Landbrugsåret 2017 - de fem vigtigste begivenheder

     Landbrugsåret 2017 - de fem vigtigste begivenheder

Jeg har brugt noget af juleferien på at læse en lille bog, der med udgangspunkt i de nordamerikanske indianeres historie forsøger at belyse historieskrivning som sådan. Med citater fra en række filosoffer, semiotikere, antropologer og indianere bliver diskussionen om 'hvad kan vi egentligt vide om den Anden' og hvordan et sprog, en logik og et system af værdier kan oversætte og repræsenteres i et andet sprog, en anden kultur og en fremmed kosmologi.

Filosoffer som Hegel, Arendt, Derrida og Foucault, antropologer som Clifford, Geertz og Crapanzano samt indianske stemmer med og uden navne giver deres bud på hvad (antropologisk) historie-skrivning i den vestlige videnskabs tradition er, kan være og hvilken funktion den har.

Et tilbagevendende tema i citaterne er at fremmede, som i kulturer udenfor det-vestligt-videnskabelige-univers, måder at forstå verden på ikke kan oversættes til vores sprog og vores logikker og værdier uden at miste sin logik og sine værdiers forudsætninger. Jo nyere citaterne er, de seneste er fra 2009, desto mere fylder paradokset om hvordan vi overhovedet kan forstå hinanden  - uanset hvor vi kommer fra.

Indianeren er om at så at sige flyttet ind ved siden af. Nogle vil måske hævde ind i os.

I bogen diskuteres også den relativisme, som disse overvejelser har medført. Som i den meget udbredte opfattelse, at alt er konstrueret. Fakta, sandhed, logik, videnskab, kærlighed og tro er konventioner i vores kultur og hverken mere eller mindre sande end andre tilsvarende konventioner.*

Intet sted i det danske samfund ser man det så tydeligt som i vores debat om landbrugets betydning, rolle og værdier. Her står to meget modsætningsfyldte virkelighedsopfattelser overfor hinanden - og det synes jeg 2017 eksemplificerede stærkere end noget år før har gjort.

Som ved et tilsvarende indlæg her på bloggen, forsøger jeg her den lidt hovedløse øvelse, at udpege de fem vigtigste landbrugsbegivenheder i året der næsten er gået.

                                                                 Samvirkeforsiden

Der har gennem en årrække - helt tilbage fra midt-halvfemserne -  eksisteret et lunkent uvenskab mellem COOP og Axelborg. Det er ikke noget der har fyldt landbrugsaviserne eller andre medier for den sags skyld, men i landbrugskredse har man ofte kunne høre misbilligende ord om COOPs forbrugerpolitik. Særligt har COOPs forkærlighed for økologiske varer provokeret mange landmænd. Men det mig bekendte første rigtige slagsmål mellem de to verdener kom i fjord, da COOP - og med dem Dyrenes Beskyttelse - trak sig ud af forhandlingerne om et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke. 

Jeg fulgte lidt perifert med i forhandlingerne og så vidt jeg forstod var Axelborg - og med dem Dansk Supermarked (Netto osv) - interesseret i at ombrande en eksisterende praksis, som mere dyrevenlig uden at ændre noget nævneværdigt i staldene - og her havde COOP højere ambitioner. Resultatet var to nye mærkningsordninger - hvilket var en stor torn i siden på landbruget, som gerne vil have det hele topstyret inde fra Axelborg.  Jeg tror ikke man forstår Samvirke-striden uden at have denne forhistorie med i hukommelsen.

Det være sagt tror jeg ikke hverken COOP/Samvirke eller Axelborg havde drømt om at Oktober-forsiden ville blive til det drama, det gjorde.  Jeg havde f.eks. i min tale til Familielandbrugets årskongres kun ni dage efter at Samvirke var kommet på gaden, flettet nogle tanker om hvordan de mindre familieejede landbrug kunne finde (politiske) alliancer, og her nævnt at Brugsforeningerne var et oplagt sted at føre fælles kulturkamp - men inden jeg gik på talerstolen, havde årskongressen spontant forfattet et vredt brev til COOP, der lå meget langt fra mine håb om alliancebygning.

Og Samvirke-debatten buldrede: Fra lokalt igangsatte boykotter af  landsbybrugser, voldsomme udfald på de sociale medier og helt ind i Debatten med Clemens i fjernsynets bedste sendetid kom hele Danmark til at diskutere ....ja måske ikke det som Samvirke havde håbet, for artiklens egentlige indhold kom kun sjældent op til overfladen. Men hvis man et øjeblik sætter parentes om indhold, spin og argumenter - hvad viste Samvirke-striden os så?

 Ja hvis man, som jeg også flittigt gjorde brug af i min Ph.d., læste landbrugsmediernes spalter og kommentar-felter, fik man indtrykket af at Samvirke og COOP ondskabsfuldt og mod bedre vidende spredte hadefulde og falske påstande om danske fødevarer - og at andre ondskabsfulde, ubegavede og dovne meningsdannere i byen hoppede på limpinden og straks byggede endnu mere falskhed og løgnagtighed og tåbeligheder ovenpå.

Modsat fik dem der i forvejen var skeptiske og fjendtlige overfor landbrugets selviscenesættelse og produktionens indflydelse på miljø og sundhed, masser af mulighed for at lufte deres mere eller mindre velbegrundede fordomme.

Der var sprogbrug i begge lejre, der belyste at ....tja hvis man skal trække en lidt søgt analogi op til de indledende refleksioner, så lever 95% af den danske befolkning i et reservat omgivet af og føler sig prisgivet nogle numerisk ganske få landmænd, med en virkelighedsopfattelse og et værdi-system, der er lige så langt fra flertallet af befolkningens, som vi er det fra de nordamerikanske indianeres.

Det er svært at se hvordan vi skal kunne tale sammen når vores opfattelse af hvad der er op og ned er så forskelligt - og det er især svært at se hvordan landbrugets meningsdanneres nye yndlingsord 'Fake news' om alt det der ikke passer deres dagsorden, kan være andet end en indikation af at de slet ikke ønsker dialogen. Landbruget har formodentlig for indeværende større politisk indflydelse end nogensinde før, 'så skidt vær med samfundets opbakning', synes meget interessevaretagelse at stave. 

Der gemmer sig i Samvirke-striden flere andre spørgsmål fra landbrugets stofskifte med samfundet. Hvilke interesser skal landbrugsorganisationerne varetage, er det kun de nuværende ejeres bundlinje, der er vigtig? Var det lynhurtigt skabte fjendebillede af Samvirke også en indikation af at landbruget har savnet noget fælles at stå sammen om? Hvordan kan landbrugets produktionsmetoder diskuteres mere konstruktivt? Er forside-debatten i virkeligheden en stedfortræderdebat for nogle helt andre konflikter? Viser debatten også hen til at landbrugets mediestrategi har en tendens til at skræmme eller latterliggøre sine kritikkere?  

Faktisk var de fleste der havde læst Samvirke-artiklen - også Axelborgs spidser - enige om at det var en sober og faktuel gennemgang af sprøjtemiddelforbruget og dets potentielle konsekvenser i fødevareproduktionen.  Iøvrigt var artiklen måske det eneste sted vor forskere og videnskab kom nøgternt til orde.

Næste begivenhed: Eu-online-konsultationen om hvilken udvikling af landbruget EUs landbrugsstøtte skal fokusere på; en debat der havde potentialet til at være langt vigtigere for dansk landbrug, end noget hjemligt medieuvejr nogensinde ville kunne blive.

* Som en akademisk fodnote, er det værd at nævne at på de humanistiske fakulteter bliver man skolet i at have disse spørgsmål om objektivitet, subjektivitet, repræsentation og lignende paradokser, dilemmaer og uløselige præmisser med i sine metodologiske og teoretiske overvejelser når man repræsenterer 'andre' i sin skrivning. I den retning jeg selv læner mig op af, er selve kernen i problematikken: hvordan opfatter man individet. 

Siden Hegel skrev at der ikke findes noget individ i ental og at mennesket derfor kun kan forstås gennem sine relationer, har senere teori-dannelser slåsset med hvordan man så placerer individet, psykologien og bevidstheden om sig selv i sin kulturanalyse.  Det nemmeste og derfor også det mest udbredte både i humanismen og samfundet mere alment, er at lade som om denne erkendelse af jeg'ets afhængighed af vi'et er udtjent og at vi - eller rettere jeg kan give mening til historien om mig selv gennem 'mine' relationer og selvrefererende narrativer.