"... Historien er jo et Vidnesbyrd om det forbigangne, og vi maa under Indtrykket af Nutidens Travlhed og Anspændelse ikke glemme Minderne fra Fortiden og vore Forfædres Virke inden for Landbruget og i vort Folk. Det vidner om aandelig Sundhed om den nulevende Slægt og den opvoksende Ungdom... det udvikler Kærlighed til Fædrelandet, Samfølelse og national Forståelse." (Større Danske Landbrug 1930. Forord ved J. J. Hansen)
fredag den 23. september 2016
Nye tanker
I går kom jeg lidt ud af mine vante cirkler, da jeg gik til et foredrag med professor Claus Felby.
Felby har sammen med et forskerteam på DTU opdaget noget, der muligvis kan være så skelsættende for os allesammen, at man mangler et godt eksempel at sammenligne hans resultater med. Der er tale om ny indsigt i en af de mest fundamentale processer i økosystemet på kloden - og som ifølge professoren aldrig før har været erkendt, på den måde forskerne på DTU nu har begrebet den!
Foredragets titel: Omvendt fotosyntese - en helt ny måde til at høste solens energi, antyder hvilket område af forskningen vi befinder os i. De fleste af os har formodentligt et vagt begreb om hvad fotosyntesen er for en størrelse. Solens energi bliver omsat til biomasse gennem planternes klorofyl ved hjælp af vand og luftens indhold af kul.....noget i den dur. Jeg er ikke kommet meget videre i min forståelse. Felby fortalte os i går at denne proces skaber 130 miliarder tons biomasse om året - og hvis man kunne opspare den (altså forhindre nedbrydelsen af biomassen og dermed frigivelsen af CO2), så kunne man genoprette kulstofbalancen i atmosfæren i løbet af et halvt år.
Men det Felby præsenterede os (og tidligere har publiceret i Nature) for i går, var at der findes en anden proces, kaldet omvendt fotosyntese, hvorved nedbrydelsen af biomassen via svampe og bakterier, som bl.a. bruger enzymer kaldet LPMO'er, skaber balance i regnskabet. Den proces nedbryder 130 miliarder tons biomasse om året. Det banebrydende nye er at man kan gå ind og kontrollere og accelrere denne proces, via noget Felby kaldte Light Induced Electron Transfer.
Felby understregede flere gange at de ikke helt forstod præcis hvad det var der foregik, men resultatet var at man ved hjælp af noget glucose og nogle fotoner - men (næsten ingen) forbrug af ilt eller eksterne energikilder kunne styre den proces til f.eks at lave Methan om til Methanol - hvilket var den foreløbigt helt store kommercielle interesse, da det er det mest producerede kemikalie i verden - hurtigt og som nævnt stort set uden brug af energi-tilførsel. Jeg ved ikke om Felby vil godkende min association, men jeg kom til at tænke på druiden i tegneserien Asterix' magiske frø, der fik fuldvoksne træer til at vokse op i løbet af en nat. I hvert fald fik man det indtryk, at potentialerne er uanede. Gnisterne sprang fra professoren når han fortalte om forsøgene og resultaterne. Det her var kæmpestort.
Nuvel om det kommer til at betyde at danske landmænd skal til at dyrke nye afgrøder eller andre former for biomasse, der kan nedbrydes til Methanol - og andre biobrændstoffer i professor Felbys elektron-opfindelse; og dermed kunne indvarsle en tredje 'grøn' revolution i landbruget, er lidt for tidligt at spå om - men oplevelsen i går mindede mig om hvor sundt det er at komme ud og få nye input engang imellem, høre nye tanker og om andre verdener. Det leder elegant frem til at gøre reklame for et arrangement i café Væksthuset, i Landbohøjskolens have i København næste onsdag d. 28/9 17-18:30. Her vil man kunne høre denne blog-skriver fortælle om: Landbruget i samtidskunsten - og Peter Sandøe og Fie Ambo fortælle om andre aspekter af landbruget, fra hver deres verden. Det er desværre ikke gratis - men nye tanker kan være mere end penge værd.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar