engagement, en favnende kompetence og en god portion godt humør.  

Men det jeg egentligt var kommet for og som jeg havde set frem til at diskutere, var naturligvis landbrugets rolle i landdistrikterne.

Det blev ikke nævnt een eneste gang.

Før til allersidst, hvor en gruppe lakonisk repræsenterede en holdning, der gik i retning af, at der desværre var nogle meget store barrierer, for at indgå partnerskab med landbrugserhvervet.

Som en kommunalt ansat fra ØstJylland sagde til mig efter fyraften, det er sku' da mærkværdigt, at den vigtigste medspiller i landkommunerne overhovedet ikke bliver nævnt een eneste gang!

Man kan selvfølgelig også vende den om. For et par uger siden var jeg til en konference arrangeret af Miljøministeriet, med overskriften: Fremtidens Natur og Landbrug - med afsæt i kommissionens rapport. Det var et velbesøgt arrangement på Hotel- og Restaurationsskolen i Valby (håber at få lagt et indlæg op om denne dag, snart) med ca. 100 deltagere, langt de fleste enten producenter eller landbrugsskole-elever. Men mig bekendt ikke en eneste kommunal-politiker/ansat.

 Hvorfor mon det er sådan??

Hvorfor er erhvervet ikke en integreret, profileret og prioriteret del af kommunernes landdistriktspolitiker og visioner for udvikling???

Fødevarekronik September 2012

                                                                                                                                 September 2012

Af Jord er du kommet

“Såvel landbruget som naturen i Danmark har brug for en ny start. Situationen i dag er uholdbar.” Sådan indledes pressemeddelelsen fra Regeringens Natur- og landbrugskommission, som Onsdag fremlagde deres statusrapport. Den skal ligge til grund for anbefalingerne til en ny landbrugslov, som skal afløse den stærkt ideologisk prægede landbrugslov L39 fra 2010, der forsøgte at imødegå landbrugets gældskrise med en omfattende deregulering af erhvervets rammevilkår. Kun to år senere står der endnu engang strukturforandringer på dagsordenen.

Men vil politiske og juridiske reguleringer kunne omsættes til konkurrence-fordele, der gør at vi kan fortsætte den ’konventionelle’ landbrugsproduktion herhjemme?

Det er næppe sandsynligt, men er det ikke også omsonst?

Kan og skal vi konkurrere på billige fødevarer med lande hvis levestandard og dermed produktionsomkostninger er det halve af Danmarks?

Regeringsgrundlaget for S-R-SF-regeringen udtrykker klart ,at de ønsker at Danmark fortsat skal være et landbrugsland. Men hvis man ønsker en levedygtig landbrugsproduktion i Danmark, har vi brug for at tage nogle strategiske beslutninger om fremtidens fødevareproduktion - inden loven skrives.

Den fraværende debat

Landbrugets fremtid burde være en vigtig del af den offentlige debat. Ikke kun fordi erhvervet fylder så meget i Danmark både fysisk og kulturelt; at det er så forgældet og at banker/kreditinstitutter har betydelige værdier pantsat i jorden; eller at landbrugets effektivisering har bidraget til nogle af de affolknings- og strukturproblemer man oplever i de såkaldte udkants-kommuner; eller at sammenhængen mellem fødevarekvalitet, sundhedsudgifter og samfundsøkonomi er et profileret forskningsfelt netop i disse år; eller fordi at animalsk produktion er en af de største drivhusgas-udledere eller at den ofte fjendtlige opposition mellem landmændene og forvaltningen synes at være blevet kronisk – men pga af alle disse udfordringer tilsammen og det faktum, at hvis ikke man politisk formulerer nogle visioner for fremtidens fødevareforsyningssikkerhed, så vil der sandsynligvis ikke være nogen.

Der burde være en heftig debat båret frem af røster fra producenterne, forædlingsindustrien, fra distributionsnetværket, fødevareorganisationerne, naturforeninger, forbrugerorganisationerne, fra bankerne, land-kommunerne, økonomer og folkesundhedsforskerne osv - men det er der ikke?

Alvoren er såmænd ellers blevet belyst rimeligt godt i både medier og kommissionsrapporter. Da finanskrisen for alvor gjorde ondt i slutningen af 2009, og der blev talt om at 60% af landmændene var teknisk insolvente, var landbrugets gældskrise genstand for en kort men ophedet debat i både radio, fjernsyn og aviser. De Økonomiske Råd bidrog i Februar 2010 med følgende kommentar: “Siden 1966 er de reale priser på landbrugsprodukter således faldet med knap 90 pct. relativt til det generelle prisniveau (…).Hvis væksten i fødevareproduktionen derimod skyldes, at stadig flere lande “haler ind” på grænsen for de tekniske muligheder, og denne proces forventes at foregå i en lang periode i fremtiden, er der udsigt til, at indtjeningen i erhvervet ikke kan følge med den generelle indkomstudvikling, selv hvis dansk landbrugs produktivitet følger udviklingen i det højeste tekniske produktionsniveau. I denne situation er det både privatøkonomisk og samfundsøkonomisk rationelt at flytte ressourcer fra landbrugssektoren til andre dele af økonomien med højere indtjening.”

Med andre ord. Rådet mener ikke at landbruget  kan tjene penge nok til at det giver mening, i en økonomisk sammenhæng, at vi bruger så mange ressourcer på erhvervet.

Et svar på landbrugets knibe kom allerede den 16. Marts 2010, hvor VK(O)+ LA med et snævert flertal stemte L 39 – den nyeste landbrugslov – igennem tinget; og det uden megen forhandlingsvilje på tværs af partiskel. Det var og er ellers et opgør med al tidligere dansk landbrugslovgivning. En ganske radikal ophævelse af de tidligere krav og forpligtelser til erhvervet for, som lovteksten bemærker: at øge konkurrence-evnen gennem stordriftsfordele og at tiltrække risikovillig kapital.

Der var dog stor uenighed om lovens meritter – både i erhvervet og på borgen:

”Den nye landbrugslov er uhyre omfattende, men dens konsekvenser er helt ubelyste. Vi så gerne, at mangfoldigheden i yderområderne blev styrket, men loven vil formentlig betyde en større koncentration af landbrugsjorden på meget få hænder. Regeringen har taget skyklapper på og har besluttet sig for at tildele landbruget historiens største lottogevinst uden at undersøge, hvad der skal til for at få landbruget ud af krisen.” sagde de Radikale Venstres fødevareordfører Bente Dahl, dengang til Altinget.

Oppositionen er i mellemtiden blevet regering og har nedsat en Natur- og Landbrugskommission, som nu har fremlagt en statusrapport, inden de endelige anbefalinger til den nye landbrugslov kommer primo 2013. Som det fremgår af indholdsfortegnelsen til statusrapporten, som har ligget på kommissionens hjemmeside siden Juni, vil der foruden erhvervets økonomi, være et markant fokus på landbrugets samspil med naturen. Det er opmuntrende og i tråd med befolkningens ønsker. I 2010 viste en større undersøgelse, vel at mærke foretaget af erhvervet selv med bistand fra analyseinstituttet Tranberg, at over halvdelen af danskerne ønsker at politikkerne går ind og regulerer til fordel for mere miljø- og dyrevenlig produktion. Hvordan kommissionen forestiller sig, at man løser denne gordiske knude, at beskytte dyr og miljø uden at komme i åbenlys konflikt med landbruget og dets organisationer, som den verserende rand-zone-konflikt eksemplificerer - og uden at øge  konkurrence-uligheden overfor vores nærmeste fødevareproducerende konkurrenter, er et af de centrale punkter, som vil betinge kommissionens succes. Under alle omstændigheder kunne dette være en anledning til at bringe diskussionen om landbrugets fremtid lidt bredere ud i samfundet.

 EU og landbruget

Dansk landbrugslov og fødevarepolitik er selvfølgelig betinget af den fælleseuropæiske landbrugspolitik: CAP. Ikke kun gennem de juridiske rammevilkår, men især fordi eksporten og landbrugsstøtten udgør så stor en del af økonomien i erhvervet.

Landbrugsstøtten er ofte stærkt kritiseret, ikke mindst fra danske landmænd, og der er bestemt nogle reformer i forvaltningen, som lader vente på sig, det tror jeg alle parter er enige om. Men man bør huske på at støtten er til for at sikre Europas forsyningssikkerhed; og at produktionsapparatet fra Nord til Syd og Øst til Vest rummer kæmpestore teknologiske og kulturelle forskelle.  Som jeg ser det, er det snarere de nationale forvaltninger og ikke EU der kan kritiseres i diskussionen om landbrugets funktion og rolle i samfundene. På den europæiske landbrugskommissærs hjemmeside kan man læse følgende:

“Den fælles landbrugspolitik fremmer faktisk ekstensive produktionssystemer. Vi ønsker ikke et industrialiseret landbrug i Europa. Der skal være plads til både små og store bedrifter. Hvis vi afskaffede den fælles landbrugspolitik nu, ville mange landmænd blive nødt til at intensivere deres produktion for at overleve. Men formålet med den reformerede landbrugspolitik er ikke, at landmændene skal producere mere, men at de i stedet skal satse på en bæredygtig og miljøvenlig produktion.”

Med den gradvise omlægning af landbrugsstøtten til landdistriksstøtte i CAP 2013-20, forsøger Bruxelles at støtte den kulturelle infrastruktur og beskæftigelsesmulighederne i de regioner hvor mindre brug kun kan overleve ved at have bi-indtjeninger. Denne politik kaldes ’det mulifunktionelle landbrug’. Ulykken er selvfølgelig, at når landbruget er blevet så centraliseret, som det bl.a. er tilfældet i Danmark, og støtten er så vigtig en del af økonomien, vil det være de største og organisatorisk mest magtfulde, der snupper broderparten inden dem støtten egentligt var tiltænkt kommer til fadet.

Landbrugets fremtid og potentialer

 Hvordan kommer vi videre herhjemme? Skal Danmark, som nogle eksperter mener, ophøre med at producere landbrugsprodukter og i stedet blive til et fødevarelaboratorium, der ikke længere dyrker afgrøder og opfeder svin men forædler, opfinder og genmodificerer dem, samt udvikler landbrugsteknologisk know-how? Det ville unægteligt frigive det meste af landet og naturen til andre aktiviteter, men samtidig gøre os endnu mere afhængige af import. Hvad det kan få af konsekvenser, så vi da russerne lukkede for gassen til de tyske forbrugere for nogle vintre siden.

 Jeg kunne forestille mig en helt anden strategi for landbruget, hvor lokale værdikæder med udgangspunkt i fødevareproduktion iværksættes for at ’kickstarte’ væksten i de svækkede landbrugskommuner, én hvor de bredere træk og sammenhænge i samfundsudviklingen kunne indgå i de rammevilkår vi sammen skal skabe for landbrugets fremtid. En vision der sammentænker både økonomiske, sociale og biologiske bæredygtigheds-parametre, til et reelt multifunktionelt landbrug. 

Der er efter alt at dømme mange både yngre og ældre landmænd, der er interesseret i at drive et mindre og mere fleksibelt brug. I øjeblikket er kun 6 % af bønderne i Europa under 35 og det er fx umuligt at købe sig til et landbrug i Danmark uden at låne mange millioner. Økonomien bag de store teknologisk oprustede brug er med til at skævvride demografien yderligere, idet ejerne har svært ved at finde unge landmænd med den købekraft. Statistikken siger at 35 % af alle landmænd i Europa er over 65!

Landbrugssektoren  kan i det lys med fordel opdeles i mindre enheder, med  ½, 1 eller 1 ½ fuldtidsstilling pr. brug. En opdateret husmandsudstykning anno 2013, strategisk placeret for at gavne etableringen af beskæftigelsesfremmende initiativer, social infrastruktur og lokale værdikæder, med potentialet til at skabe en  befolkningstilvækst i landområderne. Forudsat selvfølgelig, at man samtidig skaber de øvrige arbejdspladser et sådant mindre brug er afhængig af for at kunne overleve.

 Mindre landbrug skal kunne indgå i en struktur, i en lokal værdikæde, hvor der er lokale afsætningsled til produkterne og hvor prisen sikrer producenterne en bæredygtig økonomi. En sådan strategi har potentialet til at skabe sunde innovative mønstre i både fødevaresektoren og den sociale dynamik på landet. Hvis man investerer i et landbrugs-danmarkskort med mange flere hænder der arbejder med fødevareproduktionen, rummer det  potentialet til at kunne  blive en positiv spiral for landdistrikterne. Landbruget kan igen blive en integreret del af sine omgivelser.

Det ville gøre det kultiverede landskab mere alsidigt og rigt på ikke mindst mennesker, der glæder sig over at have en landmand som nabo. Det vil skabe en mere robust fødevareforsyning i en usikker verden.

 Er det en naiv romantisk forestilling, som der ikke er plads til i vores globaliserede (fødevare)verden? Hvordan skulle et sådant landbrug kunne være konkurrencedygtigt med de produkter supermarkederne tilbyder i dag; æbler importeret fra Argentina er jo billigere end dem fra Fejø!

Og det er rigtigt, den type landbrug, som her er fremstillet vil ikke være konkurrencedygtigt på et marked, sådan som det er skruet sammen i øjeblikket. Men foruden det nærliggende argument, at vi allerede har mistet denne konkurrencefordel, så er der en række andre perspektiver.

Den klare samfundsøkonomiske sammenhæng der er mellem fødevarekvalitet, livsstilssygdomme, sundhedsudgifter og manglende produktivitet i samfundet,  bør kunne overbevise - selv de mest radikale liberalister – om at vi alle sammen ville være bedre tjent med at omtænke måden maden bliver til og omsat på.

 For eksempel at vi, der har så rig en landbrugskultur, kunne sætte dagsordenen og selv gå forrest i at producere miljøvenlige kvalitetsprodukter med større næringsindhold og lokal identitet, baseret på en integration af flere aktører. Det er ikke bare en bæredygtig vision, miljø-flip eller økonomisk investering – det er også en kulturel guldmedalje. Tænk bare på den åbenlyse nationale stolthed ved restauranter, der skaber kulinarisk kunst med brug af netop lokale råvarer.

  

Der er ingen naturgiven modsætning mellem en sådan ’multifunktionalistisk’ landbrugspolitik og en slankere men stærkere eksportorienteret fødevareproduktion af danske mejeriprodukter, bacon og know-how. Tværtimod de to typer produktion kunne virke gensidigt befordrende . Forædling og afprøvning af nye (og gamle) afgrøde- og produkttyper kunne nyde godt af et sådant innovativt samarbejde mellem lokale og globale aktører.

 Det kræver selvsagt at en hel række faktorer spiller sammen. Det kræver en stærk politisk vilje at gennemføre. Danskerne skal være villige til at bruge lidt mere af budgettet for den bedre kvalitet. Sundhedsforskningen skal ind i et tættere samarbejde med producenter og forædlere. Det kræver samtidig at den meget magtfulde distributions og detailbranche indgår i samarbejdet. Men det kræver frem for alt, at landmændene selv og landbrugets organisationer medvirker.

 Vi har det bedst organiserede og mest forskningsstærke landbrug i verden, men tiden og markedet, ’priserne og forspringet’ som De Økonomiske Råd udtrykker det i citatet, er ikke længere gunstige for den såkaldte konventionelle landbrugsproduktion i lande med vores levestandard.

Men det burde ikke være økonomer, akademikere, forvaltningen - eller bankerne for den sags skyld, der sætter den ny dagsorden, vi har brug for at landmændene, også de unge der gerne vil i gang, selv byder ind med visioner, der er i samklang med samfundets interesser.

 Dansk landbrug er som en tung traktor, der er kørt fast i en mudderpøl og i stedet for at tage bestik af situationen, blot trykker på speederen for at komme fri og derved graver sig dybere og dybere ned i et hul. Måske håber erhvervet at vi kommer ned til kineserne, men er det det vi vil?  

Rasmus Blædel Larsen. Etnolog. Projektansat ved Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup.

.

Literær nostalgi

"Han fotograferede markerne. De havde navne: De Lange Agre, Vestervangen, Boelsjorden, Skovagrene, Toften, Kirkeagrene, Fiskestierne og Trenne Lynge. Og Håstevajret og Højagrene, Kragemarken og Det Gamle jord, Rødkæret og Vesterkæret, hvortil kom mosen og engene, Den Smalle, Den Mellemste og Østerengen, og så holmene, Horngårds og Tøtten.

De fleste af dem var fordelt på flere af gårdene, som så ofte igen havde splitte deres stykke op i to eller tre agre af hensyn til sædeskiftet, den årlige vekslen mellem afgrøderne. Man så dem om sommeren dele landet op i lodder med hver sin duft og farve, og hver sin særlige måde at modtage eller værge sig imod vejret på. Nervøst eller saligt, stor i slaget, sårbart eller trodsigt, sådan åbnede de sig for solen, bøjede sig for blæsten, bredte sig ud under regnen: græsset og kløveren, kartoflerne og kålrabierne og sukkerroerne, runkelroerne og turnipsen, byggen, rugen og havren, en sjælden gang hveden, men så da ærterne eller lupinen eller lucernen.

Og de skulle alle sammen forsvinde. Eller udstrække sig over det hele, som byggen kom til, her og der sammen med senere tilkomne foderplanter som majsen eller rapsen. For sædeskiftet blev snart overfflødiggjort af megatons af kunstgødning og pesticider, fungicider, herbicider. Og de stadig større traktorer gjorde samtidig de småt opdelte agre alt for upraktiske, og sammenlægningen af gårdenen kunne så stryge det ene skel efter det andet. Enkelte marker blev spændt ud over alle andre. De lave og de højtbeliggende, de våde og de tørre, de blev til ét uanset jordbund og gennemskæringer af bække eller træbevoksede bakkekamme.

Det blev et stort produktionsområde, for det overskred jo også samtlige de gamle navne, som derfor rask væk gik af brug. I en ubegribelig hast levede der snart ganske få som blot kunne grave dem frem af hukommelsen.

(Jens Smærup Sørensen, Mærkedage 2007, s. 219-20)