Tanker om fedt- og sukkerafgifter

Følgende indlæg er baseret på: Er der et velfærdsargument for fedt- og sukkerafgifter? af Jørgen Dejgård Jensen og Lars Gårn Hansen fra Fødevareøkonomisk institut 2012. 

Artiklen begynder:

"Gennem de seneste 40-50 år er forekomsten af fedme vokset betydeligt, og alene siden 1987 er andelen af voksne i Danmark, der kan betegnes som overvægtige, steget fra ca. 30 pct. til over 45 pct., mens andelen af svært overvægtige er fordoblet fra ca. 7 pct. til ca. 14 pct."

Der opstilles tre hovedgrunde hertil: 1) billigere og mere tilgængelige fødevarer, herunder fastfood, slik og sukkerholdige drikke, 2) mindre fysisk krævende arbejde, 3) en stigende brug af automiseret transport og mere arbejdssparende teknologi i hjemmet.

Inden man helt instinktivt begynder en tankerække, der starter: hvad kan vi gøre ved det? Gør artiklens forfattere opmærksom på, at det ikke er så entydigt at bekæmpe fedmen, i hvert fald ikke ved hjælp af adfærdskorrigerende skatter og afgifter, der er nemlig også er en række positive konsekvenser ved denne udvikling. Her tænker de ikke på den lukrative industri bag mange af de produkter, der udgør årsagerne, men den større nydelse og komfort, som menneskene oplever som velfærd i deres hverdag, og hvis ene side-effekt altså er overvægt.

"Det centrale økonomiske spørgsmål i relation til stigningen i overvægt er, hvorvidt udviklingen kan siges at være et udslag af rationelle beslutninger, hvor den enkelte foretager en korrekt afvejning af fordele og ulemper, når kost- og madvaner tilrettelægges. Hvis dette er tilfældet er der ikke et velfærdsøkonomisk argument for, at det offentlige skal gribe korrigerende ind. (...) Hvis den enkelte derimod systematisk undervurderer sundhedskonsekvenserne af de kost- og motionsbeslutninger, der tages, er der principielt et argument for offentlig regulering." 

Efter denne eftertænksomme overvejelse, stiller forfatterne argumenter op for og imod indførslen af fedt- og sukkerafgifter. Jeg skal dog straks bryde ind i denne fremlægning, og stille et spørgsmål, der trænger sig på.

Er det ikke, under alle forhold, rimeligt at det offentlige pålægger produkter, der har en række, for samfundet omkostningstunge side-effekter, en afgift, der står i samfundsøkonomisk proportion til de uønskede udgifter, sådan at forbrugerne bliver medansvarlige for deres valgs konsekvenser?

Forfatterne tager desværre ikke stilling til dette spørgsmål.  Det såkaldte 'eksternalitets-argument' bliver opstillet, sådan at "...det gratis danske sundhedsvæsen "subsidierer" behandlingskrævende adfærd. (...) udvikling af overvægt, er et samspil mellem kost- og motionsvaner (...) partielle løsninger i nogle situationer faktisk er velfærdsreducerende."

Her læser jeg, mellem linjerne, at en privatisering af sundhedssystemet nok skulle lære grovæderne at styrer sig og det er under alle omstændigheder imod velfærdens grundide, at tilskynde forbrugerne til at vælge en sund kost fremfor en umiddelbar nydelse. Det er selvfølgelig at sætte tingene på spidsen og mulivis ikke præcis det forfatterne mener. De kommer også med en række argumenter for afgifter. Men det er heller ikke langt fra. For selv om de, så vidt jeg kan forstå, opregner en række uigendrivelige fordele ved afgifterne, tag bare den faldende produktivitet i samfundet, som følge af faldende sundhed, så slutter de overraskende med at skrive "Imidlertid har informationskampagner, fødevaremærkning og regler for markedsføring været benyttet i stort omfang i mange år og de er gode kandidater til et sådant alternativ (afgifter). I princippet kan disse styringsmidler målrettes langt mere præcist end afgifter og på den måde kompensere for visse forbrugeres undervægtning af sundhedseffekter." 

Man må undres. Artiklen starter jo med at fortælle os hvordan problemet vokser og vokser, og i dag rammer næsten hver anden dansker, altså noget mere end "visse". 

I konklusionen får man atter præciseret, at omend der er argumenter for, så "..er begge argumenter svage set i forhold til den danske situation i dag." Denne svaghed skyldes bl.a. at forbrugerne har så let adgang til kredit, at dyrere usunde fødevarer ikke vil afholde dem fra at købe det de i øjeblikket lyster.

Nu er det kun en kort artikel og jeg har tendentiøst redegjort for indholdet, men det er jo et helt konkret aktuelt problem, som vi som samfund bør finde en løsning på. Og når man kommer det ramaskrig i hu, som udgik fra fødevarebranchens organisationer, i forbindelse med de planlagte (og vedtagne og senere skrottede!?) fedt- og sukkerafgifter tilbage i 2010 - så er det svært ikke at se denne fremlæggelse, som havende branchens sundhed og ikke borgernes sundhed for øje.

Denne diskussion angår ved første øjekast kun primær-producenterne direkte, hvis de producerer mælk eller kød, og afgiftens omkostninger bliver taget fra deres afregning, hvilket var tilfældet dengang i 2010; men det angår vel alle fødevareproducenter, om de skal konkurrere med fødevareprodukter, der er syntetisk designet til at appelere til forbrugerens mest behage-syge ønsker, med alle forhåndenværende tricks og tidssvarende kultur-markører i ryggen, mens den del af fødevaresortimentet, der er dyrket og produceret til ikke bare at sikre vores sundhed, men også har betydning for hvordan vi forvalter vores natur og de ressourcer der findes dér, og hvordan vi taler og tænker om landbruget, ikke i højere grad bliver støttet af det samfund, der lever i så nært - og på forunderlig måde samtidig så fjernt - et stofskifte med dette erhverv.