Min Opslagstavle

Hvis du ikke har fulgt med fra starten, så er her en alternativ gennemgang af årets gang på Stofskifte-redaktionen.

Fra øverste venstre hjørne på min opslagstavle hænger (se billede nederst):

Et par boarding-passes, fra turen til Edinburgh i efteråret 13. Det var en 4-dage europæisk etnolog-kongres, med deltagelse af ca. 50 ph.d.-studerende. Vi præsenterede vores projekter for hinanden, havde forskellige workshops og gik i byen. Det var bemærkelsesværdigt at langt over halvdelen af ph.d.-projekterne omhandlede migration. Det er mit indtryk, at dette emne ikke er helt så højt på den danske akademiske top-ti, men det kommer nok, det er tydeligvis et felt med stigende relevans for den måde vi europæere lever på og hvor nye kulturfænomener hastigt vokser frem. Et af de andre ph.d.-projekter undersøgte landbrug i det sydlige Spanien. Der er visse lighedspunkter i strukturudviklingen, men hvor kampen om jorden i Danmark i grove træk kan siges at stå mellem mere eller mindre jævnbyrdige landmænd, så er det firmaer med helt andre finansielle aktiviteter og interesser, der opkøber og dyrker jorden i Syd-Spanien. Desuden er kampen om vandet omend endnu mere konfliktfyldt end kampen om jorden. De to præsenterede landbrugsprojekter vidner om store europæiske forskelle i produktionsformer og lokale rammevilkår, som EUs landbrugspolitik forsøger at rumme og harmonisere. Min præsentation. 

'Landbrug' i det sydlige Spanien

Så hænger der et postkort med teksten: Arbiskulære mykorrhizasvampe - gavnlige for plantevækst og sundhed. Postkortet stammer fra Plantekongressen i Herning i vinteren 14, hvor Aarhus Universitet havde lagt en serie postkort frem, der gjorde reklame for universitetets forskning i landbrugsrelaterede emner, som rangerede fra forædlingen af økologiske juletræer til højteknologisk plantebeskyttelse. Som jeg skrev i blog-indlægget dengang var der en række meget velbesøgte og forskningstunge foredrag ved kongressen, der både gav et indtryk af vidensniveauet i erhvervet, hvor ekstremt specialiseret landbrugsviden kan blive og hvor stort et apparat af forskere, forvaltere og andre funktionærer, der omgiver - og omklamrer, som en leder i Effektivt Landbrug udtrykte det-  primærproducenterne, der kun udgjorde en fjerdedel af de delegerede til kongressen. 

Så hænger der et detaljeret kort over den egn, jeg er født og opvokset på. Kortet minder mig om at Danmark først og fremmest er præget af vand! Søer, vandløb og kyst- og vådområder ligger som et blåt skyggenet under og ved siden af den meget tætforgrenet infrastruktur, som med sine små kapilærer, der stikker af fra landevejen, vidner om den for Danmark særegne landbrugsstruktur med enkeltstående gårde i  det åbne landskab. I gamle dage var det grøfter der afvandede markerne, og en af vores naboer havde ernæret sig som grøftegraver i sin ungdom, det var et hårdt og dårligt betalt job, der placerede familien nederst i land-hierakiet. I dag er der en fintmasket infrastruktur under jorden, den mekaniske drænrørspresser blev som bekendt opfundet i England i 1844. Dræningen af Danmark tog fart efter 1 Verdenskrig og er fortrinligt udfoldet i Keld Hansens bog Det Tabte Land, men mange af rørene er ved at have udtjent deres tid og nogle forskere spår at den nære fremtid vil kræve massive investeringer, der kan slå bunden ud af økonomien på de mindst rentable jorde. 

Vest-sjælland

Så hænger to farvekopier, et af det tidligere blog-omtalte maleri af Georg Scholz fra 1920, der skildrer den mistro til landmændene, som herskede i Tyskland efter første verdenskrig. Blog-indlæg.  Ved siden af hænger et billede af Landbrug&Fødevarers reklamekampagne: Fremtiden er ikke så sort som den har været. Plakaten er et billede af en gulerod og teksten fortæller: Et marked på over 6 mia er lidt af en gulerod. Med mindre bogstaver er der en fint 'spinnet' historie om at markedet for økologiske fødevarer i sig selv er incitament nok for landmændene, man behøver ikke bruge pisken for at fremme økologien. En slet skjult kritik af regeringens økologiske målsætninger. Så hævdes det også at danskerne er de mest økologiske forbrugere i verden, jeg ved ikke om Detektor er enige i den påstand, normalt bliver østrigerne tildelt den hæder. Ved siden af hænger der et kunst-postkort af Poul Anker Bech, som forestiller to burkaklædte mobilsnakkende damer stå midt i en kornmark, man kan se sporene af nedtrådte strå fra deres vej ind i marken og i kanten af marken ligger der en fodbold og en dunk benzin. Jeg tænker motivet nok har mere at gøre med vores indvandre-debat og kultur-selvforståelse end med landbruget, men at Poul Anker Bech har valgt at lade scenen udspille sig i en kornmark, synes jeg viser hen til både den dengang verserende kulturkanon-debat samt en bondekultur og en bondsk indstilling til det fremmede, som man udemærket kan overfører til de transformationer der sker i erhvervet - på godt og ondt.

"Telesnak i kornmark"2004

Så hænger den varme serviet dér og overlappende et læserbrev fra Kristeligt Dagblad fra Lillejuleaften, hvis overskrift lyder: Velkommen til landbrugets usikre verden. Den nye minister bør se de virkelige forhold. Læserbrevet slutter "Dansk landbrug har så stor bankgæld, at en forkert landbrugsminister kan vælte et par banker. Statsministeren bør tage Dan Jørgensen i hånden og sammen gå ud til et par landmænd og tilbyde at kautionere for nye lån. Gør de det, så vil de opdage at de fremover sover lige så uroligt som danske landmænd."

Det næste der hænger på min opslagstavle er en 'fremmeds' udlånskvittering fra hovedbiblioteket i København, som jeg fandt mellem to sider i en bog om landbruget jeg lånte for nyligt.  Personen havde i maj 2008 lånt følgende bøger: Økologisk Landbrug,  Start af Nicheproduktion, Det gode liv på landet, Deltidslandbrug, Det Danske Landbrugs historie bind 2, Natur og landbrug, Flytte på Landet, Freja 77 - håndbog i landbosætning, Al den snak om landbrug samt Visioner for fremtidens jordbrug. Den udskrift minder mig om den aktuelle tidsånd, som præger meget af snakken om erhvervet, og at der - formodentligt via fjernsynet - er opstået sådan en Morten Korch-agtig ide om hvad det vil sige at være landmand, som er helt afkoblet fra virkelighederne i erhvervet. Jeg kender jo ikke personens motivation for at låne bøgerne eller seriøsiteten bag, men jeg hører fra de landmænd jeg snakker med, at den vinkel tidsånden ligger på fødevarernes tilblivelse øger en fremmedgørelse overfor produktionsvilkårene og en forherligelse af en idylliséret bonderøvs-livsstil, som bestemt ikke gør det nemmere at være landmand.

Så hænger der et postkort fra Polen forestillende den lille landsby som det dansk-ejede landbrug jeg besøgte lå ved siden af. 

Så hænger der et udklip fra en engelsk-sproget avis, der grafisk viser den respektive afhængighed af importeret mad, som verdens lande har. Ikke overraskende er Afrika - med ca. 70% - suverænt det kontinent med den laveste fødevareforsynings-sikkerhed, kun overgået af Mellem-østen, der som region importerer 76% af sin mad. Europa placerer sig midt i feltet med 53,5 % af fødevarerne importeret udefra, men samtidig også en betydelig eksport. Figuren sammenligner også fødevareimporten med bruttonationalproduktet, og her er det tydeligt at de lande der er allerfattigst også er de lande der er mest afhængige af import, hvilket i og for sig ikke er en given logik, da mange af landene ligger i frugtbare regioner, der er velegnet til selvforsyning. Linket er til en alternativ fremstilling. 

Så hænger der en introducerende beskrivelse af et seminar i Videnskabernes Selskab februar 14, med titlen: Market, Ethics and Religion, som jeg deltog i. Seminaret var delt op i to afdelinger med økonomer den ene dag og teologer den anden - og med tid til kommentarer indlagt mellem foredragene. Tanken var at kaste et kritisk lys på den tendens i vores kultur der er til at overføre den autoritet som kirken havde for to hundrede år siden til økonomerne i vor tid. At økonomien og økonomisk vækst har fået karakter af en ontologisk eksistensberettigelse, har flere 'samfundsrevsere' diskuteret i venstrefløjs-kredse længe, det var derfor ekstra tankevækkende og interessant at se og høre de moderne autoriteter (økonomerne) clashe med de gamle kulturbærere (teologerne) om netop denne præmis.

Ved siden af hænger der et postkort fra Dansk Vegetarforening, som jeg fik stukket i hånden en dag på gaden. Det viser CO2-belastningen, som udtrykt ved kørte kilometer i bil, ved forskellige typer fødevarer. Foroven kan man se at en økologisk vegetarkost uden mejeriprodukter, ifølge foreningen, svarer til 281 km/år og nederst, at en 'almindelig' konventionel kost svarer til 4758 km/år.

Så hænger en kopi af min Ph.d.-plan der fortæller mig hvad jeg skal nå måned for måned indtil efteråret 2016.

Så hænger der en pamflet fra Frie Bønder Levende Land med titlen Fremtidens Landbrug, som med små piktogrammer forsøger at fremstille Dalbymodellen for læseren. Dalbymodellen er en vision for en udstykning af landbruget tilbage til mindre og mere alsidige produktioner samt revitalisering af livet (og skattegrundlaget) på landet. 

En etikette fra den saft jeg omtalte i Feltnoter 2, et indlæg der beskrev anderledes landbokulturer.

Så hænger der et avisudklip fra Metroxpress med overskriften: Sprøjtegifte regner på øko-æbler. Det omhandler Boxer-sagen, som jeg også tidligere har skrevet om - jeg er faktisk usikker på om den sag stadig verserer mellem ØL og L&F, de to organisationer som repræsenterer de implicerede parter. 

Der var i hvert fald stor utilfredshed fra ØLs side omkring det løsningsforslag der kom fra Syngenta, producenten af Boxer, som for Gud ved hvilken gang lader forurenings-præventive tiltag være baseret på frivillighed hos den enkelte primærproducent. Sidste nyt. 

Så hænger der et informations-katalog vedrørende Café-teaterets opsætning af forestillingen: Projekt Landbrug i foråret 2012. Stykket var en fragmentarisk gennemgang af nogle (prekære) aspekter ved landbruget. I forskellige hold - anført af en 'rigtig' landmand, hentet ind til lejligheden - blev man guidet fra kælder til kvist i teateret og 'fysisk' introduceret til nogle iscenesatte virkeligheder. I kælderen var der en performance-monolog i et svineslagteri, på første sal en deprimeret hønseavler i bur, på anden sal sad medlemmer af Etisk Råd og tog imod spørgsmål, i forsamlingshuset i caféen en landbrugs-cabarét  - og bagefter debat og hyggesnak. Den dag jeg deltog var der såmænd en 'delegation' fra Landbrug&Fødevarer med, som dog holdt sig tæt og anonymt sammen. Selvom anmeldelserne var lidt blandede blev stykket en kæmpe succes for teateret og der var udsolgt til alle forestillinger. Der kommer i øvrigt snart en ny landbrugs-forestilling på de skrå brædder. 

Så hænger der nogle post-its med telefonnumre og mailadresser til forskellige mulige informanter. Så hænger der en fartbøde fra Midtjyllands politi. Så hænger det nogle 'års-hjul', som jeg har lavet i samarbejde med nogle landmænd, der skal illustrere årets gang og arbejdsintensitet på deres respektive gårde.

Til sidst hænger telefonnummeret til IT-service her på universitetet, dem, kan jeg betro jer, har man alt for tit brug for....at ringe til.

Tre citater

"It has been assumed by economists as well as by some anthropolgists that the most intensive cultivation would be achieved by the most advanced implements and that the most advanced implements would be the most profitable. But in the real world it is more complicated. It is not a simple cost-benefit problem. I have already quoted from Brookfield to the effect that input of skills varies inversely to input of land. Both individual and sociological factors are involved, as well as geographical differences. " (Steensberg s. 110, 1986)

"Det er også dér, hvor man har stærke sociale og kulturelle relationer, mellem de økonomiske medspillere (folk og erhvervsliv), og dér hvor man evner at indoptage ny viden og udvikle sig i samarbejde. Inden for teorier om "Industrial Districts o.l. finder vi desuden belæg for, at det er dér, hvor man sikrer at merværdiskabelse bliver til gode for oprindelsesstedet, bl.a. i form af reinvesteringer og i øvrigt vedligeholdelse og sikring af den komparative fordel. Mange af de forudsætninger har man i danske landdistrikter (...) Forekomsten af jord, natur og viden om at leve sammen med og brug af ressourcen er landdistrikternes ubestridte komparative fordel!" 

(Tanvig s. 150-51, 2005)

"3.2 Vækst- og nabotjek. 
Dansk landbrug og fødevareerhverv er af stor betydning for dansk økonomi. Erhvervet er eksportorienteret og i global konkurrence. Konkurrencen om afsætning af fødevarer er bl.a. betinget af rammevilkårene i Danmark og i de konkurrerende lande. Rammevilkårene ændres jævnligt med betydning for det indbyrdes konkurrenceforhold. Det skal derfor sikres, at reguleringen giver de bedste bæredygtige udviklingsmuligheder for det danske fødevareerhverv. Der er enighed om, at hvis reguleringen eller kontrollen i væsentligt omfang stiller danske virksomheder ringere end virksomheder i andre EU-lande, så skal der ske tilpasninger efter ”følg- eller-forklar” princippet.                                                                                                                                                             4.1 En fælles fødevarefortælling om ressourceeffektivitet og bæredygtighed. En fælles fødevarefortælling om ressourceeffektivitet og bæredygtighed vil kunne styrke den internationale markedsføring af dansk fødevareerhverv. Fortællingen vil således kunne styrke fødevareeksporten og skabe større fokus på det danske fødevareerhverv som et attraktivt erhverv for bl.a. at kunne tiltrække og fastholde arbejdskraft med de rette kompetencer. Derfor iværksættes et arbejde med at skabe en fælles fortælling for fødevareerhvervet. Der afsættes 2 mio. kr. årligt i 2014 og 2015."         (Vækstplan for fødevarer s. 8-9, 2014)



Axel Steensberg (1906-1999) Professor i Materiel Folkekultur - senere Etnologi 1959-1970.
Hanne W Tanvig Centerleder i Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter 2001-2006.
Vækstplanen må formodes forfattet af Erhvervs- og vækstministeren Henrik Sass Larsen i mere eller mindre jævnbyrdigt samarbejde med Fødevareministeriet, DI, L&F og div. udvalg.

Public Service

Der er kommet en del landbrugsnyheder i dag. Det store samtaleemne er selvfølgelig regeringens vækstpakke og dens betydning for erhvervet, men i ly af den snak er der også kommet tre nyheder af mere generel karakter.

Videncentret for Landbrug har offentliggjort en analyse af indtjeningen på fuldtidslandbrug i 2013. Tallene viser både en positiv tendens og store variationer.  Gennemsnittet er derfor ikke nødvendigvis en særlig anvendelig indikation af erhvervets helbred som helhed.  Djævlen ligger måske i detaljen, for som det fremgår af bemærkningerne har værdiændringerne på besætning og lagerbeholdninger, reelt den betydning at man i nogle tilfælde skal ligge en kvart million til gennemsnitsresultatet, hvis man vil sammenligne driftsresultatet fra 2012 med 2013. Værdiændringerne har især ramt svineproducenterne, som alstså har måttet producere væsentlig mere i 2013 for at opnå samme resultat som i 2012. Mælkeproducenterne trækker derimod gennemsnittet op, da de har haft en pæn fremgang. Overordnet set fortæller tallene at:

" Selv om niveauet for driftsresultater isoleret set er pænt, så er det fortsat beskedent set i sammenhæng med en række år med dårlige resultater og de usikre konjunkturer. Resultatet skal også ses i sammenhæng med, at landmanden ud af driftsresultatet skal lønne sin egen arbejdskraft og forrente egenkapitalen (...) Hovedårsagen til den fornuftige gennemsnitsindtjening er gode priser på landbrugsprodukter og den fortsat meget lave rente. Regnskaberne afslører dog også, at der er store forskelle mellem de enkelte driftsgrene." siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug. Se mere her.

Nationalbankens direktør Lars Rohde har i anden anledning også ytret sig om landbrugets økonomi. Hans kommentarer kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, men det er alligevel en sober og interessant tale, hvis pointer ikke normalt finder vej til offentligheden, som er travlt beskæftiget med de aktuelle politiske implikationer af mere sensationsprægede overskrifter.

Lars Rohde sagde blandt andet at:

" (...) Det er i dag klart, at der var tale om en decideret "jordprisboble", hvor hektarpriserne kom fuldstændig ud af trit med, hvad jorden kunne give i afkast ved at dyrke den. En del af den store prisstigning på jord og landbrugsejendomme skyldtes udbygning af svineproduktionen (...) Samtidig er jordpriserne faldet betydeligt, men de ligger stadig noget over niveauet forud for finanskrisen, og de forekommer stadig høje set i forhold til afkastpotentialet, især i en situation med en normalisering af renteniveauet (...) Resultatet af den beskrevne udvikling er et stærkt forgældet landbrugserhverv med lav soliditet i mange ejendomme. (...) 
Strukturtilpasningen i landbruget kører for fuld kraft, og mange har forladt erhvervet. De stigende jordpriser gjorde, at dette ofte kunne ske med en betydelig gevinst på lommen. Sælgerne var ofte ældre landmænd, der havde købt deres ejendom til en betydeligt lavere pris og dermed havde en relativt lille gæld og forholdsvis stor egenkapital. Ifølge Fødevareøkonomisk Institut blev der i perioden 2003 til 2010 trukket ca. 55 mia. kr. i egenkapital ud af erhvervet på den konto. Hertil kommer, at en del af stigningen i ejendomspriserne blev brugt som sikkerhed for låntagning til køb af andre materielle og finansielle aktiver end landbrugsejendomme eller inventar og løsøre. En del af værdistigningen er populært sagt blevet "spist op" eller brugt til spekulation. 

Ifølge Landbrugsavisen er der syv gange så mange landmænd over 65 som under 35. Det kunne således være værd at overveje metoder til, at sælgerne af landbrug i højere grad end i dag kunne se en fordel i at lade en del af pengene blive i erhvervet og lette ejerskifter. Der kan næppe ventes stigende jordpriser lige med det første, snarere tværtimod (...)  Gældsproblemerne må løses via den løbende indtjening, ligesom der næppe er nogen vej uden om, at nogle af de mindst produktive og/eller mest forgældede landbrug må gå nedenom og hjem Langt de fleste pengeinstitutter kan bære dette. Det sundeste er, at tabene bæres af dem, som har givet lånene. Tabene skal ikke "socialiseres". Det er ikke blot et spørgsmål om, hvem der i givet fald skulle betale, men ville også være uheldigt for den fremtidige adfærd hos såvel långivere som låntagere, også kaldet "moral hazard". Samtidig nytter det ikke noget at sidde og vente på, at konjunkturerne løser problemerne. Det sker ikke."

Læs hele talen her (landbrugsafsnittet begynder på side 6).

I forlængelse af ovenstående, er det forstemmende hvor meget økonomisk spin, der bliver bragt ud i den offentlige opinion. Med regeringens dårlige meningsmålinger og den økonomiske vækst fortsat på den intensive afdeling, foregår der en mindre krig på tal og prognoser i øjeblikket - og interesseorganisationer bliver ofte brugt som eksperter uanset om de går ind for eller er imod regeringens kurs. Jeg synes det er svært at gennemskue de mange udspil ikke mindst med så stærkt modsætningsfyldte fortolkninger af hvilke mekanismer der skaber vækst og så meget blus på de ideologisk prægede påstande om nationens økonomi - og altså også landbrugets bidrag hertil.

Danmarks Radios program Detektor dobbeltchecker tal og fakta fremsat i medierne og har været efter landbrugets største interesseorganisation Landbrug&Fødevarer flere gange. Det har nok ikke den store pædagogiske effekt, men det er da rart at nogle af de fakta vi bliver konfronteret med i dagligdagen bliver efterprøvet - det synes jeg faktisk er public service.

Se omtale af sagen her.

Feltnoter 2

Feltnoter 2. Friland, Basisikulturfabrik, Mosterei Karmitz, Skærtoft Mølle, Den Selvforsynende Landsby, Makværket.

"Jeg mener, det er meget vigtigt, at vi har så mange landbrug som muligt i så varierende størrelser som muligt. Landbruget er jo et kulturbærende erhverv, ja det er mere end blot et erhverv, og det finder jeg umådeligt vigtigt. Hvis der bliver stadig færre landbrug, så vil den folkelige basis for landbokulturen forsvinde, og det, mener jeg, er ulykkeligt" 

(Landbrugsminister Britta Schall Holberg marts 1987)

Inden jeg beskriver de landbrug jeg har besøgt og forhåbentligt kan perspektivere de udviklingsspor og potentialer, der arbejder for enden af grusstien og bag gavlen, på en interessant og relevant måde for læseren, så vil jeg lige kort beskrive nogle af de alternative miljøer på landet, som jeg også lagde vejen forbi.

Det er selvsagt et væsentligt element i hele min undersøgelse, at kortlægge de kulturelle og sociale virkeligheder på landet. Engang var der liv på landet, arrangementer i forsamlingshuset, engagement i foreningslivet, naboer der hilste bag hækken og en sammenhængende identitetsskabende landbokultur. Det er ikke en romantisk idyl jeg her beskriver, det var virkelig sådan for kun et par generationer siden - de gamle kan huske det, endnu!

Hvis man skal være lidt polemisk, så har strukturudviklingen i erhvervet visket kulturen ud af agri-kulturen og tilbage er nogle store gældsplagede 'produktions-enheder' (det hedder landbrug i den seneste landbrugslov), et øst-europæisk landproletariat og nogle halvtomme skrantende landsbyer. Det er heller ikke en venstresnoet misvisende repræsentation af virkeligheden på landet, sådan er dét - også.

Derfor har det også været interessant at opsøge nogle af de 'nye' kulturer der opstår på landet, når tilpas levedygtige initiativer formår at blive bæredygtige økonomisk, socialt og kulturelt. Sådanne initiativer kræver altid en stor risikovillighed og ofte også en enorm arbejdsindsats, hvis de skal overleve fra pioner-ånden til et mere hverdags-agtigt stofskifte med sig selv og med lokaliteten. Hvorvidt disse kultur-steder indgår i en konstruktiv dialog med landbruget, landbokulturen og/eller bidrager til at skabe en ny egnskultur eller blot en forøget interesse i at flytte til området og derigennem er kulturskabende udover egne rækker, afhænger af mange omstændigheder, som ikke beskrives her. 

I sidste indlæg beskrev jeg kort miljøet omkring Halkær Kro, som i høj grad var forankret i landbruget.  Det er Friland på en måde også, 'opfundet' af Steen Møller for 12 år siden - selv tidligere landmand, landbo-organisator og landbrugsskolelærer - på en 4,5 ha stor mark udenfor Feldballe, ikke langt fra Æbeltoft; og præget af de erfaringer Steen havde med fra det gældsplagede landbrugserhverv. Friland havde ikke fra starten noget 'fælles projekt' udover drømmen om et gælds-, affaldsfrit og miljøvenligt byggeri, hvilket dog har vist sig at være en drøm der vækker stor genklang. Landsbyen er i dag på 10 ha og rummer ca. 50 familier og  stedet er blevet så populært at man er i gang med at undersøge mulighederne for at starte et Friland 2 op ved siden af den nu fyldt udbyggede landsbygrund. Oprindeligt var tanken om selvforsyning og fælles køkkenhaver indtænkt i planlægningen og mange af dem der bor i landsbyen er også interesseret i at dyrke sine egne grønsager, men det er et krævende projekt at bygge sit eget hus, især med Frilands grundlov om ikke at stifte gæld, så jordbrug og selvforsyning har indtil videre foregået i de private husholdningers regi. Men der er en voksende interesse for at inddrage fællesskabet i den del. Friland er og har været en inspiration for andre opstartende landsbyprojekter. 

Basiskulturfabrik er en gammel kakkelovnsfabrik en halvanden times kørsel nord for Berlin. Den ligger midt i det naturskønne Mecklenburger Seeplatte som tiltrækker mange - især indenlands -turister. Fabrikken har stået som en ruin siden 2. verdenskrig indtil Horst, hvis fars fabrik det havde været før krigen, i forbindelse med genforeningen af de to tysklande fik fabrikken tilbage. Sammen med sin livsledsagerske har han brugt de sidste 25 år på at sætte de temmeligt store fabriksbygninger i stand og etableret en biograf, der nu 3 år i træk har fået prisen for bedste program i hele Tyskland! Derudover har de galleri, bibliotek med ugentlige oplæsninger og læseklub samt en cafe-restaurant, hvor økologiske råvarer fra omegnen bliver serveret. Det er ikke nemt eller specielt lukrativt at drive et kultursted ude på landet, det kræver EU-ansøgninger, masser af andet papirarbejde og en del ressourcer og netværk i kulturverdenen - men for naboerne og brugerne er det lykken, at sådan et sted findes, og med turisme-økonomien løber det lige rundt.  

Mosterei Karmitz er et lille landbrugskollektiv lidt a' la Svanholm lidt øst for Hannover, stiftet i 1990. De er ikke et offentligt sted og undgår hellere opmærksomhed fremfor at agitere for deres levevis. Deres praksis er forankret i at leve så uafhængigt af samfundet omkring dem som muligt. Jeg kom til at høre om dem, fordi de sælger saft til lokale fødevarefællesskaber og det er den bedste (købe-)saft jeg nogensinde har smagt. Der bor 16 voksne og 2 børn i en stor smuk middelalderligt udseende gård og for tiden er 14 af dem beskæftiget på og omkring gården med at dyrke grønsager og frugt til deres saft. Mosteriet har vist sig at være en god måde at få kontakt til naboer og egenes beboere samt økonomi ind i kollektivet - selvom de ikke reklamerer eller ønsker at have for mange kunder. Kollektivet er en del at et netværk på omkring 60 andre landbrugskollektiver i Tyskland, som mødes og deler erfaringer en gang om året og forsøger at bistå nye initiativer med at komme i gang. Se mere på contraste.org

Skærtoft Mølle på Als har åbent i gårdbutikken om fredagen, men jeg fik heldigvis klemt min fod i døren om onsdagen. Jørgen, Hanne og Marie-Louise har henholdsvist overtaget slægtsgården, fået inspiration til at forstå hvad kvalitet i mel betyder og gået videnskabeligt til værks for at opbygge kompetence og produktionskapacitet til den serie af produkter, som de fleste vel kender i dag fra Coop-butikkernes hylder og den genkendelige emballage. Udover de mange spændende og friskmalede mel-typer afholder gården også bagekurser og madfestival. Møllen og pakkeriet, der blev etableret med henblik på  en årlig produktion af ca. 40 tons kornprodukter, maler nu 600 tons og har 10 på lønningslisten. Produktionen bliver komplementeret af en bredere interesse i både fødevarer og kulturen omkring dem - lokalt og nationalt. I det hele taget virker det som om at Skærtoft har fat i den lange ende, ikke blot fordi de har haft succes med deres kvalitetsprodukter, høstet respekt for deres engagement omkring bagning og brød og kultiveret forbindelsen til den gastronomiske verden - men netop fordi der bag ved hele virket ligger nogle holdninger til landbrug, fødevarer og kulturen på landet, der brænder igennem og som trekløveret har et beundringsværdigt engagement i at bringe til torvs. 

Den Selvforsynende Landsby på Syd-Fyn har 10 års fødselsdag ...i morgen! Også kendt under navnet Permakulturlandsbyen blev den oprindeligt udtænkt og etableret af Esben og Mira, der udgør rygraden og hjertet i den danske permakulturbevægelse. Grundlæggerne er rykket videre til nye permakultureventyr, men landsbyen lever i bedste velgående. Som med Friland, måtte nybyggerne sande at arbejdet med at grundlægge en helt ny landsby med egne hænder kræver en arbejdsindsats, der er svær at overskue på forhånd. Hvis man også skal arbejde, stifte familie og finde ud af det med naboen og de sociale processer, så er der måske ikke så meget at sige til at ambitionerne om at være selvforsynende er tonet lidt ned over årene. Men det faktisk ret imponerende hvad der er lykkedes og med opførslen af et stort polytunnel-drivhus, malkeko og grise og de fleste huse færdigbyggede, så er landsbyen ved at have nået mange af de mål de satte sig ved fødslen. Man får også indtrykket af at selvforsynernes naboer er rigtigt glade for de små 60 indbyggere, af hvem flertallet er under 10 (tror jeg nok), så når de holder 10-års sommerfest tredje weekend i august er de ikke bare et besøg værd - de fortjener i høj grad også en lykønskning. 

Makværket på det tidligere Knabstrup Teglværk på midtsjælland er ikke helt så gammel og stadigvæk ved at finde sin form og vej frem i verden. Købt for 1 kr eller deromkring af Egen Vinding og Datter i 2008 og drevet af en gruppe - primært unge københavnske aktivister. Siden har den gamle fabriksbygning undergået og undergår en stadig renovering og opdatering. Man har afholdt en række arbejdsweekender, støttefester og gjort reklame for stedet gennem den selvproducerede æblemost: Det Flydende Guld; samt arbejder i øjeblikket på at skabe fasiliteter der kan gøre Makværket til et sted der kan huse  kursus- og seminartilbud. Samtidig kommer og går mennesker med lyst til landet, fællesskab og med pionerånd. Stedet har mange potentialer og det virker som om at en kerne af dedikerede makværkere er ved at have etableret sig. Stemningen blandt naboerne har ikke været så ubetinget positiv, men jeg kunne forstå på een af dem, at man nok lige skal vende sig til de nye - så går det nok endda.