Et empirisk eksempel på et dansk landbrug, der klarer sig godt

                                                Kære Læser;

Som nævnt måtte jeg beskære afhandlingen ganske markant. Meget af det slettede materiale er sætninger, mindre tekststykker og fodnoter; men også flere afsnit måtte lade livet, før jeg tilsidst nåede ned på de tilladte 100.000 ord. 

Det værste ved denne proces er at i afvejningen mellem fakta, perspektiver og forbehold i analysen - er det de to sidstnævnte der oftest er redigeret bort. Mange nuanceringer og selvkritiske refleksioner endte i papirkurven. Afhandlingen fremstår altså betydeligt mere entydig end jeg oprindeligt ønskede. Nuvel, det har jeg jo kun mine egne valg og dispositioner at give skylden for. 

Tre af de gårde jeg havde lavet feltarbejde på faldt også ud undervejs i redigeringsprocessen. Det var dog kun den her beskrevne, hvor at materialet er tilstrækkeligt udfoldet til at jeg tænker, at det kan have interesse for jer og samtidig give et indblik i hvordan jeg har valgt at præsentere de empiriske eksempler i afhandlingen. Uden den sammenhæng som metode- og teoriafsnittet giver, kan det måske forekomme lidt kryptisk her og der - men hvis landbrugets virkeligheder interesserer dig, så håber jeg at denne præsentation vil forekomme oplysende og illustrerende.  

Lubiechowo er et dansk-ejet og drevet landbrug i Polen. Gården er et eksempel på landbrugsdrift i udlandet, som med udgangspunkt i strukturforholdene dér, kombinerer attraktive økonomiske, sociale og kulturelle aspekter ved landbrugets fremtid og fortid.

Lubiechowo er navnet på en lille landsby, omkring 30 km fra regionens hovedby Koszalin, i den del af Polen der før 2 verdenskrig hed Øst-Pommern (deraf firmanavnet Pom Frit). Ditlev kalder spøgende egnen for Polens Lolland-Falster, forstået sådan at udviklingen og den økonomiske vækst er gået uden om denne provins. Arbejsløsheden er høj og i landsbyen lever de fleste af overførselsindkomster og selvforsyning. Der går ingen offentlig transport herud.

I udkanten af landsbyen ligger Ditlev og Anders Houmans landbrug. I 2014 er der ikke nogen boliger på ejendommen, der står en ældre men delvist moderniseret lav kontorbygning med værksted i den ene ende. Af driftsbygninger er der en bliklade fra kommunisttiden og en smuk gammel trælade fra tiden under tysk kontrol. Ditlev sover på sofaen i kontoret og spiser de fleste måltider andre steder end på gården. Lubiechowo var tidligere ejet af den polske stat, men blev i 2001 købt af Ditlev og Anders - samt en tredje investor,  gennem polske stråmænd. For at forklare den model, skal vi kort kaste et blik på den historie, der bringer danske landmænd til Østeuropa efter murens fald.

Der eksisterede allerede inden murens fald en udveksling af arbejdskraft mellem Østeuropa og Danmark. I mellemkrigsårene havde vi 'kartoffel-polakkerne' - primært på Lolland og Falster, i halvfjerdserne gik arbejdskraften den modsatte vej, hvor danske landbrugselever tog til Polen for at lade sig inspirere af datidens stordriftsfordele i kollektivbrugene. Den model der i dag er så udbredt, hvor Østeuropæiske landbrugsmedhjælpere kommer til Danmark og arbejder på elev-kontrakter, begyndte faktisk helt tilbage i 1980erne. Der er med andre ord en historisk relation.

I 1993 tog en bus fuld af danske landmænd, primært svineproducenter, og nogle landbrugsinvestorer anført af entreprenøren Tom Axelgård på tur gennem Østeuropa for at sondere mulighederne for opkøb af og investering i landbrugsbedrifter.

Busturen, som i dag er blevet kanonisk dansk landbrugshistorie førte til dannelsen af selskabet Poldanor. Selskabet, som startede det hele ligger i dag inde i moderselskabet Axzon Group, og er vokset fra det rene ingenting til at drive 26.500 ha., producere små 800.000 svin om året og have en omsætning på ca. 1,5 mia. €. Selskabet ejes i dag af mange forskellige investorer, men ca. 84% af aktiekapitalen ejes stadig af de oprindelige ca. 90 svineproducenter fra Danmark (Axzons hjemmeide).

I lyset af Poldanors store succes begyndte flere danske landmænd, individuelt og i fælleskab, at købe eller forpagte landbrugsjord i Østeuropa, herunder Baltikum, Ukraine og Rusland. Der var mange udfordringer med kulturen, korruptionen og de praktiske sider af driften; og de mere eller mindre fantastiske historier fra pionerene, den første generation af ejere og driftsledere, der bosatte sig i disse lande, er fælles kulturarv for dem der dyrker i Øst i dag.

Under jordprisboblen i 00'erne tog investeringerne fart og en del af den danske friværdi  blev omsat til aktiver og aktier i landbrugsdrift i Øst.  Hovedparten, så vidt jeg har kunnet orientere mig, af disse investeringer er afhændet i dag, enten fordi de gav underskud eller fordi salget skulle dække et underskud på bedriften hjemme i Danmark.

Der er iøvrigt en parallel til den danske udvikling, idet at den økonomiske gevinst ved investeringen mindre har været selve driftsøkonomien end de stabilt stigende jordpriser, som følge af CAPens konvergens og den forbedrede infrastruktur. Se endvidere APs direktørs udtalelser i afsnittet om de økonomiske rammevilkår ovenfor (s.75).

Der er variationer, men i de fleste eks-kommunistiske lande ejede staten al landbrugsjorden og det var ikke tilladt for udlændinge at købe den.¹ Jorden er gradvist blevet solgt/privatiseret gennem særlige forvaltningsorganer ved offentlige auktioner. Man har derfor som udenlandsk investor to valg, enten at forpagte jorden eller at købe den gennem stråmænd. Begge strategier har været udbredte. Forpagtningskontrakten gælder dog typisk kun 10 år, hvorefter de polske myndigheder har juridisk hjemmel til at lave forholdsvist radikale ændringer i en evt forlængelse af forpagtningen. Det har gjort at forpagteren ikke har kunnet regne med at få (hele) gevinsten på konjunkturstigningerne og/eller været sårbare overfor korrupte embedsmænd - og har ultimativt ført til at denne model er mindre udbredt i dag. At købe gennem stråmænd er imidlertid heller ikke problemfrit, som Ditlevs historie illustrerer, men hvis det lykedes at overføre ejerskabet til et danskejet selskab, så kan gevinsten være betydelig. De potentielle gevinster har ført til en relativ voldsom og omfattende investeringsstrategi og korruption, eller måske rettere opretholdelse af et i forvejen korrupt embedsvælde. Det skønnes at den største jordejer i Polen i dag ved siden af staten er den hollandske investeringsbank Rabobank. Banken opkøber jorden gennem et proffesionelt team, der har specialiseret sig i stråmænd og juridiske konstruktioner, der gør det næsten umuligt for de lokale myndigheder, hvis de ønskede, at afklare ejerskabet. En lignende udvikling ses overalt i Østeuropa og går undertiden under betegnelsen 'land-grabbing' (Lindbloom 2014, Mamonova 2015, Kuns, Visser og Wästfeldt 2014, Lander&Pallot 2015).

Denne udenlandske investeringslyst i landenes naturressourcer bliver ikke lige vel modtaget i de østeuropæiske samfund. Også her er der store variationer - nogle steder opleves den udenlandske landmand, som en vigtig positiv kraft i at skabe beskæftigelse og vækst i de økonomisk svage lokalsamfund, andre steder har det mødt voldsom kritik og modstand. Under mit ophold i Baltikum var min erfaring, at disse to holdninger fordeltes ligeligt blandt de berørte parter i lokalsamfundene.

¹ I forbindelse med medlemskabet af EU har der været forskellige overgangsordninger, der skulle beskytte natur-ressourcerne i de nye, men betydeligt fattigere medlemslande. Nogle af dem er endnu ikke blevet afviklet, selvom det i princippet nu skulle være lovligt for alle EU-borgere at købe jord.

Billede fra demonstration i Mazeikiai, i det nordvestlige Lithauen 2011 mod danske Saerimner (Idavang A/S), der, ifølge artiklen havde søgt og fået lov til at udvide en lokal svinefarm fra 12 til 46.000 svin. Danskerne udtaler, ifølge artiklen, at 'hvis Litauen ikke giver dem lov flytter de produktionen til Rusland'. På skiltet står der "Svineproducenter slå ikke naturen ihjel." Jeg ville gerne have delt et billede med det modsatte budskab, men det budskab er sværere at visualisere, hvilket i sig selv peger på en kulturel skævvridning af landbrugets repræsentationer i medierne. (www.respublika.lt/lt/naujienos/lietuva/kitos_lietuvos_zinios/zemaiciai_sustabde_danu_kiaulininku)

 En sidste baggrundsinformation skal i denne sammenhæng nævnes. De polske landmænd har stor politisk magt - alene i kraft af deres antal.² Den gunstige økonomiske udvikling i Polen, kombineret med en stærk nationalistisk bølge, har gjort det meget sværere at bruge stråmandsmodellen ved køb fra staten, myndighederne har f.eks. indført et baggrundstjek af alle købere. Mine kilder i Polen fortalte mig at nye jordkøb udelukkende bliver foretaget fra private og ofte fra andre udlændinge, hvilket dog ikke har bremset investeringslysten. Desuden har stemningen gjort de udenlandske landmænd upopulære. Flere danske landmænd fortalte mig, at polske landmænd kører rundt med landets flag på traktoren, som en uvenlig hilsen til udlændingene.

Anders, Ditlevs far, kommer fra Frederiksminde på Lolland, en propritær-gård han generationsskiftede fra sin far sidst i halvfjerdserne, og som Ditlev generationsskiftede i 2015. Bedstefaren var dog den første landmand i slægten, som havde opbygget en formue igennem handel en generation forinden. 'Bestefar var den yngste af fire og den mindst bogligt begavede, derfor udstyrede familien ham med en gård', som Ditlev formulerer det. Jeg nævner dette dels fordi det har betydning for den konkrete håndtering af investeringen i Polen men også fordi det belyser Ditlevs og hans families for landbruget ualmindelige kulturelle praksisser.

Ideen om at købe jord Syd for grænsen kom via en fjern jødisk slægtning, som blev fordrevet fra sin landbrugsjord i den østlige del af Tyskland tilbage i 1930erne og i starten af 1990erne fik skødet tilbage. Selv bosiddende i Los Angeles, tog han kontakt til Anders med et ønske om at han skulle drive jorden og den amerikanske familie bruge stedet som et sommerhus. Anders tog ned og kiggede på det, men mente ikke, at der var rentable udviklingsmuligheder netop det sted. Ideen var imidlertid født og efter at have kigget lidt på gårde i Øst-Tyskland, kom far og søn plus en tredje investor til Polen i 1999, hvor de først forpagtede en større gård længere mod Syd. Selve gården lå ud til en stor sø, og det første der blev fragtet derned var ikke en landbrugsmaskine men en speedbåd, så man kunne står på vandski. 'Far forelskede sig i naturen, der var utroligt smukt, men jorden var ikke god til planteavl', fortæller Ditlev.

Udfordringerne med at få produktionen på skinner var en del større end de havde forestillet sig. Udover jordens tilstand var der dengang endnu mange omstændigheder i Polen, som vanskeliggjorde driften. Maskiner, reservedele, kalk, gødning og ekspertise skulle hentes derhjemme. Generelt, siger både landmænd og konsulenter, kræver det 5-10 års dedikerede investeringer, før produktionen begynder at give overskud. Ditlev fortæller at rigtigt mange danske og udenlandske landmænd har opgivet ævred over årene, "(...) engang mødte man altid en håndfuld på færgen, i dag møder man ikke nogen."

Blandt de der har holdt ud, er de fleste i dag enten bosat i Polen og/eller har ansat en dansk driftsleder, der bor fast på ejendommen. Driftssucces, især når det gælder planteavl, handler i høj grad om tilstedeværelse, både i forhold til opsyn og ledelse, men også evnen til at forstå de kulturelle koder. Blandt alle de danske og udenlandske landmænd jeg mødte i Polen, var det kun ganske få der ikke talte Polsk flydende.

Ditlev og Anders opgav forpagtningen sydpå - overgav den til en anden dansk landmand -  og rykkede nordpå til Lubiechowo i 2001. Her lykkedes det, stadig i samarbejde med den tredje investor, at købe Lubiechowo.

Det blev gjort gennem tre polske stråmænd, i et til lejligheden oprettet polsk selskab, som da den fastsatte karens-periode på 5 år hvorindenfor et videresalg var ulovligt, solgte aktiemajoriteten i selskabet til et dansk selskab, Pom Frit. Ditlev fortæller at de på forhånd havde aftalt hvilken løn (eller bestikkelse om man vil) stråmændene skulle have for deres andel i handlen, men at den dag polakkerne skulle underskrive salget, havde den ene pludselig fået ejerfornemmelser. I realiteten var der intet Ditlev og Anders kunne gøre. Hvis han ikke ville sælge sin andel, kunne man ikke tvinge ham til det. Her kom den tredje investor til at spille en vigtig rolle. Med sin indsigt i forretningsverdenens tricks, havde han forudseende løbende sendt regninger for serviceydelser fra Danmark til Polen. Hvis polakken ikke makkede ret og solgte sin andel, ville han hæfte for en betydelig gæld til sine danske forretningspartnere. Det endte med at han fik en lidt større check og en gravemaskine oveni, og handlen gik igennem. Prisen på de 700 ha lå omkring 7 mio. kr.   I løbet af karensperioden var Polen imidlertid blevet medlem af EU og nu begyndte man at få landbrugsstøtte og prisen på jord begyndte at stige markant.

Ejerskabet og dermed konjunkturgevinsten var nu på danske hænder, men et nyt og potentielt større problem dukkede op. Den tredje investor ønskede at sælge sin andel i 2007.

"(...)Der skulle vi skaffe tolv-tretten millioner eller sådan noget, og vi havde Jydske Bank, og de var ikke specielt interesserede i... i at vi skulle købe alt det hernede i Polen, de var lidt mere nervøse for det og så Nordea, de åbnede en masse afdelinger hernede, det har de så solgt nu, men gud ved hvor mange hundreder filialer i Polen, og de ville gerne finansiere det hele og vi tog over til Nordea og talte med bankdirektøren og han var bare klar og når Jydske Bank tøvede, så rykkede vi over til Nordea...og han dikterede så at vi, det var lige inden krisen ...06 eller 07, at vi skulle have nogen Yen, nogle Schweitzerfranc og nogle tjekkiske kroner....og så havde vi nogle sloty, det var sådan set fint nok... altså vi skulle låne i det...man sidder der med en bankdirektør og tror, de har sku forstand på hvad de snakker om, og så vi gjorde vi ligesom han sagde og tog de forskellige lån."

Det tabte de en hel del penge på, Ditlev anslår det til 6 mio. Det kan godt ægrer ham, ikke mindst behandlingen i banken efterfølgende, men som han siger 'det nytter ikke noget at spekulere over'.

Nu var ejerskabet sikret i familien og besiddelserne i Polen kom i sidste ende til at betyde mere end blot en fortjeneste  "Hvis vi ikke havde købt jorden, så havde det været noget virkeligt lort - så er det ikke sikkert at vi havde siddet på Frederiksminde heller i dag, tror jeg, så var vi nok blevet sparket ud derfra, og så havde vi bare brugt en masse... de første ti år havde bare været udgifter (...) Man skal være ejer, det er det der...det er svært at lave penge på driften, altså det kan man godt men der er også hele det der....det er logisk nok, når man kan købe jorden for 6-7 mio. kr, i dag er det noget helt andet, der har jo været en kæmpe værdistigning."

Lubiechowo blev drevet samtidig med Frederiksminde. Anders på Lolland og Ditlev i Polen. Generationsskiftet har hele tiden ligget i kortene, men da Anders blev ramt af Alzheimers blev jorden på Lolland forpagtet ud til naboen. Ditlev havde svært ved at tage beslutningen om at komme hjem. Årsagen er ifølge ham selv, at ejendommen på Lolland er for lille til at være konkurrencedygtig, kombineret med at folk på Lolland er så 'jordliderlige', at forpagtningsafgiften er 'mere end en god forretning'. Mange af Anders generationskollegaer på Lolland gør brug af samme model, de bortforpagter jorden, bliver boende i hovedhuset og lever af afgiften.

² Der skønnes at være 2,4 mio fuldtidsbrug i Polen og landets tredjestørste parti er Bondepartiet.

På jorden i Lubiechowo dyrkes brødehvede, raps og ærter. Ditlev håber at de kan skaffe 300 ha mere, så de kommer op på 1000 ha, det vil være den perfekte størrelse til det landbrug han ønsker at drive. Han har fået arkitekt-tegnet et hus, som hænger på opslagstavlen i kontoret og som han gerne vil bygge - og også fået tilladelse til det af de polske myndigheder, men tegningen har efterhånden hængt der nogle år.

I 2015 generationsskiftede Ditlev Frederiksminde og hans polske kæreste blev gravid. Scenariet er at de bliver boende i Polen, at Frederiksmindes jord forbliver bortforpagtet og at huset på Lolland bliver hele familiens sommehus.

Ditlev

Ditlev er den yngste af fire søskende fra Frederiksminde, men den eneste der havde interesse for landbruget. Iøvrigt samme antal og rollefordeling i de to forudgående generationer. Hans drengedrøm var dog at blive pilot. Han kom også på pilotskole i USA og i dag flyver han selv frem og tilbage mellem Lolland og Polen. Det giver ham anledning til en kulturel refleksion, der kan siges at være et sindsbillede på landbrugets rolle i samfundet. Han beskriver den tilbagevendende oplevelse af at være til fester eller komsammener, hvor han kan vælge mellem at sige: jeg er pilot, har mit eget fly - eller: jeg er landmand i Polen. Hvis han vælger det første bliver han mødt med stor interesse og anderkendelse, hvis han vælger den sidste virkelighed bliver folk blanke i øjnene og begynder at trække sig ud af samtalen. 'Men de forstår slet ikke hvad det vil sige at være planteavler', mener han.

Som ung vidste han ikke rigtig hvilken fremtid han skulle vælge. Han elskede at arbejde med sin far, men det tog noget tid inden han opdagede, at det han rent faktisk gjorde, var "verdens fedeste job". Han kom på Næsgaard landbrugsskole, hvor også hans farfar og far havde gået. Næsgaard er i dag lukket, men det var engang  'aristokratiets landbrugsskole', det var her godsejere og kongehuset sendte sine sønner hen. Næsgaard var den første landbrugsskole der udbød agrarøkonom-uddannelsen, som i dag er standard på de fleste skoler. Men tiderne har skiftet og det samme har godsstrukturen.

Ditlevs praktikoplevelser spænder vidt. Han var 7 måneder på en gård i Frankrig, senere kom han i praktik i 'landbrugets paradis', Minnesota, hvor jorden blev drevet i parceller af 10x10 km og de største og nyeste maskiner var i brug. 'Jeg fik kørt hornene af mig', siger Ditlev - og, medgiver han, det "blev røvsygt i længden, der var intet at se på."              Senere i landbrugs-uddannelsen kom han i praktik hos en stor svineproducent på Sjælland, det var første gang han kom ind i en svinestald. Selvom han synes intensiv svinedrift er ubehagelig var konjunkturene dengang så optimistiske, at han seriøst overvejede selv at blive svineproducent, ligesom iøvrigt hele hans årgang gjorde.

I praktikperioden kom hans far på besøg og var ved at besvime ved mødet med den intensive drift.³ Han kom også til Australien, hvor arbejdet og det sociale passede Ditlev så godt, at han efterfølgende - også i de senere år - er taget derned i høsten og hjulpet til.  Et indtryk af Ditlevs praksis er ikke retvisende uden at have hans rejselyst med. Som planteavler har han mellem 3 og 5 måneder fri efter høsten og de bliver gerne brugt på rejser og/eller kombineret med et arbejdsophold i Australien.  

Hjemme på Lolland igen forsøgte far og søn sig med et samarbejde, men det var ikke nemt. "En gård skal være rigtig rigtig stor hvis der skal være plads til to chefer....Vi har haft et rigtigt fint forhold efter at jeg har været hernede."

Allerede før landbrugsskolen og investeringerne i Polen havde Ditlev været hernede. Fra midthalvfemserne havde han hjulpet en af familiens venner, der var driftsleder

for en dansk investor, med at køre reservedele ned. Som nævnt udgør 'Pionertiden' i dag en helt særlig mytisk fortælling blandt de danske landmænd i Polen og mange, inklusive Ditlev, mindes den med nostalgi. "( ...) hele den der stemning der var hernede, når der kørte en bil igennem landsbyen gik alle folk ud og stillede sig orv der kommer en bil, der kom måske 3 om dagen; idag er der alt for mange, (...) der var sådan en hel atmosfære." Forandringerne fra dengang i 90erne til nu er enorme og især efter medlemsskabet af EU er det polske samfund blevet opgraderet i en svimlende fart.

Der er dog stadig et stykke op til en dansk levestandard og især ude på landet kan man stadig finde reminiscenser af fortiden - Lubiechowo er et sådant sted hvor udviklingen ikke kan ses, eller måske ligefrem har været negativ. Forskellen gælder i særlig høj grad landbruget, det polske landbrug er et erhverv som hverken har en moderne forvaltning, videns-institutioner, uddannelsesmæssige muligheder - eller den finansielle kapacitet til at gennemføre en industrialisering.

Man får dog hurtigt det indtryk fra Ditlevs hverdag, at netop forskellen er en kvalitet han værdsætter højt. Alsidigheden - både arbejdsmæssigt men også socialt er en livskvalitet for Ditlev.

Men generationsskiftet igangsætter mange både eksistensielle og økonomiske overvejelser. Vil han bosætte sig i Polen eller vil han hjem og drive Frederiksminde; vil han sælge Lubiechowo og bruge pengene til at købe jord hjemme i Danmark, eller omvendt bygge et hjem i Polen og sælge eller forpagte jorden ud derhjemme.

³ Jeg nævner det for at vende tilbage til nogle kulturelle betydninger i kulturafsnittet herunder.

Ejerskab

Lubiechowo er et polsk aktieselskab, der er 100% ejet af et dansk selskab, som er ejet af Ditlev og Anders. Dertil kommer ejerskabet til Frederiksminde på Lolland, som oprindeligt udgjorde den værdi, der muliggjorde investeringen i Polen. I dag er gården i Polen den egentlige landbrugsdrift, hvor jorden på Lolland er bortforpagtet. Ejerskabet er altså indlejret i en selskabskonstruktion, hvor der på et kritisk tidspunkt var tre ejere/investorer, men som i dag ejes af Ditlev og Anders - og på kort sigt kun af Ditlev. Det betyder også at Rabobank har været på besøg med et købstilbud.  Andre landmænd i den danske erfa-gruppe, havde solgt og ovenfor blev det beskrevet hvordan AP har købt aktier i et dansk landbrugsselskab i Rumænien. Der synes ikke at være interesse fra Ditlevs side i at sælge og han har hele dispositionsretten - men som nævnt er aktieformen en oplagt mulighed for at rejse ekstern kapital. Aktieeselskabsdannelsen er således også den mest udbredte forretningsmodel hvad angår landbrugsdrift i Østeuropa.

Ikke desto mindre er det konkrete ejerskab sammenholdt med de sociale præferencer og den kulturelle baggrund, som Ditlev har rod i, tættere på et traditionelt dansk selveje. Ditlev besidder både produktionsapparatet og arbejdsprocesserne - og han deltager i den daglige drift. Han taler polsk med sine medarbejdere og vurderer selv at han i løbet af året bruger 80% af tiden i Polen. Gennem sin kæreste og hendes familie, der er de næst-største jordejere på egnen, har han også indsigt i og delvist mulighed for at påvirke de lokale forhold.

"(at investere i Poldanor/Axzon) Det er ligesom at købe en aktie, det er det sjove her ved mig, det er mig der styrer det hele, det er ligesom at købe en gård derhjemme."

Samlet set er vurderingen, at de fleste produktionsmådetræk ved Lubiechowo er indlejret i en EVP, men med den tilføjelse at den familiære baggrund i landbrugets om ikke aristokrati, så i en klasse af landmænd med jævnbyrdige forbindelser til finansverdenen, giver drift og dispositioner på Lubiechowo en dimension af kulturel hybriditet med KVPens rationaler.    

Det politiske

Politisk står Houmand-familien tættere på et konservativt godsejermiljø end et gårdejer-venstre. Ditlev har 'arvet' sin fars plads i tolvmandsforeningen, omend han selv mener at foreningen har udlevet sin tid. Anders har også i en årrække siddet i kommunalbestyrelsen for de konservative og omtaler det politiske arbejde med en vis humoristisk non-chalanthed, der antyder en særlig politisk kultur. Mere om herunder. Sammenholdt med de kulturelle signalementer herunder, giver det et billede af en vis distance til landbrugets generelle kulturtræk.

Ditlev mener ikke, i modsætning til den forklaring Landbrug&Fødevarer giver, at forholdene i Polen er mere attraktive fordi, der er mindre regulering.4

"Det er lige så bureaukratisk hernede som det er derhjemme." Men han deler dog den generelle utilfredshed med forvaltningen i Danmark, og værdsætter især et træk ved det polske samfund:

"Den ene gård jeg har derhjemme på Lolland, der har man i 1992 fundet en olie-klat i en vandpyt, så nu er gården blevet erklæret miljø-farlig. Der kan man bare se, at der sidder nogen der arbejder der skal finde på et eller andet at lave. (...) jeg kan godt lide det hernede, det er mere kapitalistisk. Min svigerfar herovre, han solgte 4-5 tons korn eller lastbiler, der kom nogen og hentede det og han fik pengene i kontanter og kunne købe en lejlighed til sine piger inde i Stzetin.... der er ikke noget med bogføring eller noget som helst....det er utroligt."

Den frihed - og i en vis betydning af ordet frækhed tiltaler Ditlev, men samtidig er han dog ikke ubevidst om sammenhængene og griner af polakkernes ulogiske men indædte modvilje imod afgifter og skat.

"Alle folk hernede brokker sig over at de skal betale mere i skat og samtidig skælder de ud på politikerne over at vejene ikke er i orden."

Ditlev, lige som mange af de andre landmænd jeg spørger, har ikke noget klart billede af fremtiden for erhvervet. Den nuværende krise synes at spærre for udsynet til de næste årtier. Alligevel mener han at strukturudviklingen fortsætter med uformindsket kraft.

"(Fremtidens landbrug red.) Det bliver mere og mere som de farme jeg har set i USA og Australien og ligesom det her (...) Sådan er det altid gået i landbruget, det bliver større og mere effektivt og mere....man kan jo ikke rigtigt stoppe det(...) det bliver sådan nogen store enheder, og så er der nogen der specialiserer sig i griseproduktion.... sådan bliver det bare. (...) På Lolland er det næsten altsammen enheder med 700 til 2000 ha, enheder der bliver drevet med een ledelse og een driftsleder....sådan er det mere og mere.(...) Naboen der forpagter jorden fra Frederiksminde har 600 ha under plov, og de er også for små.(...) selvom det blev større og større blev der alligevel mindre og mindre ansatte... Livet på landet bliver lidt anderledes."

Et par minutter senere i interviewet mener han dog, at en omstilling af produktionen i Danmark er det mest logiske."Jeg tror dansk landbrug har en god fremtid (...)specialproduktion og økologisk (...)hernede vil det blive mere bulk-produktion, så laver man de finere varer derhjemme, så mangler man bare arbejdskraften, godt nok."

4 Et 'working-paper' fra IFRO, baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 44 landmænd i Østeuropa, nåede frem til en analyse, der ligger tættere på Landbrug&Fødevarers argumenter end min analyse. (Hajderllari, Luljeta og Kostas Karantininis, Ole Bonnichsen: Danish farmers and investors: An analysis of reasons and motivations for increasing cross-border agricultural activities in Central and Eastern European countries. FOI - working paper. København 2012.)

.

Det økonomiske

Som det fremgår er der nogle dage hvor Ditlev tænker, at han kunne sælge Lubiechowo og komme hjem til Lolland og tage konkurrencen op, men han er selv klar over at det er en urealistisk drøm - og rent økonomisk giver det under alle omstændigheder bedre mening at beholde jorden i Polen et stykke tid endnu. At mange danske landmænd har opgivet eventyret i det polske kan have andre årsager end dårlig driftsøkonmi og lukrative købstilbud. Et resultat af bankpakkerne i kølvandet på den finansielle krise, var at danske banker blev 'tvunget' af Staten til at trække sig ud af udenlandske landbrugs-investeringer. Det fortæller i hvert fald landmændene hernede, at bankerne fortalte dem. Nogle landmænd reflekterede dog over hvorvidt bankerne bare sagde det, som en dårlig undskyldning for at lave en upopulær beslutning. Banken havde jo selv tilskyndet til investeringen få år tidligere. Andre landmænd igen mente at de berørte landmænd selv havde opfundet denne forklaring, sådan at de fremstod som ofre. Det er i hvert fald sådan, at de der har solgt, fortæller at de blev tvunget af deres bankforbindelse til at realisere deres værdier i Polen og andre østeuropæiske lande, for at koncentrere sig om driftsøkonomien hjemme i Danmark.

Der findes altså flere stemmer i den historie, men et træk synes at gå igen: man finansierede investeringerne med sikkerhed i den stærkt stigende friværdi derhjemme og derfor kom de to økonomier til at hænge sammen. Hvor mange penge der blev tabt og vundet af henholdsvis banker og landmænd i denne sammenhæng, har jeg ikke kunnet finde opgjort nogen steder.

Men mange udtrykker vrede over at være blevet tvunget til at sælge når der stadig var betydelige konjunkturstigninger i sigte. Denne holdning afspejles også i Ditlevs syn på et muligt salg.

"Der er ingen grund til at sælge nu. Jorden koster 60.000 pr. ha nu, men den koster 200.000 hektaren lige over grænsen i Tyskland. Det er den samme jord, du får det samme for afgrøderne og i EU-tilskud."

Selvom der egentligt er fin fod på både driftsøkonomi, produktion og likviditet - spøger det spørgsmål, som mange landmænd møder:

"I banken spørger de 'hvad er jeres strategi' - det har jeg sku svært ved at svare på."

Ditlev har dog den økonomiske frihed til at gøre grin med spørgsmålet.

De sociale og kulturelle rammevilkår

Ditlev kommer ud af en landbrugskultur, der rummer elementer af både godsejernes - og fortidens gårdejerkultur. Hans familie hører til overklassen og hans landbrugspraksis i Polen har flere træk til fælles med landbruget i Danmark for hundrede år siden. Han ansætter mange fra landsbyen ud fra medmenneskelige betragtninger og trives ved den sociale mangfoldighed omkring Lubiechowo. De fleste ansatte og deres familiemedlemmer er han på fornavn med og kan fortælle en lille historie om. Han udbetaler forskud til trængende og han holder høstfest for landsbyen. Der er en hårfin grænse mellem det 'kolonialistiske' og det 'humanistiske' i denne praksis, og Ditlev erkender da også selv mange af disse modsætninger. Han siger lige ud at lønningerne er så lave, at det knap har økonomisk betydning for ham. 

"Der kommer hele tiden nogen drenge ned fra landsbyen (...) jeg giver dem altid et eller andet (...) det er synd næsten, når de så gerne vil arbejde (...)"

Både på erfa-mødet (se herunder) samt på Plantekongressen 2014, hørte jeg danske landmænd fortælle hvordan man kom til at 'eje' hele landsbyen, når man overtog jorden omkring de små østeuropæiske landbosamfund.

Men dette perspektiv er kun en dimension. Under begge mine ophold på Lubiechowo og senere på Frederiksminde oplever jeg en særlig social kompetence, der skabte en venlig imødekommende atmosfære omkring far og søn.

Dette kom også mig tilgode, da en anden velhavende landmandsnabo fra Lolland dukkede op på besøg i Polen. Han billigede bestemt ikke mine spørgsmål, som han afkodede som kritiske. Hans - naboens - fjendtlige indstilling blev dog enten ignoreret eller vendt til vittige observationer, der afmonterede konfrontationen.

Jeg mærkede det også da jeg deltog i erfa-mødet med de andre danske landmænd i regionen. Da de erfarer jeg kommer fra en forskningsretning de ikke er fortrolige med, bliver de stærkt mistænksomme og min deltagelse var næppe blevet tilladt, hvis ikke Ditlev havde ageret som om, at det var det mest naturlige i verden at jeg var med. Under erfa-mødet, som startede kl. 10 om formiddagen og sluttede efter restaurantbesøg kl. 21 om aftenen, fik jeg lejlighed til at spørge de andre landmænd og driftsledere om mange aspekter af deres praksis i Polen, herunder deres motiver for at være hernede, hvilket også gav Ditlev anledning til at filosofere over sine kollegaers svar bagefter.

"Jeg synes ikke jeg ligner de andre danskere hernede."

Her kommenterede Ditlev kun indirekte på det personlige, specifikt handlede det om det faktum at Lubiechowos ejerskabskonstruktion ikke ligner de andre danske gårde hernede. Ditlevs er usædvanlig på den måde, at det er et relativt lille og familieejet landbrug, hvor ejeren bor på ejendommen. Konstruktionen har dog selvsagt også betydning for både motiver og kulturelle praksisser. Erfa-mødet gav således anledning til at tale om og få indsigt i de forskellige baggrundshistorier. Det affødte så igen mange samtaler om kulturelle forskelle - heriblandt også mellem de forskellige driftsgrene. I den forbindelse sagde Ditlev f.eks:

"På Lolland er der jo ikke ret mange svineproducenter, her er jorden jo god, hvor man kan leve af planteavl (...) Det er jo en helt anden livsform hér i forhold til de andre steder du har været, det er så frit her i forhold til at have dyr, jeg holder fri 4-5 måneder om året..."

Men at den sociale og kulturelle accept ikke er utvetydig vidner de mange overvågningskameraer om. De gør Ditlev istand til fra sit kontor, at holde øje med de ansatte - og/eller de værdier, der kunne forsvinde. Ikke at jeg nogensinde fik indtrykket af at han brugte tid foran skærmene, men fortællingen om at de lokale stjal med arme og ben, gik igen hos alle de landmænd jeg besøgte i Østeuropa.

Hvorom alting er, ønsker han selv at det er en 'fordomsfri' indstilling til de ansatte og hans daglige prakis som landmand, der skal stå i centrum af hverdagen. At det synes at ligge bag hele etableringen og livsstilen i Polen, observerer og hører man i samtalerne på Lubiechowo.

"(...) jeg ved jeg ikke kan komme tilbage til Lolland og drive et landbrug lige som min far gjorde (...) Jeg kommer ikke hjem, hvis jeg skulle hjem og drive gården derhjemme, det kan ikke betale sig, men så skulle det være i samarbejde med nogle andre, så skulle jeg blive driftsleder på det hele eller også være traktorfører....eller også lave ingenting... Jeg kan ikke komme hjem (...) sådan som udviklingen er, hvis jeg skulle gå ud og låne ti millioner, så kunne jeg købe 30 ha, det ville ikke ændre på nogetsomhelst , jeg vil ikke få en anderledes hverdag, selvom det er voldsomme penge, hernede kan jeg få mig (...) Der er jo ikke brug for nogen heller, det er det der er sjovt, der er ikke nogen der vil, men der er heller ikke brug for nogen, ikke engang vi, far har altid været progresiv og købt gårde op....man starter med at forpagte ud og ender med at sælge (...)."

Den tredje investor i Lubiechowo var en forretningsmand, som primært tjente penge på at spekulere i investeringer. Den type bekendtskaber og forretningsforbindelser sætter de kompetencer, der omgiver landbrugsdriften i et særligt lys. Det er ikke mit indtryk at Ditlev ved mere om valutaer, kornmarkedet eller finansieringsmuligheder end de andre landmænd her præsenteret, men hans families formue gør at man kulturelt er tættere på den verden, hvor disse kompetencer er levebrødet. Alle tre generationer på Frederiksminde har gået på Næsgård og har derfor sine primære kollegiale netværk i det segment. Den revisor der så årsregnskaberne igennem sammen med mig, bemærkede f.eks. straks at Ditlevs regnskaber skilte sig ud.

Det er et specielt kulturelt fænomen, at netop en særlig klasse af velhavere, synes at have en distance til 'profane' pengespørgsmål. Det sås i politik-afsnittet og ses, efter mit skøn, også i reaktionen på bankens spørgsmål om en strategi. Spørgsmålet er indlejret i den logik, der lyder at en gård skal udvide, investere og øge produktionen. En manglende ambition om at gå den vej kan give banken tvivl om fremtiden. Det ved Ditlev naturligvis godt, men han både mangler den kulturelle norm og har den økonomiske frihed til selv bestemme.

Ditlev har som nævnt rejst meget og har ofte haft blik for landbrugets situation i de lande han har besøgt. Han mener at Danmark er det land han kender hvor landmænd er mest upopulære.

  "(....) landmændene har ikke været gode til at sælge sig selv, landmænd er også nogle sære nogen mange af dem (...) det er måske også fordi at i Danmark er det så voldsomt et landbrugsland, der er så meget jord der er dyrket op, vi har så mange grise, vi eksportere jo nogen ting...men man kan sige, vi gør det jo med en masse regler, vi får det jo gjort...det er bedre at man gør det her, det er jo ikke fordi det ikke er holdbart, umiddelbart, den måde tingene bliver gjort på...istedet for at det bliver gjort hvor der ikke er så mange restriktioner og gyllen bare bliver lukket ud i havet "

Svaret synes at kombinere Landbrug&Fødevarers sprogbrug, der også er en del af Ditlevs kultur, med den kulturelle sammensathed der er familiens. Han fortæller, at alle hans søskende (4 søstre) er økologiske forbrugere og at han 'altid' ender med at diskutere mod dem, når de taler om landbruget. Det ligger i hans fremstilling, at de ikke ved hvad de taler om. De var allesammen på besøg i Polen i juli 2014, indlogeret på et nærliggende slot. Jeg tilbragte nogle dage sammen med dem og mærkede denne antagonisme.

Tilsidst skal nævnes at Anders Houmann gjorde meget ud af at fortælle om hans natursyn og de forskellige 'grønne' tiltag han havde foretaget på Frederiksminde i de senere år. En praksis, der flugter med undersøgelser lavet af 'ældre' landmænds naturopfattelse (Primdahl, Krisensen og Busck 2013).

Produktionsmådeanalyse

Der er karaktertræk på Lubiechowo fra tidligere organiseringsformer i dansk landbrug. Ejerskabet til både produktionsapparatet og arbejdsprocesserne er identiske med et dansk selveje, og som sådan indlejret i en EVP. Mens opkøbet, finansieringen og selskabskonstruktionen, der i forhold til den tredje investor var et mål til at give afkast, er indlejret i et KVP-rationale. Analysen af materialet fra feltarbejdet tyder på at motivationen for den praksis og organiseringsform, der kendetegner driften på Lubiechowo, er præget af en lyst til at drive landbrug, som Ditlev husker det fra sin barndom. Det sociale aspekt i hverdagen har stor betydning. Men også den individuelle dispositionsret og generelle accept af landmandens evne til at dyrke jorden på den mest optimale måde uden indblanding fra myndighederne, synes at spille en rolle. Også her kan denne motivation ses som en kulturel præference for et landbrugsliv, der minder om tidligere strukturbetingelser.

Med fare for med urette at ligge denne analysevinkel ned over hele materialet, var flere andre informanters udsagn, om motivationen for at drive landbrug i Polen, beslægtet med dette perspektiv.  Udover det sociale og kulturelle, kom et andet ikke-økonomisk udsagn ofte før at informanten udtalte sig om rammevilkår og produktionsforhold. Mange nævnte som det væsentligste, at de følte at de kunne sætte deres personlige præg på driften. Landbrugsdrift i Danmark opfattedes som en spændetrøje, der var ikke mange selvstændige valg fordi bedrifterne var så kapitaliserede, at man kun kunne optimere og effektivisere. I Polen kunne man starte forfra og tage favntag med sine egne evner som landmand. Det afspejles i Ditlevs ord om at han ikke mente han kunne komme hjem og være landmand som sin far på Lolland. I de ord ligger den holdning, at både det sociale, kulturelle samt at udvikle og præge produktionen med en kombination af visioner, evner og villighed til at tage nogle valg, som man selv tager ansvaret for - det er at være landmand. Man kan spekulere om der bag denne 'følelse' også gemmer sig et behov for kulturel respekt og anseelse. At den taknemmelighed en fattig øst-europæer, uden mange fremtidsudsigter, viser den danske arbejdsgiver, udfylder et behov for anderkendelse, som ikke rigtigt findes i det danske samfund mere, men som for mange ældre landmænd hørte uløseligt sammen med erhvervet.

I dette lys og hvis man sammenholder motivationsfaktorer med Lubiechowos organiseringsform, synes der at træde en meget klar EVP-logik frem. En EVP der benytter mange eksterne arbejdsressourcer - lidt mindre end et gods, lidt større end en middelstor gård - men indlejret i et lokalsamfund med mange formelle og uformelle tjenesteydelser - og derfor er sammenlignelig med en propriætærgård i Danmark for 50 år siden. Målet er at være landmand og i det omfang det er muligt, tæt på den praksis, som den sidste danske generation repræsenterer.

Ejerskabet, konstruktionen og CAPens konvergens - sammenholdt med de kulturelle og økonomiske forhold på Lolland, der gjorde investeringen i Polen mulig, gør Lubiechowo  til en god forretning. Generationsskiftet blev foretaget i 2015 og reproduktions-kapaciteten er robust. Som dokumenteret ovenfor er det danske landbrugsengament i udenlandet støt stigende.

Afhandlingen er afleveret

Da teksten var næsten dobbelt så lang, som tilladt - er der en hel del gennemskrevet materiale, som jeg måtte tage ud. Det vil jeg bringe som blog-indlæg i den næste tid. Først weekend og luft og søvn.

Radioudsendelse om landbruget

Kære læser og landbrugsinteresserede;

Som I måske husker sidder jeg i februar-maj og skriver på min ph.d.-afhandling. I det lille skriveskjul på landet, er der ikke internet. Men telefonen ringer en gang imellem. Mange har henvendt sig under og i kølvandet på den meget blæst om L68 (Fødevare- og Landbrugspakken).

Hvis I har lyst og tid kan I her høre mig fortælle min mini-version af landbrugets historie samt nogle signalementer af den aktuelle situation.

Udsendelse d.16. - 22.april. 2016

Dansk landbrug har det mildt sagt svært. Jordpriserne er høje, gælden ligeså, og mælkepriserne er lave. Generationsskiftet for den selvejende bonde er svært. Der skal andre ejerformer til, og der er især brug for fællesskaber til at stå bag landbruget. Ekstern kapital kan gå ind, men foreløbig har kun AP pension været interesseret. Familier kan danne aktieselskaber. Kommuner kan gå ind, som Ballerup kommune gjorde med Granbogård, og fællesskaber af forskellig art kan blive ejere. Community Supported Agriculture er på vej frem. Herhjemme er Svanholm et eksempel.

Hør når etnologen Rasmus Blædel Larsen fortæller om landbrugets situation i udsendelsen Fremtidens landbrug i vores serie Liv i landdistrikterne. www.den2radio.dk

Hvad skal vi bruge landet til?

Hvad skal vi bruge landet til?

Debatmøde 18 januar i Holeby ved Maribo, arrangør Landbrug&Fødevarer.

Meget symbolsk blev mødet afholdt i Danmarks første sukkerroeraffinaderi, nu omdøbt til Factory Lodge og ombygget til fashionabelt mødelokale. Her var lidt over 300 mennesker mødt op for at høre og diskutere perspektiver på landdistrikternes udvikling. Vi fik at vide at dette var det bedst besøgte af debatmøderne, der var mange flere der gerne ville have været med end der var plads til.

Efter at L&Fs vicedirektør og den lokale borgmester havde kridtet aftenens bane op, kom fire lokale entreprenører og fortalte deres historier og ideer. Omend ingen af de fire var landmænd, virkede det som om at denne del af programmet foregik på L&Fs banehalvdel, især sproget lød lidt slogan-agtigt - måske bedst eksemplificeret ved at alle havde taget organisationens sprogbrug til sig: ProduktionsDanmark og verdens bedste landmænd, blev nævnt flere gange.

Det virkede dog efter min mening lidt useriøst,  at hverken landbruget eller strukturudviklingen blev nævnt endsige diskuteret. Erhvervet blev rost, men ikke rigtigt for noget der kom Lolland til gavn, mest for deres eksport-indtægter - og nåja at de er verdens bedste. Det skal i parantes bemærkes at to af de fire var bosat i København.

Under spørgsmålsrunden - men i det hele taget aftenen igennem - blev landdistrikternes udvikling og velfærd koblet sammen med uddannelsesinstitutioner - et sted hvor man kan møde en kæreste, som det blev udtrykt. Men jeg vil i mit referat koncentrere mig om de landbrugsrelaterede kommentarer.

En repræsentant fra en lokal organisation spurgte: Hvis vi har verdens bedste landmænd, hvorfor i al verden dyrker vi så sukkerroer - det er der jo ikke mange penge i....måske fordi det er nemt, tilføjede han.

Det blev der ikke svaret på.

En anden spurgte frustreret hvorfor fødevareproducenterne ikke kom mere på banen, lad os lave et kokketræf - kokke er jo de de nye rockstjerner, man kan ikke åbne for fjernsynet uden at se en kok, det er da oplagt - de kan finde ud af det oppe i Lammefjorden....

Det blev der heller ikke reageret på.

Måske var reaktionen så bovlam fordi der ikke var nogen repræsentanter for landbruget på scenen. Og hvorfor egentligt ikke? Det var jo deres organisation der havde inviteret til debat, og deres tidligere minister, den lokale roedyrker Henrik Høegh sad i salen.

Hvorfor inviterer til debat om hvad vi skal bruge landet til hvis dem der ejer og bruger landet ikke deltager?

Nå, men under sandwich-aftensmaden talte jeg med en lokal ildsjæl, der i samarbejde med kirker, landmænd og andre interessenter var i gang med at etablere en pilgrimsrute tværs over Lolland. Vi var begge enige om at ærgre os over, at der slet ikke var en diskussion af hvordan landet skal bruges - hvordan det såkaldte ProduktionsDanmark kunne bidrage til at naboer og lokale også følte at landet er deres ressource. Hun havde haft mange gode snakke med lodsejere og pilgrimsruten havde haft udelukkende gode erfaringer med at få lov og adgang. Men. som hun sagde, det er nok fordi vi har en lokal godsejer der hjælper os, vi har tit hørt fra kommunen at de bliver blankt afvist hvis de henvender sig med et ønske om adgang, Den nye landbrugspakke gjorde at mange strækninger på pilgrimsruten, der ellers var faldet på plads, nu skulle laves om, fordi at randzonerne blev fjernet og landmændene nu ville dyrke den jord der før var til rådighed for sti og pilgrimsrute. Dødærgeligt mente min samtalepartner, fordi det netop var langs åer og vandløb at ruten var allersmukkest.  

Efter aftensmaden kom Professor ved Syddansk Universitet Johannes Nørgaard-Fransen og gav en meget livlig forelæsning om landets ubalance. Han havde mange gode pointer (og dårlige vittigheder) og megen hård kritik af den politiske håndtering. Han gav også nogle bud på hvordan landdistrikterne kunne udvikles - et af dem var at turisme bliver den helt store indtjeningskilde for Danmark i en nær fremtid. Kineserne og asiaterne vil komme hertil for at se den skandinaviske natur og så er det vigtigt at landbruget ikke står i vejen for at udvikle turismen - og så betaler landmanden jo ikke skat, han trækker det hele fra, fik han lige mumlet.

Efter professoren kom Kaare Dybvad fra S og René Kristensen fra DF og stod lidt modvilligt på mål for Christiansborgs politik. DF har lavet en landbrugspakke der vil skabe vækst i landdistrikterne, sagde René og det er enormt ærgeligt at Socialdemokratiet ikke ville være med. Det mente de begge  - men, som Dyvad sagde,  det er jo ikke nogen hemmelighed at Socialdemokraterne og de Radikale gik fra forhandlingerne fordi vi fik for lidt på det grønne område - vi mener at landbruget begik en fejltagelse, de kunne have fået en ramme der varede i 20-30 år, nu varer den måske kun frem til næste valg.

Den allersidste ytring fra salen, skulle nok have været den første. En ældre dame sagde: Jeg er flyttet på landet for den friske luft og naturen, ikke for at se på snorlige kornmarker - jeg er nok lidt ligesom kineserne.

Men der var ikke tid til at tage den diskussion. Og det var i bund og grund frustrerende at aftenen slet ikke kom ind på balancen mellem hvad folk på landet og de potentielle landturister ønsker og landmandens praksis og landbrugets strukturudvikling.   

En ny tid

"Stormøde" hos Gefion Landbrugsrådgivning i Sorø med Eva Kjer Hansen 14 jan. 2016.

I frost og kuldetåge dukker en meget stor og meget oplyst virksomhedsbygning op på en bakke udenfor Sorø. Her bor Gefion Landbrugsrådgivning, sammen med Roskilde Dyrskue, Landbrugets Samfundskommunikation og diverse revisionsfirmaer. Og her er der 'stormøde' med Fødevare- og Miljøminister Eva Kjer Hansen.

Første halvdel af mødet er dog kun for medlemmer af Venstre. Vi er en snes der står på den anden side af glasdøren i foyeen og kigger ind til dem inde i den politiske varme. Der var omkring 150-200 i den store og fashionable mødesal. Der var mange ægtepar, og en håndfuld der også havde de unge sønner med, der var sågar en enkelt datter - stemningen havde noget fundamentalt familiært over sig. Gennemsnitsalderen var nær 50 - og når man sad i den ene ende af salen, som jeg gjorde - så man i siddehøjde ud over et hav af skaldede isser, måner og sølvgrå hårgrænser. Foran scenen stod en række 3 m høje blå Venstre-skilte og på storskærmene stod der: Fødevare- og Landbrugspakken. Langt de fleste var klædt meget afslappet, den 'landmandsdragt' jeg også beskrev på Plantekongressen forrige år, konsulenterne var i blazer, jakkesæt og slips eller spadserdragt. Ingen jeg kunne få øje på havde pc, tablet eller smartphone fremme under de tre timer møderne varede.  Der blev serveret kaffe og gulerodsmuffins, som smagte fortrinligt.

Danmark er et lille land, men med store regionale forskelle, indledte Eva Kjer Hansen med at gøre os opmærksomme på. Derefter gennemgik hun Regeringens 16-punkts plans udmøntning i den lovpakke mødet handlede om. "Vi er gået ind i en ny tid, det her er et paradigmeskifte", sagde hun med specifik henvisning til den fremtidige regulering af gødning/kvælstofsnormerne; som dog først introduceres i 2018, hvor den nye regulering så efter planen skal indfases over en tre-årig periode.  Indtil den såkaldte 'målrettede regulering' er på plads, kan landmændene så glæde sig over betydelige lempelser; de får faktisk nogenlunde præcis de gødningsvilkår de har efterspurgt.

Når så den målrettede regulering implementeres bliver alle der 'eventuelt måske' skulle få strengere gødningsnormer, som følge af de forbedrede og mere detaljerede målinger, selvfølgelig økonomisk kompenseret - samt - og det er ganske kløgtigt udtænkt - udstyret med en såkaldt 'udfordringsret', hvilket betyder at landmanden selv kan få foretaget målinger hvis han mener at myndighederne tager fejl.

Det hele handler om, at der regionalt er jorde og vandløb i Danmark der kan tåle mere og jorde og vandløb der kan tåle mindre gødning, og en mere detaljeret regulering vil give både bedre dyrkningsmuligheder og bedre vandkvalitet.  Ministeren lagde også vægt på den sidste del og sagde at hun agtede at opfylde vandrammedirektiverne og sørge for at mindst 40% af vandløbene havde god økologisk tilstand, ved udgangen af de nuværende vandplaner i 2020.

Man kan dog efter min mening godt stille spørgsmålstegn ved den pædagogiske slagside af at man straks går ud giver fri gødning til alle, også i de områder man allerede ved er sårbare, for så om tre år - hvis planerne holdes - at ramme producenterne meget forskelligt. Det kan næsten kun give et ramaskrig når virkeligheden rammer med dobbelt effekt.

Men undervejs fristedes man af lutter glæde over den kompetente og præcise optræden Miljø- og Fødevareministeren serverede for os, til at give hende ret i at vi var på vej ind i den nye tid. Hun fremlagde tiltagene med stor klarhed, kontanthed og fin balance mellem de virkemidler der rettede fortidens synder og det faktum at de langtfra løser alle de problemer erhvervet står i. Nabotjek, EU-implementering i samme hastighed som landene omkring os, flere dyr i staldene, krav om randzoner og efterafgrøder fjernes, færre bøder for overtrædelse af reglerne, satsning på markedsorienteret økologi osv. Det var lutter gode nyheder for erhvervet - i hvert fald på den korte bane. At ministeren så også hævdede at man kunne forvente 6000 ekstra arbejdspladser, var der vist ingen der tog seriøst - måske ikke engang hende selv. Det er bare sådan noget Landbrug&Fødevarer har hævdet i årevis og så lyder det jo godt.

Efter fremlæggelsen var der som nævnt spørgsmål fra salen og min frygt om at det ville blive svært at fylde en time til halvanden ud med spørgsmål til en pakke, der allerede har været præsenteret, diskuteret livligt og i det store og hele opfylder alle Landbrug&Fødevarers forskellige krav - viste sig ubegrundet. Der var mange kritiske spørgsmål og kommentarer, men ministeren svarede og parérede med fasthed og talte ikke nogen efter munden. Ikke siden Mette Gjerskov har man haft den samme tillid til at ministeren havde sat sig grundigt ind i sagerne - og den store forskel er at den nuværende minister har både sit politiske bagland- og erhvervet bag sig! Mette Gjerskov havde ingen af delene.

Aftenens helt store tema var 'det blå kort', som ministeren havde brugt som eksempel i sin powerpoint. Kortet er et Danmarkskort med forskellige nuancer af blå, hvor farven bliver mørkere jo mere sårbart det omgivende vandmiljø er for udvaskning af næringsstoffer.

Baseret på den viden man har i dag, kommer 'paradigmeskiftet' til at betyde en væsentlig lempelse af kravene til de jyske landmænd og strengere regulering til de midt- og sydsjællandske kollegaer. Kortet er som sagt en skitse, der mangler endnu mange af de lokale målinger, der netop skal gøre reguleringen målrettet, men hér sad vi altså midt i en mørkeblå egn. Det er naturligt at det virker bekymrende men besynderligt at det kan overraske nogen, kortets omtrente udeseende er velkendt og målinger har løbende bekræftet disse vilkår.  Men det afholdt ikke de tilstedeværende fra at mene noget andet.

 Nogle frygtede hvordan finanssektoren ville misbruge kortet til at lukke for kassen, nogle mente at kortet var baseret på en forældet forståelse af mikro-processer og andre tekniske spidsfindigheder, som danske forskere var langt bag efter sine internationale kollegaer med, og rigtigt mange mente at problemerne med vandkvaliteten ikke stammede fra landbruget, at kompensation ikke var nok, at det var for tidligt med...alligevel havde ministeren mod til at sige, det der skulle siges: Nu har I ønsket og kæmpet for målrettet regulering, nu får I det - så er det bare med at komme ind i kampen og vise at I har fagligheden på Jeres side.

Aftenen sluttedes af med en dundertale, der dog også rummede humoristiske indslag, fra Gefions grundlægger og formand Torben Hansen.

På mandag er der debatmøde i Holeby ved Maribo, det er Landbrug&Fødevarers nye store kampagne: Brug Landet, der skydes i gang. Det bliver spændende at se om erhvervet kan starte en frugtbar dialog med landdistrikterne og dets beboere, om en mere kulturel bæredygtig udvikling af landbrugslandet samt bedre gensidig forståelse.

På Onsdag starter Plantekongressen i Herning - denne gang siger rygterne at rigtigt mange landmænd vil høre om omlægning til økologi. Det bliver også spændende at høre snakken i korridorerne - er det en ny tid vi er på vej ind i?

 Blogskriveren skal gøre sin afhandling færdig. Den skrives bedst udenfor nyhedsstrømmen, så der vil antageligt være stille herfra de næste 3 måneder. Vi ses til sommer.

Landbrug og klima del 2

DRs faktacheck program Detektor har ved gentagne lejligheder haft Landbrug & Fødevarers kampagner, rapporter og påstande under kritisk behandling. Hver gang ender programmet med at en ansat i interesseorganisationen står og undskylder overfor studieværten at 'vores glæde over hvor dygtige danske landmænd er, nok er løbet af med os..." Senest er adm. direktør Karen Hækkerups budskab om, at “Danmark har verdens mest klimavenlige produktion, så derfor gør det ikke noget at landmændene sviner en smule mere’ blevet undersøgt. En hollandsk videnskabelig rapport opgør 'klimavenligheden' i den europæiske fødevareproduktion. Ikke i en eneste af produktionsgrenene ligger Danmark øverst. Retfærdigvis skal siges at mange danske produktionsgrene ligger i top 5 eller top 10, men derfra og til at udnævne os til at være klimadukse og verdens bedste, stemmer ikke overens med virkeligheden. 
Selvom organisationens talsmand, konfronteret med de tal han naturligvis godt kendte, erkendte at kampagnen var misvisende og at den ville blive rettet, så fortsætter man ufortrødent misinformationen fra Axelborg.

Landbrug&Fødevarer skriver i en pressemeddelelse den 30. nov 2015 at de er en del af klimaløsningen.

Landbrug & Fødevarer opfordrer verdens ledere til at nå frem til en global aftale ved klimatopmødet i Paris, så den fremtidige temperaturstigning kan holdes inden for 2 grader.

Landbrug & Fødevarer har udarbejdet en erklæring i forbindelse med klimatopmødet COP21 , hvor verdens ledere opfordres til at indgå en global aftale i Paris, der kan holde den fremtidige temperaturstigning inden for 2 grader celsius. 

Landbruget spiller en strategisk vigtig rolle som producent af fødevarer, foder og biobaserede, bæredygtige produkter til en voksende verdensbefolkning. 

Her kan Danmark være et eksempel til efterfølgelse for at have en af de mest ressourceeffektive landbrugs- og fødevareproduktioner i verden. Fra 1990 til 2012 er den danske landbrugsproduktion således steget med 15 pct. samtidig med at erhvervet har formået at reducere udledningen af drivhusgasser med 23 pct. 

Igår - d. 3 december - blev Danmark tildelt 'Dagens Fossil' i Paris. En pris der tildeles lande der ikke lever op til sine forpligtelser og/eller nedjusterer sine klimaambitioner. Prisen blev tildelt med afsæt i den Finanslov den danske  regering netop har indgået med sine samarbejdspartnere i Folketinget, og som bl.a - og i forlængelse af de sidste par ugers blogindlæg - deregulerer rammevilkårene for fødevareproduktionen herhjemme, for at vækste landbruget ud af krisen ved at give landmændene ret til at øge deres negative miljøeffekt - og sender regningen videre til yderligere nedskærelse i det offentlige. Henrik Dørge skriver i Weekendavisen 27/11 "Vækst & forurening. Regeringen lemper kravene til landbruget. Det belaster vandmiljøet. Skatteborgerne skal betale for oprydningen. Er det god borgerlig-liberal tankegang?" Artiklen hedder Prisen for grøn realisme.

I dag - d. 4 december - kom der en opgørelse over tvangsauktioner i landbruget i 2015. Antallet af konkurser er steget med 140% i forhold til sidste år. På samme nyheds-site kan man læse at Kjeld Johannesen, den afgående direktør for Danish Crown, tager 20 mio med sig ud af døren i fratrædelsesgodtgørelser. Ja, direktionens samlede gage er øget fra 26 til 46 mio kr i regnskabsåret 2015.