fredag den 12. maj 2017

Opfølgning på debatten om udenlandske investorer i dansk landbrug



Til dem der ikke regelmæssigt læser landbrugsnyheder, er her en opfølgende liste over hvordan forrige fredags kronik blev modtaget.

Samme dag havde formanden for Sektionen for Større Landbrug Frederik von Lüttichau en kritik i Landbrugsavisen. Midt i ugen havde Information en artikel om emnet, ligesom Effektiv Landbrug bragte en ny vinkel på sagen, henover forsiden på den trykte avis. Fredag havde jeg en replik til Lüttichau i Altinget. Tirsdag have Lüttichau en replik til min replik og onsdag havde landbrugsordførerne tilsyneladende rottet sig sammen mod ministeren, men allerede torsdag var Socialdemokratiet med i folden igen og Esben Lunde kunne så lukke ned for debatten - og endelig i dag fredag kan man så høre min sammenfatning af argumenter og perspektiver på den2radio.

Radiokommentaren blev læst ind før Esben Lunde havde udtalt sig, hvilket han tog sig god tid til, de første par henvendelser resulterede i 'ingen kommentarer' hvilket antageligt hang sammen med at Martin Merrild var på forretningsrejse i USA - og der skulle lige rådføres.

Merrilds svar om at en registrering af udenlandske spekulanters opkøb vil være en dyr og bureaukratisk løsning forelagde jeg min ven i Skat, som mente, at det var klaret med nogle ret simple og hurtigt indstillede samkørsler.

I dagens elektroniske virkelighed kan Skat faktisk hente utrolig megen viden ud om hvem vi er og hvad vi ejer - hvis de ellers blev bedt om det, fortalte kilden mig.

En anden ting jeg heller ikke fik med i radio-indslaget, primært fordi min redaktionschefs rynkede næse, gav mig det indtryk, at kommentaren allerede var vel lang, er en mulig forklaring på hvorfor spekulanter pludselig køber op af dansk landbrugsjord.

Når nu landbruget er så forgældet, indtjeningen så ringe og pensionskasserne ikke vil røre erhvervet med en ildtang, hvad er det så for muligheder disse pengemænd ser en god forretning i ? Som nævnt i indslaget er den negative rente og det globale investeringsmiljø medvirkende årsager, men jeg gætter på at en helt tredje faktor er afgørende. Ja - rigtigt gættet: Klimaforandringerne

Ud over alle de andre ting de ændrede klimatiske forhold betyder for os og vores øko-system, så spår sagkundskaben, at i takt med at temperaturen stiger på kloden vil fødevareproduktionen koncentrere sig i de tempererede zoner. F.eks kunne man læse i baggrundsmaterialet til Natur- og Landbrugs-kommissionens rapport, at Danmark ligger i det bælte omkring jorden, hvor man venter at landbrugsjorden i den nære fremtid vil få en hel anden værdi og strategisk betydning.

Men til den tid er det måske ejere fra andre breddegrader, som den danske jord og de fødevarer der her produceres tilhører - hvem ved, vi gør i hvert fald ikke, for et politisk flertal ønsker det skal være hemmeligt, hvem der ejer den danske landbrugsjord.


Der kører også en lidt spøjs debat-tråd på JyllandsPosten mellem en Jens Kindberg og Merrild og landmænd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar