Fødevarekvalitet

Allerede fra midten af halvtredserne var holdningerne til kvaliteten af landbrugets produkter delte. Nogle karismatiske meningsdannere, der senere stiftede Det Gastronomiske Akademi (1964) var stærkt kritiske overfor den mere og mere strømlinede eksport-produktion, der dels efterlod restprodukterne til de danske forbrugere, dels ikke, ifølge akademiet, gav plads og kærlighed til at dyrke og forarbejde fødevarer der havde "karakter" eller i det hele taget smag, for den sags skyld. Dansk Landbrug var for alvor på vej frem i 60erne, Karoline-pigerne, Gris-på-gaflen og 'mad-ambassader' med salgsfremstød i udvalgte storbyer var de synlige kendetegn på et erhverv, der satsede internationalt - og var med i forreste geled hvad angår marketing og branding. I denne stemning af succes var det svært helt at tage kritikken alvorligt og erhvervets organisationer argumenterede, dengang som nu, at det jo netop var kvaliteten man solgte sine varer på i udlandet. Dansk landbrug og fødevareforarbejdnings-industri havde og har opnået imponerende markedsandele internationalt fordi at produkterne, og kontrollen med dem, var af høj (gastronomisk) kvalitet. Heroverfor stod - og står - de  kritiske gastronomiske  stemmer, der mente at det der kendetegnede danske fødevarer ikke var smagen og kvaliteten men ensartethed, forsynings- og fødevaresikkerhed, hvilket var noget ganske andet.

Det Gastronomiske Akademis argument var altså at kvaliteten af det enkelte produkt, den enkelte madvare, faldt i takt med at 'bulk'-tænkningen tog over og landbruget producerede, som var det dippedutter på et samlebånd og ikke produkter der skulle sanses af forbrugeren. Den menige forbruger havde nok svært ved at danne sig en kvalificeret mening om denne uenighed - for så vidt som han/hun ikke direkte havde oplevet dette påståede kvalitets-fald. Langt op i 1990erne var der tilmed  ikke nogen reel mulighed for at afprøve andre landbrugs evne - hverken lokale eller udenlandske alternativer - til at producere fødevare. Der var én slags smør: Lurpak, i kølediskene og hvis der kom alternativer kom de fra samme producent. Kød, mel og grønsager var ligeledes ikke produkter, som man gik i supermarkedet og vejede mod hinanden og fandt det bedste til ens smag. Man købte det der var og der var ikke - eller kun meget sjældent og da i storbyerne - noget at vælge imellem.

Diskussionen havde derfor noget elitært over sig og der var ikke rigtig klangbund i den brede befolkning og derfor heller ikke fare for at forbrugerne skulle besvære landbruget med nogle krav, de ikke kunne honorere. Det var i hvert fald sandt indtil miljøspørgsmålet og økologien kom på banen, hvilket de gjorde fra midten af 80erne, men først rigtigt brød igennem forbrugerlydmuren med Super-Brugsens store øko-kampagne i juni 1993.

Uanset hvilket hold man var på i kampen for bedre fødevarer dengang, er det værd at bemærke, at det slet ikke var så selvindlysende i 1960erne, at man kunne leverer et ensartet produkt, og levere det i de mængder som efterspørgslen krævede og samtidig have en høj grad af sikkerhed omkring produktets sporbarhed, holdbarhed og indholdsmæssige troværdighed.  Alle kompetencer som Danmarks fødevaresektor har været førende indenfor i hundrede år.

Faktisk er det heller ikke så indlysende i dag, når man tænker på graden af globalisering i fødevaresektoren. Tænk på at den gennemsnitlige tilbagelagte distance for en fødevare i Europas supermarkeder er 3000 km.

I dette perspektiv, er brudfladerne for diskussionerne om fødevarekvalitet og dansk landbrug i 60erne, at sammenligne med aktuelle positioner. Ganske vist betyder landbruget meget mindre for samfundet (økonomisk og kulturelt) i dag og michelin-stjernerne er uden tvivl meget mere betydningsfulde for den historie vi gerne vil fortælle om os selv, end de i nogen grad udskældte 'kultur-radikale', der dengang var eksponenter for gastronomien.

Men samtidig er dansk landbrug i endnu højere grad end dengang blevet et eksporterhverv, der primært producerer til forbrugere på markeder der er langt mere lukrative end det danske og altså også langt fra både den danske forbruger, stjernekok og  diskussionen om kvalitet. På de internationale markeder sælges danske fødevarer som kvalitetsprodukter, men prisens konkurrence-dygtighed er naturligvis også vigtig. Derfor kan man med nogen ret sige, at omend der er væsentligt flere produkter at vælge imellem i de danske supermarkeder, så er stillingen omtrent den samme.

Et interessant spørgsmål i den sammenhæng er om interessen for kogebøger og madprogrammer på et tidspunkt vil afspejle sig i et mærkbart ønske fra forbrugerne om anderledes, dyrere og mere 'gastronomiske'  fødevarer på hylderne. Det er vel i sidste ende svaret på det spørgsmål, der vil afgøre om 'stillingen' ændrer sig i fremtiden.  

Det Gastronomiske Akademi? Ja de eksisterer den dag i dag, men kampagnen i 60erne for bedre fødevarer led et knæk, da 'de gled i smørret'. Formanden kom for skade for at deltage i en tv-reklame for Lurpak, hvilket selvsagt virkede noget besynderligt i lyset af hans selskabs kritik. Landbruget var da heller ikke sen til at benytte lejligheden til at påpege det, og manden mistede troværdigheden i medierne.

Udsigt til fald i landbrugets indkomster og 11 gr. pr dag.

Følgende pressemeddelse er fra Landbrug&Fødevarer 20/6/2914 og derunder et sammendrag af Videnscenter for svineproduktions årsrapport om produktivitet i 2013.

Indtjeningen i landbruget falder i de næste par år, samtidig med at de voldsomme forskelle i indtjeningen mellem driftsgrenene udjævnes. International konkurrence skævvrider indtjeningen i svineproduktionen.       

Det bliver økonomisk lidt dårligere at være landmand i de næste to år. Det gennemsnitlige driftsresultat for en heltidsbedrift forventes at blive på 566.000 kr. i 2014 og 396.000 kr. i 2015. Det vurderer Videncentret for Landbrug og Landbrug & Fødevarer i den nye indkomstprognose.

- Fra 2012 til 2014 ligger driftsresultatet mellem 566.000 og 800.000 kr., dog med stor spredning mellem bedrifterne. Det er historisk set højt, men vi skal huske på, at driftsresultatet både skal aflønne ejeren arbejdskraft og egenkapital. Det relativt høje niveau skyldes høje produkt-priser og meget lave renter. I 2015 forventer vi, at produktpriserne normaliseres, så resultatet kun får støtte af de lave renter, fastslår Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Videncentret.

Faldet i landmændenes samlede resultat skyldes især minksektoren, der må forudse et lavere driftsresultat på grund af et stort dyk i skindpriserne. Men også de tre andre store driftsgrene, mælkeproducenter, svineproducenter og planteavlere bliver ramt af vigende produktpriser. 

- De aktuelle prisforskydninger mellem driftsgrenene er blandt andet et udtryk for, at prisboblerne er ved at blive afviklet. Samtidig nærmer driftsgrenene sig hinanden. I årevis har der ellers været voldsomme forskelle i indtjeningen mellem driftsgrenene, siger Klaus Kaiser.

Udover spredningen mellem de enkelte bedrifter, er der inden for de sidste par år også opstået stor spredning i indkomsterne inden for produktion af henholdsvis slagtesvin og smågrise. Producenter af smågrise har fået markant bedre indtjening end slagtesvineproducenterne.

- Den internationale konkurrencesituation gør, at tyske og polske landmænd kan byde væsentligt mere for smågrisene end danske landmænd. Det skævvrider det danske marked, da prisen på smågrise bliver uforholdsmæssig høj i forhold til prisen på slagtesvin i Danmark. Derved flyttes indkomst fra producenter af slagtesvin til producenter af smågrise. Det gør det samtidig vanskeligt at opretholde produktionen af slagtesvin herhjemme, så slagterierne har råvarer nok, siger Afdelingschef på Videncenter for Svineproduktion, Finn Udesen.

Finn Udesen fremhæver i øvrigt den store usikkerhed om svineproducenternes resultat, der afhænger meget af situationen omkring Ruslands aktuelle importforbud af svinekød fra EU. Den manglende eksport til Rusland koster dyrt på bundlinjen.

Sammendrag af produktivitetsrapport:

Der er for 2013 indsamlet data fra 604 sobesætninger med i alt 411.000 årssøer, 574 smågrisebesætninger med i alt 10,1 millioner producerede smågrise og 650 slagtesvinebesætninger med i alt 4,4 millioner producerede slagtesvin.

Resultaterne er opgjort som gennemsnit af besætninger. Sobesætningerne fravænnede i gennemsnit 30,0 grise pr. årsso, det er en fremgang på 0,4 gris siden 2012. Den gennemsnitlige besætningsstørrelse er nu 680 årssøer i datamaterialet. Den totale pattegrisedødelighed er på 22,3 %. I Appendiks er sofoderforbruget i 85 besætninger opgjort uden poltefoder til 1351 FEso pr år. 

Smågrisebesætningerne producerede gennemsnitligt 17.556 grise pr. år. Der blev opnået en foderudnyttelse på 1,92 FEsv pr. kg tilvækst en fremgang på 0,03 FEsv pr. kg tilvækst siden 2012. Den dagligtilvækst var på 448 gram fremgang på 6 gram siden 2012. Dødeligheden på 2,9 %, som er uændret i forhold til 2012.

Slagtesvinebesætningerne producerede 6.785 grise årligt. Daglig tilvækst var 916 gram pr. dag, en forbedring på 11 gram. Foderudnyttelsen var 2,84 FEsv pr. kg tilvækst, en reduktion på 0,02 Fes pr. kg tilvækst. Døde og kasserede grise var på 3,7 %.

Lubiechowo

 På de 700 ha står der raps, brødhvede, ærter og frøgræs. En ansat sidder og sms'er med kæresten i en GPS-styret traktor, der kører af sig selv. De øvrige  4 fuldtidsansatte er enten i gang henne ved de to gamle depoter, der er ved at blive ombygget til korntørringsanlæg eller reparerer på en gammel sprøjte. En lille flok af løst tilknyttede lokale beboere kommer og går, slår græsset, låner motorcyklen eller hænger omkring på gården. Storken spankulerer side om side med vildsvinene nede ved floden. Naboen inviterer på frokost, der går en lang snor fra en klokke oppe i kirsebærtræet ind i stuen til lænestolen foran fjernsynet. En polsk opkøber kommer forbi og forsøger at få Ditlev til at sælge ham noget korn. Så er prisen på vej op, så ved man, at man skal vente lidt med at sælge, fortæller han.

Lubiechowo er en gård i Polen, i fugleflugtslinie omtrent 10-15 km fra kysten . Ejet af Anders og Ditlev Houmann fra Lolland - og drevet af Ditlev sammen med et hold af lokale. Ideen om at købe jord syd for grænsen kom via en fjern jødisk slægtning, som blev fordrevet fra sin jord i den østlige del af Tyskland tilbage i 30erne og i 90erne fik skødet tilbage. Selv bosiddende i Los Angeles, tog han kontakt til Anders med et ønske om at han skulle udvikle jorden til et rentabelt landbrug. Der var dog ikke udviklingsmuligheder i netop det sted, men ideen var født og efter at have kigget lidt på gårde i øst-Tyskland, kom far og søn plus en tredje investor/kollega til Polen i 1999, hvor de først forpagtede en større gård længere mod Syd.

Udfordringerne med at få produktionen på skinner var en del større end de havde forestillet sig, der var dengang endnu mange omstændigheder i Polen, som vanskeliggjorde driften. Generelt, siger både landmænd og konsulenter, kræver det 5 års dedikerede investeringer, før produktionen begynder at give overskud. Ditlev fortæller at rigtigt mange danske og udenlandske landmænd har opgivet ævred over årene, engang mødte man altid en håndfuld på færgen, i dag møder man ikke nogen. Blandt de der har holdt ud er de fleste i dag enten bosat i Polen og/eller har ansat en dansk driftsleder, der bor fast på ejendommen.

At landmændene har opgivet eventyret i det polske kan dog også have to andre årsager, som ikke har noget med standhaftigheden at gøre: Den finansielle krise, hvor danske banker blev delvist tvunget af Staten til at trække sig ud af udenlandske landbrugsinvesteringer (fortæller landmændene) og kombineret med at gården hjemme i Danmark måske var presset, så valgte mange at trække sig ud af Polen, men det betød ikke nødvendigvis et tab. Jordpriserne er steget støt siden murens fald (også i kriseårene) og mange danske landmænd fik en stor fortjeneste på blot at have forpagtet eller købt jorden det ene år og solgt igen nogle år senere. Forandringerne fra dengang i 90erne til nu er enorme og især efter medlemsskabet af EU, er det polske samfund blevet opgraderet i en svimlende fart. Der er dog stadig lang vej op til en dansk levestandard og især ude på landet kan man stadig finde reminiscenser af fortiden. Det gælder i særlig høj grad landbruget, hvor en strukturudvikling som i Danmark endnu ligger et stykke ude i fremtiden, og er et erhverv som hverken har en moderne forvaltning, videns-institutioner og uddannelsesmæssige muligheder eller finansielle kapacitet til at gennemføre en industrialisering. Polen har 2,4 mio fuldtidsbedrifter på gennemsnitligt 7 ha. !! I Europa er det kun Rumænien der har flere landmænd. Det betyder selvsagt også at de polske landmænd udgør en vigtig vælgergruppe og at landbrugsspørgsmål spiller en vigtig rolle både indenrigspolitisk og i Polens EU-engagement.

I 2001 solgte de 3 Lollændinge forpagtningen videre til den danske driftsleder de havde ansat og flyttede længere mod Nord, til Lubiechowo, hvor de havde muligheden for, gennem stråmænd, at købe 700 ha. - og hvor klimaet er bedre for planteavl.

Udover at være en relativ lille landbrugsbedrift set i forhold til andre udenlandske investorer,  så er Lubiechowo også atypisk idet at jorden er ejet af Houmann-familien fremfor forpagtet.

I Polen er en stor del af landbrugsjorden stadig ejet af staten og den statsejede jord bliver solgt på auktioner, hvor kun polske statsborgere har adgang - udenlandske statsborgere kan hverken købe eller eje den. Der er mange mellemregninger i transformationen fra kommunisme og kollektivt ejerskab til landbruget og frem imod at være et markedsøkonomisk medlem af EU,  og det kræver advokatbistand at få indsigt i de juridiske rammevilkår for landbrugsdrift, men udgangspunktet for at forstå situationen er et polsk ønske om at beskytte de (talrige) lokale landmænd i konkurrencen med mere velstående kollegaer fra andre lande. Og så er der den historiske detalje man ofte bliver gjort opmærksom på dernede: at der har været en berettiget frygt for at tyskere ville opkøbe store dele af de tidligere tyske egne af Polen - den del der hedder Pommern og som der stadig er en nulevende tysk generation der husker fra deres barndom. Derfor skal der indgås en ikke-juridisk kontrakt med en polsk proforma-ejer, som går på auktionen og derefter sælger jorden videre til investorerne. Denne finte er dog ikke undgået myndighedernes opmærksomhed, sådan at de i dag har en meget fintmasket screening af enhver (polak), der ønsker at købe jord. Det er mit indtryk at de fleste investorer derfor har valgt at forpagte jorden, dermed undgår man både problemer med myndighederne, at blive upopulære blandt naboerne eller at den polske stråmand, der har købt jorden for investorenes penge, 'pludselig' får ejerfornemmelser. Noget som Anders, kompagnonen og Ditlev også oplevede og kun gennem snarrådighed kom godt ud af. Men ejerskabet betyder at investeringerne er sikret og at den mellemliggende prisstigning på jorden, har konsolideret deres samlede egenkapital - og, siger Ditlev, også sikret at gården på Lolland ikke blev mistet, da økonomien så værst ud. Finanskrisen ramte nemlig også Houmannfamilien hårdt. I 2008 bad deres kompagnon om at blive købt ud og de penge det krævede, blev, efter råd fra bankdirektøren, optaget som lån i tvivlsomme valutakurs-spekulationer. Det var en økonomisk svær tid men de klarede skærene.

 Forpagtningen byder også på sine problemer. Den polske stat har valgt at indbygge nogle lidt specielle forpagtnings-klausuler, der tillader staten at trække op til 30% af arealet ud af en eventuel forlængelse. Det vil i praksis sige at staten ved hver genforhandling af forpagtningerne kan appropriere den bedste landbrugsjord fra de udenlandske investorer, uden at give en sloty for alle investeringerne. Jeg har ikke selv undersøgt denne historie nærmere, men flere landmænd dernede nævnte det og Ditlev kunne fortælle at hans nabo, en tysk landmand der netop havde oplevet dette forpagtnings-tyveri, var blevet så rasende at han efter 15 år i Polen nu ville rejse hjem til Hannover.

 Det politiske klima i Polen er i øjeblikket præget at landets økonomiske vækst og deraf følgende selvsikkerhed, hvilket har medført en voksende nationalisme og utilfredshed med udlændinge, der ejer eller forpagter landbrugsjord. De polske landmænd udgør som sagt en betydelig vælgerandel og når de for tiden kører rundt med flag på traktoren, betyder det både noget på  den indenrigspolitiske dagsorden, men også for de danske og udenlandske landmænd og investorer, der må navigerer strategisk i det nationalistiske klima. Det afholder dog ikke udenlandske investorer fra at sætte sine penge i landbrug i Polen, på et ERFA-møde med de danske landmænd i regionen, kunne jeg bl.a. høre om hollandske Rabo-bank, der investerer anseelige (amerikanske) pensionsmidler i fødevareproduktion i Polen, Rumænien og Lithauen. En anden stor spiller er danske Axzon, med aktiver i Polen, Rusland og Ukraine. Man kan dårligt tale om dansk landbrugsproduktion i Polen uden at tale om Poldanor. Historien om Tom Axelgårds busfuld af danske svineproducenter, der tog til Polen i 1993 og den efterfølgende investering, ekspansion og succes, er i dag blevet kanonisk dansk landbrugshistorie. Poldanor som startede hele det polske eventyr ligger i dag inde i moderselskabet Axzon Group, og er vokset fra det rene ingenting til at drive 26.500 ha., producere små 800.000 svin om året og have en omsætning på tæt på 1,5 mia. €. Selskabet ejes i dag af mange forskellige investorer, men ca. 84% af aktiekapitalen ejes stadig af de oprindelige ca. 90 svineproducenter fra Danmark.

Hermed tegnes også konturerne af to meget forskellige typer landbrugsrelateret engagement i Polen. Den eventyrlystne danske landmand, der ønsker at opbygge og udvikle; nyder at tage udfordringen op med alle de besværligheder der møder een på 'prærien' - samt at være en del af lokalsamfundet. Og investoren, der med kløgt og indsigt placerer sine penge i en produktion han selv forstår indefra og ud, men som ikke nødvendigvis har andet engagement end afkastet. Ditlev og Anders hører til blandt de førstnævnte.

"Man bliver også grebet af det", siger Ditlev, "det var egentligt meningen jeg skulle være her 2 år og så hjem igen. Nu tænker jeg, at jeg ikke kommer hjem. Jeg ved jeg ikke kan komme hjem og drive landbrug på Lolland ligesom min far...det kan ikke blive ligesom det var, normalt gjorde vi alt sammen selv, såede og høstede, men da jeg var mere hernede, så startede vi med at arbejde sammen med et nærliggende gods, så såede de og vi høstede, så kunne vi købe en stor roeoptager i stedet for de to små vi havde, men det endte jo med at far bare kørte rundt i sin bil og kiggede på at det blev dyrket og til sidst havde vi bare en mand ansat, selvom det blev større og større blev der færre og færre ansatte, så forpagtede han jorden til dem og i dag er de også for små, de har 600 ha. og en forvalter og kun nye maskiner, det er helt sindsygt, men det er bundlinjen der tæller...men det sjove er jo at der ikke er brug for nogen, der bliver ingen ansatte....vi kunne måske have købt 100 ha til derhjemme, men vi valgte at købe 1000 hernede...det er bare nemmere at udvikle et landbrug her, hvis man har 10 mio derhjemme så batter det ingenting, det kan ikke ændre min hverdag, men hernede..."

                                                  Gårdspladsen i Lubiechowo

                                                    På vej gennem landsbyen

                                           Erfa-møde, danske landmænd ser på jordkvalitet

                                            Tre Lollændinge tager bestik af forårets virke

                                           Lubiechowo med det nye korntørringsanlæg

Jejsing I/S

Günther og Christa Lorenzen bor i dag på Frederiksgård, en smuk ny-istandsat gård midt i Draved skov - hvor kursuser med omdrejningspunkt i antroposofien, er blevet en voksende del af arbejdslivet og på sigt gerne må blive hovedaktiviteten. Frederiksgård ligger små ti kilometer fra bedriften på Langmosegård, som ligger nær grænsen til Tyskland.

På Langmosegård er der malkekøer, og mens jeg var på besøg stod Günther op kl. 3 om natten, kørte ned og malkede og kom hjem og spiste morgenmad ved 9tiden - hvis alt gik som det skulle. Den biodynamiske mælk leveres til Naturmælk og mejeriet har modtaget mange priser for deres produkter.

Om både Günther og Christas liv samt deres udvikling af Jejsing I/S er der skrevet en del artikler, som kommer mere i dybden end den korte vignet-form jeg benytter her. Günther er i dag 61 og vokset op på en større gård i grænseområdet, som en del af det tyske mindretal. Under mit ophold dukkede der mange historier op om de særlige kulturelle omstændigheder, som stadig, men især under Günther og Christas opvækst, gjorde sig gældende mellem dansk-danskere og mindretals-tyskere. Det gav sig blandt andet udslag i hvem der solgte jord til hvem - og i dag er de tyske 'energi-bønder', der med tilskud fra den tyske stat dyrker biomajs og derfor kan betale højere forpagtningsafgift end deres danske kollegaer, en aktuel spænding i grænseregionen.

Günther kommer ud af en landbrugskultur, der endnu indeholdt elementer fra før-industrialiseringen, i hans barndom var det heste der trak maskinerne, der blev malket i hånden og af de fire sønner på gården blev tre af dem landmænd (den fjerde embedsmand i kommunen). Som nummer to i søskendeflokken var det givet at han ikke kom til at arve slægtsgården. Da han havde færdiggjordt gymnasiet, og efter militæret, overvejede han at blive agronom, men skæbnen ville at nogle fjerne barnløse slægtninge gerne ville 'give' deres jord videre til Günther. Han var kun 21 og nu ejer af 80 ha. uden stuehus og driftsbygninger, men med et solidt banklån. Christa og Günther blev kærester kun 3 måneder efter at Günther havde købt ejendommen og hun skulle lige synke en ekstra gang over 'pakken'. De første 4 år var der ingen fridage. Christa selv kom fra et lille husmandsbrug og det virker som om de begge er bevidste omkring at kombinere og kultivere de bedste egenskaber ved den lille drift og fordelene ved det store perspektiv.

Günthers fødegård gik ud af slægten for nogle år siden da den ældste bror solgte ejendommen, der var ikke økonomi hos brødrene eller næste generation til at overtage den gård der havde været i slægtens eje gennem 7 generationer. Den erfaring har naturligt nok været med til at præge indstillingen til strukturudviklingen i erhvervet.

Jejsing I/S er startet på Langmosegård, hvor Günther og Christa, som sagt, flyttede ind i starten af 70erne, lagde om til økologi i 80erne og til biodynamik i 90erne - og altså flyttede fra i 2008.

I 2005-07 indgik Günther og Christa et produktionsfællesskab med naboejendommen og i løbet af de følgende år blev samarbejdet udvidet med tre andre ejendomme, sådan at der i dag produceres mælk, kød, brødkorn, gulerødder, kartofler, æg og honning på de tilsammen små 1000 ha. af de respektive familer plus en lille håndfuld fastansatte. Produktionsfællesskabet er et forsøg på at skabe nye rammer for organiseringen både internt mellem familierne og inspireret af de tanker der ligger i begrebet 'det multifunktionelle landbrug', hvor man mere helhedsorienteret ind- og sammentænker økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter ved fødevareproduktionen; og eksternt for at gøre 'generationsskiftet' økonomisk muligt og kulturelt interessant. En del af denne omorganisering fordrede også at de flyttede fra Langmosegård, således at der ikke bare mentalt blev givet slip på ejerskabet, men også fysisk blev gjort plads til Jejsings nye andelslandmænd.

Som Günther formulerede det:  

"Hvis vi skal arbejde anderledes, med andre ejerformer, så er vi nød til at organiserer os anderledes (...) så skal vi tænke i helheder, vi kan faktisk ikke løse generationsskiftet uden at løse ejerskabsforholdet og gøre det interessant for de unge(...) f.eks vores forhold til forbrugeren (...) et paradigmeskifte, det er det vi vil."

Günther har blandet sig i meget, både landbrugsfagligt, -politisk og organisatorisk, jeg mødte ham f.eks. også til mødet på Samsø, og hans landbrug, engagement og dispositioner er som nævnt beskrevet i flere artikler, som redegør for, de ofte meget personlige bevæggrunde for omlægninger og initiativer, men også hans faglige initiativer i Jejsing-regi for at sikre bedre dyrevelfærd, økonomi og højere kvalitet i produktionen. Og altså senest også hans engagement i at finde løsningsmodeller for generationsskifte-problematikken. I den kommende weekend vil Günthers seneste projekt blive præsenteret i medierne, så vidt jeg forstår har Politiken fået eneret på, som de første at bringe historien. Så dér kan man altså læse om en af 'landbrugets fremtider' på Lørdag, men nyheden vil antageligt blive bragt i mange flere medier i den kommende tid.