Temadag om planteforædling

Oplægget fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug & Fiskeri, så sådan ud:

Det globale fødevareforbrug stiger forsat og i 2050 vil verden skulle producere 50 % flere fødevarer end nu på et mindre areal og med et stadig mere foranderligt klima.

Vi skal altså producere samme mængde mad de næste 40 år, som vi sammenlagt har lavet siden Kristi fødsel. Hertil kommer at forbruget af sprøjtemidler og gødning skal ned for at forbedre sundheden og naturen. 

Dette stiller landbruget og resten af samfundet over for nogle store, men ikke uoverkommelige udfordringer. Udbyttet skal op, kvaliteten skal op, og samtidig skal vi have en debat om hvilke værdikæder vi skal satse på i Danmark. Den debat tager vi tager hul på 25. februar. 

De fire indsatsområder er: 

1. Nedsættelse af sprøjtemiddelforbruget
2. Forædling målrettet økologi
3. Øge udnyttelse af kvælstof og fosfor i planteproduktionen
4. Bioøkonomi

- og oplægget var ledsaget af et såkaldt 'positions-papir', et udkast til hvordan forvaltningen vil understøtte og fremme forskning og investering indenfor indsatsområderne. Det kan downloades og/eller læses her.

De ca. 200 fremmødte repræsenterede en bred vifte af organisationer, forskningsinstitutioner samt virksomheder af meget forskellig størrelse.

Diversiteten kan måske bedst belyses af, at jeg til den første workshop, som handlede om mikroforædlernes rolle på markedet, sad mellem gartneren Chris fra Årstiderne og 'sales-manageren' Lars Ipsen fra Monsanto, der på spørgsmålet om hvorvidt de lidt større spillere på forædlingsmarkedet kunne udgøre en slags kuvøse for mikroforædlerne, altså stille teknisk og teknologisk assistance til rådighed for 'nørderne', for evt. senere at have del i patenterne, lakonisk svarede: Vi køber hele tiden forædlingsfirmaer op.

Underforstået: vi køber det vi vil, samarbejde er en by i Rusland.

Af de 4 indsatsområder var det tydeligt (måske kan der drages en parallel til kommentarerne i det sidste blog-indlæg om økologiens historie og landbruget og forvaltningens interesser) at næringstofsoptagelsen og bioøkonomien havde langt den største opmærksomhed.

 Både Martin Merrild, Asbjørn Børsting og en række andre oplægsholdere brugte udtrykket: Udbytte! Udbytte! Udbytte! 

Underforstået at al den snak om forædling kan være godt nok, men der skal gødes noget mere og det kan kun gå for langsomt. Iøvrigt var der et overvældende flertal, af dem der ytrede sig, der også mente at det kun kunne gå for langsomt med at få indført GMO i dansk landbrug.

Baggrunden for ovenstående perspektiv er at udbyttet, målt i tons pr hektar, i den danske planteavlssektor er stagneret henover de sidste 10-15 år og protein-indholdet i kornet har været faldende i samme periode. Vi får altså for lidt ud af markerne og kvaliteten er for ringe. Det er et reelt problem og det virker da også oplagt at et større og mere målrettet gødnings-input kan rette op på den tendens. Især eftersom at mange rapporter viser at de danske kornsorter godt kan optage mere fosfor og kvælstof, end det er tilladt at tilføre.

Men! Hvis man sammenligner mark-udbyttet i Danmark med de lande omkring os, der tillader den gødnings-strategi, som det konventionelle landbrug argumenterer så heftigt for at vi skal tillade herhjemme, så er tendensen med faldende udbytte og protein-indhold nøjagtig den samme. Det er altså, hvis disse rapporter står til troende, ikke en løsning på problemet, blot at tilfører endnu mere næringsstof til kornet. 

Jeg synes at ane, at hele denne ophedede debat om at få indført Natur- og Landbrugskommissionens anbefaling 11 og 12 i ekspresfart (uden at bekymre sig om sammenhængen med de andre anbefalinger), er drevet frem af et ret forsimplet syn på hvilke værktøjer landbruget har til sin rådighed. I den herskende L&F-opinion synes en øget brug af kemikalier, at være det eneste ønske man kan formulere.

Bioøkonomi, det andet tema, der havde greb om forsamlingens forestillingsevne denne dag, er visionen om et kredsløb mellem marken, energisektoren, transportsektoren og højværdi-produkter i form af fx farmaceutiske stoffer. Men som oplægsholderen, Alan Lunde, sagde, så handler det i bund og grund om at udnytte fotosyntesen smartere. Jo bedre vi bliver i stand til at forstå øko-systemerne og de energi-kredsløb, både på makro- og nanoniveau, der eksisterer i naturen, jo bedre kan vi operationalisere den gratis vedvarende energi, som solen forærer os, og vi er godt på vej, var den gode nyhed.  

Et eks. var at 300.000 tons halm bliver til 50 mio m3 biogas og 80 mio liter bioethanol, der ville svare til 4,3 % af det samlede danske benzinforbrug, samt noget ekstra i form af kemiske højværdi-produkter (det er dem man tjener pengene på). I bedste fald, vil en del af restproduktet bliver ført tilbage til marken i form af et gødnings-præperat. Hvis jeg forstod det rigtigt, koster et anlæg i denne størrelse ca. 2 mia.

Det er et spændende scenarie og er nok allerede en del af den nære fremtid, vi hørte at italianerne havde bygget det første større europæiske 2.0-anlæg, der 'kørte' på en elefantgræs-sort, men ingen kunne rigtig svare på hvilket brændsel (udover halm) man kunne forædle sig frem til i Danmark eller hvilke øvrige typer biomasse der havde potentialet til at kunne leveres året rundt eller hvordan det skulle transporteres? Konceptet om 'mad i tanken' forbliver også et prekært emne og står i en modsætningsfyldt kontrast til oplæggets præmis om øget fødevareproduktion.

Igen må man undre sig, dagens tema taget i betragtning, over hvor fraværende økologien og regeringens målsætning om forøgelse af det økologiske areal var - ikke bare i disse workshops men hele denne dag!

Det er op af bakke, som man siger, at få modnet interessen for økologi og en omstilling i landbruget.

I et mere optimistisk lys, kan man kun være positiv overfor at staten og det offentlige vælger at gå ind i arbejdet med at skabe gode forudsætninger og rammevilkår for forædlingen af fremtidens plantesorter. Som det også blev bemærket på tema-dagen, står erhvervet overfor det faktum, at de multinationale firmaer der i dag dominerer forskningen i forædling og dermed sorts-listerne, er de samme firmaer, der sælger sprøjtemidler og kemiske tilsætningsstoffer - derfor er forædlingen i øjeblikket hovedsagligt rettet mod at planterne skal være resistente overfor ukrudtsbekæmpelsesmidler mm. og ikke at finde de genmarkører, der biologisk kan beskytte planterne.  

Træk af den økologiske jorddrifts historie i Danmark del 3

Afhængigt af hvem man spørger, har økologien forskellige veje ind på Christiansborg. Men det er uomtvisteligt at SFs landbrugsudvalg spiller en betydelig rolle. Op gennem 70erne havde partiet sat mange af de 'grønne' dagsordener, som i og for sig stadig er omdrejningspunktet for mange af modsætningerne mellem forvaltning og erhverv. Steen Gade bliver valgt ind for SF i Herning i 1981 og han husker at det landbrugspolitiske arbejde i udvalget dengang, udover miljøspørgsmålet, var præget af diskussioner om nye ejerskabsmodeller (jævnfør del 2) og regionale jordbrugsfonde. Jordbrugsfonden var ideen om at prisstigningen på landbrugsjord ikke skulle kapitaliseres hos den enkelte ejer, men opspares i en regional fond, der kunne fungere som selvstændigt kreditinstitut og bistå med en regionalt forankret udvikling af erhvervet. Disse tanker vakte dog ikke den store genklang hos landboforeningerne. 

Det første skridt, set fra politisk side, der bragte parterne tættere sammen, og fasiliterede det videre arbejde med økologien, var det beslutningsforslag, der gav økologerne en halv konsulentstilling gennem et til lejligheden etableret samarbejde med husmandsforeningen. Denne ordning var bestemt ikke nogen nem og ligetil sag, for det første skulle økologer, husmænd og biodynamikere være enige og for det andet skulle den gennem den daværende landbrugsminister Bjørn Westh, som sad i en Schlüter-regering, der ellers ikke gjorde sig bemærket ved nogen særlig holdning til landbrugets interne sager. Steen Gade ser det som lidt af et politisk svendestykke og forudsætningen for det følgende samarbejde.

Lovforslaget om økologi fra 11 november 1986, der også indeholdte det røde Ø-mærke, blev skrevet af de radikale Hans Larsen-Ledet, selv formand for husmændene i en årrække, og Lone Dybkjær, selv meget optaget af miljøspørgsmål, i et ved første øjekast umage samarbejde med SFs Kristen Touborg og Steen Gade, som beretter om den pudsige poltiske balance i de år: "De Radikale havde indgået et regerings-samarbejde med Schlüter fordi de støttede hans økonomiske linje, men havde  åbent erklæret at de ville være utro omkring andre emner f.eks. sikkerhedspolitik, kultur og miljø."

Det betød at mange af de grønne tiltag, som også kom til at kaste forskningsmidler og vandmiljøplaner af sig, faktisk blev besluttet udenom men implementeret af en 'blå' regering, der ikke havde anden interesse i den 'grønne' dagsorden end at det var et middel til at bevare magten. En anden faktor, som spillede ind på forvaltningens holdning til det økologiske spørgsmål var landbrugsministeriets uafhængighedskamp med erhvervet og dets interesseorganisationer, som beskrevet i Magtudredningen fra Aarhus Universitet 2003:

"Hvor Landbrugsministeriet indtil midten af 1980'erne indtog en særlig plads og levede sit eget liv, gjorde den heftige miljødebat fra midten af årtiet det lysende klart for ledelse og hovedparten af medarbejderne, at skulle ministeriet klare sig i konkurrencen med de andre ministerier, måtte man i nogen grad frigøre sig fra landbrugets organisationer. (...) at det ikke mere var landbrugsproduktionen, der var det centrale, men derimod fremstillingen af sunde og bæredygtige fødevarer." ( Daugbjerg/Just s. 153).

Man kan muligvis diskutere rigtigheden af den sidste del af sætningen, men her begynder en proces, hvor ministeriet i højere grad må forvalte mere end blot erhvervets interesser og indgå i tværministerielle miljøreguleringstiltag, der udfordrede kulturen i landbrugsministeriet. Det bliver måske unødvendigt teknisk i forhold til min historie, men da jeg ser økologiens historie og vækst i Danmark, som foregående i en modsætningsfyldt ideologisk og politisk kamp med det konventionelle landbrug og de store landbrugsorganisationer, kan følgende citat fra Magtudredningen være med til at belyse jævnbyrdigheden eller manglen på samme i forhold til at påvirke forvaltningen og det politiske niveau i retning af bedre rammevilkår for økologien i Danmark.

"Samspillet mellem landbrug og stat foregår først og fremmest i et komplekst netværk af løbende uformelle kontakter....en række interviews udført i 1992, 93 og 98 i Landbrugsministeriet/Fødevareministeriet og landbrugets organisationer indikerer, at kontakterne mellem disse to aktører er ganske omfattende. Disse kontakter...finder stadig sted, men er måske med tiden blevet endnu mere uformelle, da de ofte foregår telefonisk og/eller gennem udveksling af arbejdspapirer, referater, notater osv.. " (Daubjerg/Just 146-47)

Mens lovforslaget om økologi var i udvalg, nu under ministeriel ledelse af Britta Schall-Holberg, sendte De Danske Landboforeninger i januar 1987 en henvendelse/indstilling til forvaltningen hvori der bl.a. stod: "...at landboorganisationerne får afgørende indflydelse på støttekriterier og støtteudmåling til de producenter og producentsammenslutninger, der er i stand til at gå ind i en erhvervsmæssig økologisk produktion." 
I forlængelse af citatet fra Magtudredningen ovenfor, er det værd at hæfte sig ved denne indstilling, også selvom - eller måske især fordi - det ikke blev som landboforeningerne ønskede det. 
Den 14 Maj 1987, med 124 stemmer for og 4 imod (Fremskridtspartiet), blev Danmark det første land i verden, der statsligt støttede omlægningen til økologisk jordbrugsproduktion.

At det endeligt vedtagne lovforslag så efterfølgende er blevet karakteriseret som værende en meget teknisk/videnskabelig/ metodepræget tilgang til økologi og helt uden den ideologi, det natur- og samfundssyn, som et stort flertal af de økologiske producenter på dette tidspunkt fandt havde en afgørende betydning for produktionsformens integritet, skulle først senere vise sig at udgøre en svaghed.

Historikeren Mikael Lynnerup, fra den på dette tidspunkt hedengangne Jordbrugsstudiegruppe, er opmærksom på de indenrigspolitiske kampe bag øko-kulisserne, men ser resultatet som en praktisk gevinst: "Økologernes politiske succes skal ses i sammenhæng med, at de indirekte støbte nogle kugler til et politisk spil, som de ikke selv havde megen lod og del i. Men herigennem lykkedes det økologerne at skabe sig nye positioner i relation til udviklingen af den statslige politik." Udtalelsen er fra en workshop ved Ålborg universitet i 2002 (senere e-udgivet under overskriften: Økologisk Landbrug mellem Historie og Principper) hvor også Troels Østergård (se del  2) stiller kritisk spørgsmålstegn ved prioriteringerne i den tidlige økologi-lovgivning. Vedrørende Ø-mærkningen mener han at dens bagdel beror på, at kontrollen er skruet sammen efter devisen, at den skal være nem for kontrolvæsenet. Det betyder efter hans mening, at nogle af de vigtige elementer i økologien glider i baggrunden, til fordel for en ensartet kontrol.

Diskussionen om økologiens integritet fanget mellem et hollistisk kultur-natursyn og en mainstream produktionsform har været en kilde til uenighed fra længe før barnet fik sit navn, men med de politiske omfavnelser og en opdukken på de konventionelle landbrugsorganisationers radar bliver dette skisme udsat for et langt større pres med krav om beslutninger af principiel karakter. Det kommer f.eks. til udtryk i diskussionerne om hvordan man skal markedsføre økologien overfor forbrugeren.

Det vender vi tilbage til i næste afsnit, hvor vi også skal se på de gyldne 90'ere, men her slutter vi med et optimistik citat, fra en måske lidt uventet og nøgtern kant, nemlig Statens Jordbrugsøkonomiske Institut, som evaluerer loven i 1989:


"Denne interesse fra samfundets side tages som udtryk for, at man generelt tror på, at det økologiske dyrkningssystem har mulighed for at bidrage positivt til samfundets udvikling." (Rapport nr. 47 1989)

Generationsskifte

Landbrugsavisen har i dag offentliggjort en liste med de ti dyreste landbrug, som er til salg på ejendomsmarkedet netop nu. For at kunne danne sig et indtryk af markedet, kan jeg nævne at der blev solgt 533 produktionsejendomme i andet kvartal af 2013. Listen siger måske mindre om hvad priserne generelt er på landbrugsejendomme end hvilke typer det er, der topper prislisterne. Man ser tydeligt at de mest kapitaliserede brug er i den animalske produktion, hvor der må formodes at være betydelige investeringer i bygninger og teknologi udover areal. At den samme liste for tre år siden viste samme tendens, omend et lidt højere prisniveau, er med til at relativere hvad man kan udlede af listen. Igennem hele 2013 har priserne på landbrugsjord været i stigning og ligger i dag et lunt sted omkring 150.000 pr ha. Samtidig er antallet af tvangsauktioner faldet til næsten det halve af hvad det var for et par år siden. Men de positive takter for økonomien generelt i erhvervet løfter ikke prisniveauet på top ti. Måske er de dyreste ejendomme simpelthen bare ikke til salg, fordi det går godt? Måske er der stadig mange teknisk insolvente brug, der ikke er blevet sat til salg/på tvangsauktion, fordi banker og realkredit-institutter frygter konsekvenserne? En af grundene til det lavere prisniveau kan også være at det har været nogle svære år i kvægbranchen. Et andet vigtigt parameter for priserne, som listen er et udtryk for, er beliggenheden herunder adgang til relevant infrastruktur. Uden at kunne vide det, antager jeg f.eks. at gården ved Rødby, som er på sølle 189 ha., foruden at se nybygget ud ligger strategisk rigtigt ved den fremtidige Fermern-bro, og at det afspejles i prisen. Ellers har jeg svært ved at forstå, at gården har været til salg i en årrække til samme pris. Listen fortæller ikke noget om hvorvidt produktionen er konventionel eller økologisk. Under alle omstændigheder er det nogle tal, som sætter spørgsmålet om generationsskifte og selvejet i relief.

Adresse                            Pris                  Type

1. Voulundgårdvej 18, Herning 124 mio. kr. Svineproduktion

2. Strandholmsvej 9, Rødby 66,5 mio. kr. Planteavl

3. Bøgebjergvej, Præstø 65 mio. kr. Skov

4. Vårvej 40, Ribe 64 mio. kr. Svineproduktion

5. Krøldrupvej 9, Løgstør 60 mio. kr. Kvæggård

6. Lyngby Torp 60, Løkken 59,9 mio. kr. Kvæggård

7. Kirkevej 4, Klovborg 59,5 mio. kr. Svineproduktion

8. Tohedevej 1, Branderup J 59,2 mio. kr. Kvæggård

9. Padkærvej 69, Løgstør 54,9 mio. kr. Kvæggård

10. Badskærvej 60, Dybvad 52,9 Svineproduktion

GMO i Danmark

Der synes at herske en del tvivl blandt danskerne om hvorvidt der dyrkes GMO-afgrøder i Danmark.

Foruden det faktum, at vi skovler GMO-afgrøder, fra primært Sydamerika, ind i vores svinestalde i et omfang, som menes at udgøre et dyrkningsareal der er større end Danmark og derfor gennem årevis har accepteret - eller kollektivt fortrængt - at GMO er en integreret del af dansk landbrug, så dyrkes der også GMO i Danmark.

Den tidligere regering valgte at bruge den tyske model, da en egentligt GMO-lovgivning set i lyset af den hastige udvikling på området efter meget nøleri tilsidst ikke kunne udskydes.

Loven gør GMO-dyrkning tilladt i Danmark, men under erstatningspligt overfor naboer og det øvrige samfund, hvis den genmodificerede afgrøde 'forurener' den omkringliggende produktionsjord og natur. Præcis hvordan man værdisætter 'forureningen' er jeg ikke inde i, men det drejer sig eftersigende om nogle rigtigt store beløb.
Rationalet er, at en sådan erstatningspligt vil afholde den enkelte bonde fra at overveje GMO-afgrøder, sådan har jeg i hvert fald fået det præsenteret, men ikke forskningsinstitutionerne i at kunne udvikle know-how på området.
Den overvejende mistillid i befolkningen imod GMO, samt tilkendegivelser fra Etisk Råd, er dermed blevet både efterkommet og omgået. Smart.

At der nu er nye ejerformer på vej ind i landbruget, f.eks. kapitalstærke eksterne investorer, her tænker jeg ikke kun på midlerne til at investere i sikker dyrkning, men naturligvis også advokatbistand der kan underminere det retsgrundlag hele GMO-lovgivningen og dermed fødevaresikkerheden hviler på, vil uden tvivl udgøre en stor udfordring for vores lov på området i de kommende år. Man fristes til at råde fødevareministeren til at tage et opgør med både-og politikken inden det er for sent, og enten forbyde eller tillade teknologien, ellers forudser jeg at staten kommer til kort i de erstatningssager der måtte komme. Eller at eventuelle sager bliver omgivet med et dunkelt skær af hemmelighedskræmmeri.

For et halvt års tid siden kom det frem i offentligheden at Monsanto drev 3 GMO-test-marker i Danmark. Historien var ledsaget af et herligt billede, som også er at finde i dias-showet på bloggen, som viste den tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen sammen med Monsantos forsøgsleder Gerhard Deneken i en majsmark, der struttede så meget af unaturligt solskin og klorofyl, at det var svært ikke at smile med de to hovedpersoner.

Men Monsanto valgte af hemmelige årsager at trække sig ud af Danmark. Hemmelige?

Igennem længere tid har åbenhedsaktivisterne fra Åbenhedstinget.dk forsøgt at få aktindsigt i hvilke forsøg der er blevet foretaget i Danmark og ikke mindst i resultaterne, der måske kunne give et fingerpeg om hvorfor forsøgene blev afbrudt. Jeg synes denne sag eksemplificerer min frygt, som nævnt ovenfor, ganske godt. Se f.eks bare Monsantos advokats svar, fra sidste uge, på NaturErhversstyrelsens henvendelse, som er den seneste udvikling i denne sag. Klik her.

Man kan følge hele sagen på Åbenhedstingets hjemmeside under fanen GMO.