Før du sår de frø du sår

Før du sår de frø du sår

Da jeg for nogle år siden skrev speciale om strukturudviklingen i landbruget, var der stemmer der mente – og stadig mener – at fødevareproduktionen i Danmark vil ophører indenfor et par generationer og at vi i fremtiden skal leve af ikke at producere mad, men af at eksportere landbrugsteknologisk knowhow, at forædlingen bliver vores næste bacon.

Landbrugsteknologisk grundforskning er bestemt et af Danmarks adelsmærker og
 der bliver forsket på livet løs på LIFE, når det gælder optimering af de konventionelle produkter: gris, græs og sygdomsbekæmpelse; men for de økologiske producenter er der langtfra samme opmærksomhed fra grundforskningens side på forædling og udvikling af nye produkttyper.

Agrologica

Ved Mariager fjord, ude i brynet til Hou skov bor Danmarks eneste økologiske plantepatolog. Anders Borgen, hustruen Pia deres to børn, katte og høns er flyttet til egnen fra Møn for ni år siden, hvor de tidligere drev et mindre (urentabelt) økologisk landbrug. Hans speciale og senere ph.d.-afhandling fra Landbrughøjskolen omhandlede frøbårne sygdomme og biologiske metoder til at udvikle resistente hvedesorter til brug i økologiske landbrug. Efter nogle år som konsulent i Scanagri, satsede Anders fra 2003 udelukkende på sit eget forsknings- og forædlingsfirma: Agrologica. Firmaets profil er udvikling af plantegenetiske ressourcer til økologiske landbrug, med særlig henblik på kornsorter og sygdomsresistenser. Niels Foged og Falsevgård Mølle, der blev præsenteret i oktobernummeret af Økologi & Erhverv, er en af Agrologicas samarbejdspartnere. Anders er nok bedst kendt i økologiske kredse fra sin bestyrelsespost i LØJ (1990-03) og hans engagement vedrørende betydningen af at bevare biodiversitet – også i afgrødestrukturen. Anders har en naturlig inklinering imod en mere teoretisk eller holistisk forståelse af landbrugets rolle i samfundet og der er en sjælden sammenhæng mellem forskning, anvendelse og idealer i den måde tingene bliver grebet an på i Hou.

Forædling før og nu

Plantegenetiske ressourcer og sprogbruget omkring de mindste bestanddele af livet omkring os, er nok græsklatin for de fleste. Det er sjældent den vinkel på landbruget, der bliver omtalt i medierne. Men bioteknologi i bred forstand og gen-markører i særlig grad, er, som nævnt i indledningen, et af de forsknings- og vækstområder, som både forskere og politikere venter sig meget af, når dansk landbrugs fremtid er på dagsordenen.

Helt groft kan man udviklingsteknologisk dele forædlingen op i to spor. Siden tidernes morgen har de boende kigget på de spiselige planter omkring dem og valgt frø fra de bedste eksemplarer til næste års høst. Gennem årtusinder har bønder i alle civilisationer og havedyrkere over hele verden fremelsket de kulturplanter vi kender i dag, simpelthen ved at bruge øjnene og maven. Teknologien er så enkel og ligetil at alle kan være med – at alle var med indtil industrialiseringen og den såkaldte grønne revolution begyndte.
Videnskabeliggørelsen af landbruget har mange fædre. I 1800-tallet forsøgte den skotske botaniker Wilson at krydse hvede med rug. Men krydsningsforsøgene førte til golde hybrider. I dag ved vi hvorfor. Hvedeplanter har normalt enten 28 eller 42 kromosomer mens almindelig rug kun har 14 - og reproduktionsevnen afhænger af, at begge forældre bidrager med lige mange kromosomer. I 1937 opdagede franskmanden Givaudon et basisk stof, der kunne få kromosomerne i en celle til at fordobles uden at cellen delte sig og i dag er Triticale (af hvede: triticum og rug: secale) en tungtakset afgrøde, der dyrkes på store arealer i bl.a. Rusland og Canada. Triticale er den første nye kornafgrøde, der er indført i landbruget inden for de sidste 2000 år. I løbet af 40erne opdagede planteforædlere og forskere en række dværgsorter blandt kulturplanterne, fx den japanske dværghvede Norin 10, som i dag har tilført sine ’dværggener’ til de fleste hvedesorter verden over. Med sine korte strå samles en langt større del af proteinindholdet i kernen og høstindekset i moderne hvedesorter menes at have nået sit fysiologiske potentiale omkring de 50%. Hvis aksenes størrelse øges, kan bladene ikke længere forsyne kornene med tilstrækkelig energi. I begyndelsen af 1970erne kom så det store videnskabelige gennembrud, da amerikanske forskere opdagede, at DNA kunne brydes ned til enkelte gener ved hjælp af bestemte enzymer, og at man var i stand til at flytte gener fra en organisme til en anden. Potentialerne i at flytte egenskaber fra organisme til organisme er uanede – og deler vandende mellem de, der ser potentialerne og dem der ser dystopierne. Dette er ikke et indlæg for eller imod genmanipulation, men, som Anders gør opmærksom på, der knytter sig nogle problemer til måden forskning, forvaltning og kommercielle interesser går hånd i hånd. Et væsentligt problem er den måde gen-sekvenser kan patenteres på. Det omplantede gen, der måske beskytter mod et bestemt pesticid, tørke eller giver en bestemt smag - og som sidder i hvert enkelt hvedeaks på marken, skal lejes af patentindehaveren. Konsekvensen er, at der satses rigtig mange penge på forskning i GMO-afgrøder, der kan give et stort afkast tilbage til frøforædlerne, hvilket jo nemmest gøres, hvis man kan kontrollere det udbud, der er.

Her kommer beslutningstagerne ind i billedet. Det er i høj grad den uhellige alliance mellem de stærke kommercielle interesser og de godkendelsesprocedurer, der tillader salg af specifikke afgrøder og deres frø, som giver anledning til bekymring hos de, der forstår konsekvenserne af denne mono-kultur-polisering af vores kulturplanter.

I april i år var undertegnede til et tre dages seminar om netop denne problematik i Bruxelles. Her blev problemerne konkretiseret af de indiske delegerede, som fortalte hvordan EUs nye frihandelsaftale med Indien betød, at den indiske regering ’er tvunget til’ at indføre de samme godkendelsesprocedurer, som i EU. I et land, hvor omkring 70% af den dyrkede og konsumerede mad kommer fra små decentraliserede landbrug og markeder, er en sådan regulering ikke bare hul i hovedet, den vil forsøge at tvinge indiske bønder i lommen på multinationale såsædsproducenter, de eneste der kan betale godkendelsesafgiften. I dag køber langt de fleste planteavlere i Europa deres såsæd fra store firmaer, som tilbyder en begrænset række kommercielle sorter der har et katalog af designede egenskaber og passer til de parallelt udviklede sprøjtegifte. Måske er det ikke så sort-hvidt, men forædlingsindustrien er et af de områder i fødevareproduktionen, som har udviklet sig eksplosivt og der er store penge på spil i at erobre og kontrollere markedet for de frø du sår.

Men man behøver ikke et dyrt udstyret laboratorium for at flytte rundt på gener, naturen gør det spontant hele tiden, så hedder det bare krydsning, og Anders Borgen gør det med insisterende tålmodighed til glæde for økologiske kornproducenter.

Økologi er fremtiden

Det der springer i øjnene, når man ser Anders forsøgsmark, er flere tusinde små farvede plastic-skilte. Hvert skilt repræsentere en hvedesort, og farven hvor langt henne i forsøget sorten befinder sig. På skiltene er angivet et ofte klingende navn som: inspiration, rhytmo eller boom. Sorterne kommer fra genbanker over hele verden. Derudover står der ofte et årstal og i nogle tilfælde – i Anders idiosynkratiske håndskrift - en lille note om en overraskende egenskab. Sorterne er primært gamle hvede eller spelt-varianter, som for længst er udgået af konventionel produktion. Anders har flere forædlingsprojekter i gang, både financierede og andre drevet af eget engagement. Et af dem er BIOBREED, som i samarbejde med LIFE undersøger genmarkører for stinkbrandresistens i økologiske dyrket hvede. Det første år bliver alle ca. 400 sorter inficeret med stinkbrand. Før, under og efter høsten vurderes resultatet og de sorter, der har klaret sig bedst skal inficeres og testes endnu en sæson. Nu begynder det kreative og sindrige arbejde med at krydse de sorter, der har vist sig at have bedst resistens, med de sorter, der har den kvalitet man ønsker (høstudbytte, bagekvalitet, smag, farve et.c.). Et af de perspektiver, som Anders arbejder med, er princippet om horisontal resistens. Det vil sige at hvedesortens resistenskvaliteter ikke kun måles på een smitterace af en enkelt pest-type, men dens generelle evne til at modstå sygdomme og klimaudsving. Det er et af de punkter, hvorpå hans forskning adskiller sig fra de mere kommercielt anlagte forskning- og forædlingsstrategier, der ofte kun har en vertikal resistens for øje, altså hvor et enkelt gen sikrer resistens mod en bestemt smitterace af en bestemt sygdom. Målet er at fremavle nye sorter og egenskaber, som dels har et kommercielt potentiale og kan dyrkes og sælges og dermed være med til at udvikle det økologiske landbrug, og samtidig være med til at øge biodiversiteten.

                      Det tager ca. 15 år at udvikle og få godkendt en ny kommerciel sort på denne måde. Opformeringen af de lovende sorter/krydsninger foregår på Falslev Gård med en Seedmatic fra 1969.

Selvom Anders profunde indsigt i både plantens mindste bestanddele og de eksterne faktorer, der gør sig gældende for en plantes vækst, nogen gange virker verdensfjern; så er fødevaremarkedets virkelighed faktisk ikke så langt væk. Det er ikke svært at hive holdninger ud af ham, når man forsøger at spørge ind til betydningen af hans arbejde og hvordan det kan gavne økologiske producenter. ” Når alle planter i en kornmark er genetisk ens, vil alle planter være modtagelige for de samme smitteracer af plantesygdomme. I praksis viser erfaringen, at med den ensartethed, der har udviklet sig i de senere år, kan en kornsort kun holdes på markedet tre eller allerhøjst fem år; så bliver den så modtagelig for sygdomme, at den må erstattes af en ny sort. Landmændene bliver på den måde afhængige af hele tiden at blive forsynet med nye sorter, og lovgivningen sikrer, at også de nye sorter kommer fra de samme få firmaer, for landmændene må ikke lave deres egne sorter, og ingen må lave noget med en mangfoldighed, som kunne sikre sorterne en længere tid på markedet med stabile udbytter.”

Ensretning og forringelse af såsædsudbyttet, det er nogle af de bagvedliggende strukturer i erhvervet, som vi andre måske ikke tænker på, men som Anders energisk forsøger at modvirke. Det går godt med forskningen og samarbejdspartnerne blandt de økologiske planteavlere, men han savner kollegaer og opbakning i forvaltningen. Med den aktuelle fokus på Nordisk mad, sundhed og økologi - og særligt med den nye regerings landbrugsdagsorden, som principielt adskiller den økologiske produktion fra den konventionelle - er der en ny og spændende interesse og åbenhed fra både forbrugere og beslutningstagere til at vælge nye og ‘gamle’ økologisk dyrkede kvalitetsprodukter. Dette markedspotentiale er både internationalt og lige til at gribe, hvis Danmark ellers kommer ud af svinestalden og ser fremtiden i øjnene. Fremtiden er økologisk, det kan der ikke længere være tvivl om, og at de økologiske producenter ikke får større forskningspolitisk opbakning til udvikling, godkendelse og markedsføring af nye produkttyper, som kan afsættes med større afkast til producenten og dermed styrke den egentlige økologiske omstilling er forhåbentlig snart en klagesang fra fortiden! Det er godt vi har Anders, men vi har brug for mere forskning i økologiske løsninger. Det er nødvendigt med produktudvikling i alle brancher og indenfor landbruget hedder det forædling - det kan da ikke være rigtigt at et innovativt landbrugsland med en økologisk målsætning kun har en enkelt økologisk frøforædler?

Et slags credo for Anders Borgens arbejde kan læses på hans hjemmeside:
 Agrologica arbejder for genetisk diversitet. 
De fleste kornarter er selvbestøvende. Det medfører, at når man skal lave en ny sort, krydser man to planter og udvælger den bedst egnede. I en mark med sortsren hvede, byg eller havre er alle planter på denne måde fuldstændig genetisk ens. Hektar efter hektar står genetisk ens planter skulder ved skulder. Det er en helt ekstrem form for monokultur, som er helt unaturlig. Agrologica er derfor gået i gang med at udvikle et system, hvor korn kan dyrkes i populationer, hvor stort set alle planter er genetisk forskellige. Det giver mange fordele.
 Eller som han ynder at sige: Hvis man vil være lykkelig én dag, skal man drikke sig fuld. Vil man være lykkelig i tre dage, skal man gifte sig, og vil man være lykkelig hele livet, så skal man dyrke jorden.

       Anders forædler på alle mulige sorter, han kan ikke lade være, her ses amaranth, hirse og valmuer.