De nye kommissærer

Hvis du er interesseret i at få et indtryk af hvem EUs nye kommissær på landbrugsområdet er, så kig med Torsdag morgen kl. 9 - hvor han skal svare på spørgsmål fra parlamentet. Link her.

Hvis du læser dette Tirsdag morgen, så er Litaueren Vytenis Andriukaitis, den nye kommissær for Sundhed og Fødevaresikkerhed i den varme stol. Se live med her.

Alle høringerne ligger på nettet, så man kan også streame dem når man har tid. Bemærk at tolke-funktionen desværre ikke er på dansk, men engelsk, fransk og tysk og aktiveres i det lille 'tale-boble' tegn i vinduets nedre højre hjørne.

Igår var det Cecilia Malmström omkring EUs handelspolitik, også et emne der gentagne gange kom ind på landbrugets forhold qua den nye frihandels-aftale med USA og situationen i Ukraine. Link.

Isenkræmmeren og selvejet

"Landbruget er fuldstændig afhængig af at finde nye finansieringskilder, fortæller Caspar Rose, investeringsekspert og professor på CBS. Derfor bør danske landmænd hilse, i hvert fald nogle af, de investeringsvillige fonde velkommen." (Artikel om selvejet)

Mine venner havde splejset til en saftpresser i anledning af min fødselsdag. Det kom sig af en lidt komisk-ironisk oplevelse på Økologisk Landsforenings årsmøde i Horsens i år. Arrangørerne havde ønsket at lufte stemingen lidt efter de mange taler. Det blev gjort med noget let underholdning - i den senmoderne afdeling, tror jeg godt man kan sige.

Først gjorde Rytteriet sig vittige (?) med så mange platte hentydninger til sex som overhovedet muligt og derefter kom livsstils-fænomenet Mads Bo hoppende energisk ind på scenen og gjorde reklame for at drikke friskpresset saft. Han fortalte og gestikulerede teatralsk om de stakkels grønsager ude på marken, der skulle kunne karate, for overhovedet at overleve de hårdføre levevilkår. Og denne karate-overlevelsesfaktor gjorde dem ekstra livgivende at drikke. Efter at Mads Bo havde skabt sig, så bød han og hans team dog heldigvis på et glas friskpresset saft. Saften smagte vidunderligt og hjalp til at vi kunne grine lidt af ham spradebassen. Næste dag - da de fleste var plaget af tømmermænd efter nattens fest - fik Mads Bo revanche,  nu ville man give sin højre arm for et glas friskpresset saft, og den ironi fik mange milde smil frem på læberne. Jeg hørte sågar to ældre økologer, der havde krummet tæer under saft-reklamen, sidde og snakke om hvordan de skulle overtale konen til at investere i sådan en saftpresser. Genfortællingen derhjemme gav sig altså udslag i at jeg fik en saftpresser i fødselsdagsgave.

Desværre var låget i udu. Jeg måtte op til isenkræmmeren og bede ham udskifte det. Han bestilte så også et nyt låg, som tog en lang måned for at nå frem, og da det så endeligt var der, var det også i stykker. Du får bare et låg fra en af de maskiner jeg har på hylden, sagde den venlige og forlegne isenkræmmer. Men det havde nøjagtig den samme fabrikationsfejl. Der var altså angiveligt et helt parti saftpresser-låg med samme problem og isenkræmmeren og jeg var nu i samme båd. Der blev derpå bestilt flere nye låg.

Men gudhjælpemig om ikke - da den alt for lange ventetid var ovre - at de havde sendt de forkerte låg! I sin beklemthed over den ringe service, følte isenkræmmeren trang til at dele problemets kerne med mig.

"Ja det skyldes altså at firmaet ikke længere er ejet af ham der stiftede det, det er blevet overtaget af nogle aktionærer, og de ønsker ikke at have reservedele liggende på lager. Nu skal hver ny del, der efterbestilles, hentes hjem fra Kina.

Ja, det er dårlig service, men det er de samme investeringsfonde, der ejer alle de store køkkenmaskine-producenter. De køber firmaerne, fyrer medarbejdere, rationaliserer og er kun ude efter een ting, nemlig at tjene penge til deres aktionærer - og så de er ligeglade med om kunden føler sig dårligt behandlet, for selvom han skifter mærke/producent, så er det ofte stadig dem der tjener pengene. Det går ud over kunden men også sådan nogle som mig, der ikke kan give kunden den service jeg ønsker, og når jeg mister en kunde så mister min butik omsætning og.....men hvad kan jeg gøre, det er over hele linjen den vej det går, der er efterhånden ikke nogen firmaer man kan handle med, hvor det ikke er den der profit-hungrende aktionær, der bestemmer handlens kvalitet."

Sådan sagde min isenkræmmer. Med en alvor jeg først ikke rigtigt forstod.

Men det fik mig til at tænke på konsekvenserne af at opgive selvejet i landbruget.

Den danske regering, eller rettere de forskellige danske regeringer og seks forskellige fødevareministre siden årtusindskiftet, eksperter samt visse kredse i landbruget, har argumenteret vedholdende for, at der mangler ekstern kapital i erhvervet. Både til at investere i stordriftsfordele, fasilitere generationsskiftet og ikke mindst fordi der i en årrække har været en negativ re-investering i landbruget. Produktionsapparatet er i fare for at blive nedslidt og utidssvarende. Med penge fra investeringsfonde kan dansk landbrug igen få gang i hjulene, eller 'væksten' som de gerne siger på de bonede gulve.

Jeg har i et tidligere indlæg citeret Torben Andersen (Dansk Farm Management),  ophavsmanden til den nye pensions-fonds investerings-model,  som i øvrigt forsøges kalkeret i en særlig økologisk model, for at sige at pensions-ejerskabet var den ultimative demokratisering af gevinsterne ved konjunktur-stigningerne. Og at landbrugets regulering, hvilket i denne sammenhæng nok betyder noget med 'overimplementering',  ville blive set helt anderledes på, når Danmarks kommende pensionisters sparepenge var investeret i landbruget. Med andre ord, det at nogle danske aktionærer kommer til at eje landbrugsjorden vil få den positive konsekvens, at landbrugets ve og vel vil have betydning for en bredere befolkningsgruppe end i dag.

Landmanden er selvfølgelig også interesseret i afkastet og det kan vise sig, som Torben spåede, at samarbejdet resulterer i en positiv synergi-effekt. Men hvad hvis landmanden kommer ind i en periode med dårlige priser, eller at økonomien omkring erhvervet ændrer sig -  eller at gården bliver for dyr for et privat ejerskifte/generationsskifte? Hvad hvis rammerne forskubber sig og pensionsselskaberne må skifte fokus - hvem kan de sælge til? Hvor meget samfundssind har pensionsselskabet og hvor meget har de råd til at have, når det er fremtidens pensionisters penge der er på spil?

Pensionsselskaberne har indtil videre investeret lige over en halv mia. Det svarer til 8 gårde og er en ganske lille promille af kapitalbehovet.

Hvad hvis det er udenlandske investeringsfonde, vi taler om?  Hvor landmanden kun er lønarbejder i et fødevareproduktions-konglomerat, som investeringsfonden ejer. Her gemmer sig vel netop den fare, at udviklingen kunne få samme resultat, som isenkræmmeren fortalte: at aktionærer - og vel først og fremmest, dem der forvalter pengene! - ønsker den bedst mulige forrentning af deres investeringer, og derfor kun er interesseret i ét: afkastet på den korte bane. Alle andre omstændigheder er sekundære. Så bliver tidshorisonten for både produktion og reproduktion bestemt af markedets priser og alle omkostninger forsøgt barberet væk. Problemet er selvfølgeligt at man med ejerskabet deponeret hos aktionærerne følger markedets op og nedture i ganske korte intervaller - samt at  eksternaliteterne: fødevare-sundhed og sikkerhed, lokale prioriteter, miljø, natur og klima kan blive forhindringer for at tjene flest mulige penge, hvilket en aktionær, der sidder på den anden side af jorden, ikke ønsker at lade sig begrænse af. I dette tilfælde vil det være samfundet, skatteyderne, der kommer til at betale prisen for sundhedsudgifterne og de ødelagte herlighedsværdier.

Vores frie markedsøkonomi og den dertilhørende investeringskultur er jo netop baseret på den konstante jagt efter store eller små profit-marginaler, en flygtighed der harmonerer dårligt med landbrugets stofskifte. Man kan med rette frygte at alle muligheder for at udnytte systemet vil blive afsøgt af investorerne. At myndigheder i 'svage' lokalområder vil blive udsat for pres/ lokket af kortsigtede gevinster. For her har dansk landbrug allerede vist vejen.

Da de mange aktionær-ejede landbrugs-investerings-fonde holdt sit indtog i øst-Europa blev landområderne lovet beskæftigelse, bedre infrastruktur samt investeringer i ny teknologi, der ville være til gavn for hele regionen. Men ny forskning viser her 25 år efter, at det kun sjældent har haft den effekt, som man håbede - ja ofte har investeringen bidraget til øget arbejdsløshed på grund af rationaliseringerne. Et andet problem, samme rapport peger på, er ejerskabs-konstruktionen. "(...) Ingen ved rigtigt hvem der ejer hvad, en person i England kontakter en person i Tyskland, som kontakter en person i Slovakiet: finanskapital, juridisk know-how og netværk samt lokal stråmand. Det skaber en øget uklarhed omkring ejerskabs-relationerne. Uklarheden fostrer mistro og mistænksomhed i lokalsamfundene."

En anden international forskningsgruppe har set på betydningen af forskellige ejerskabskonstruktioner - i forbindelse med samarbejdet mellem det offentlige og private lodsejere. Det gælder f.eks. når ny forvaltning af natur-resourcer, nye miljø- og naturstrategier/reguleringer f.eks. eksperimenter med kombinationer af landbrug og naturpleje - eller udvikling af landskabsforvaltning i større skala, som f.eks. den nye kommune- og naturplan, skal lovgives og implementeres; så har det vist sig at netop det lokale ejerskab er helt centralt for hvordan disse forsøg på forandringer lykkedes.

De lokale myndigheder, i rapportens seks cases, har, hvis landbrugsdriften og jorden ejes af store 'ejerløse' investeringsfonde, siddet tilbage med afmagt, miljøproblemer og en gryende utilfredshed hos deres vælgere.   

I sidste ende kan man også i Danmark risikere at stå med stor lokal arbejdsløshed, et landskab ejet af hvem-ved-hvem, forurenet miljø i nogle affolkede landområder og ingen steder at få byttet den grønsag, der aldrig lærte karate.

Fra Plantekongressen 2014

Fra Plantekongressen 14-15. januar 2014 i Herning Kongrescenter.

(Følgende er baseret på de notater jeg hastigt skrev ned under sessionerne, der kan derfor være indsneget sig unøjagtigheder.)

Session 43: Formanden og Direktøren i de varme stole.

Formand/Gårdejer Torben Hansen, planteproduktion Landbrug&Fødevarer.

Direktør Ivar Ravn Videnscenter For Landbrug.

Moderator Henrik Lisberg chefredaktør Landbrugsmedierne.

ca. 100 i salen.

Vox populi i salen:

 Skal landbruget gå med til at bruge mindre kvælstof på særligt følsomme områder for til gengæld at få lov at gøde optimalt på det meste af landbrugsjorden?

Ja 85%        Nej 13%    79 stemte.

Torben: havde ventet det diametralt modsatte - vi skal ikke reducere mere kvælstof under nogen omstændigheder. Tror ikke på normerne, fagkundskaben har vist at det behøver vi ikke holde os til.

Lisberg spørger: hvad siger du til at Jørn Jespersen (Formand for Natur- og Landbrugskommissionen) siger give and take til landbruget.

Torben: NEJ - vi skal øge vores produktion med 20% - overliggeren skal hæves.

Ivar: Er til dels enig med Torben, men vi må reducere der hvor det batter (og ingen overordnede normer). Der skal være en stor samlet gevinst for erhvervet ellers gider vi ikke! Men vi skal fortælle en god historie.

Lisberg forsøger at  holde fast i hvad holdningerne konkret er til Nitrat-direktivet, mens Ivar taler udenom i lange New-speak fraser.

Torben: Vores opgave er at give den fuld gas, ikke at gå ud og undergrave vores egne argumenter.

Ivar: Vi må igang med at gøde noget mere, og så se på faktorene hen af vejen....vi tror på en anden løsning inden 2016. Vi må af med overimplementeringen.

Torben: Vi kan ikke leve med det kvælstof-regime!

Vox populi i salen:

Udbytterne skal stige med 20% - er det realistisk på din mark?

Ja 33%   Nej 61%      75 stemte

Torben: Hvis får højere afgrødepriser kan vi nå meget.

Lisberg: Udbytterne er overhovedet ikke steget på 20 år, og så bom, ny formand og så skal vi stige 20% - hvad snakker vi om konkret?

Torben: Der er altid nogle håndtag at trække i og strukturudviklingen vil buldre derud af. Teknologi og plante-forædling vil hjælpe os.

Ivar: der er et drift-leder potentiale - uanset urimelige rammevilkår - og vi ser en enorm variation.

Lisberg: Har i bevis for at de større planteavlsproducenter er bedre end de små?

Ivar: Nej - men sådan burde det være.

Spørgsmål fra salen: Madsociolog: Hvad får jeg ud af at I får lov til at gøde mere, vil maden få bedre kvalitet?

Ivar: På kød nej - på mel ja, proteinet vil stige.

Torben: Hvad er kvalitet - det kan man ikke svar på. Men vi står for 24% af eksporten, det skaber velfærd. Økologi er ikke bedre.

Vox populi i salen:

Rådgivningen er for dårlig?

Ja 53%     Nej 28%       75 stemte

Ivar: Der mangler specialiserede på kontorene, det haster med en oprustning. Der er kun en 4-5 stykker på planteavlslinjen på en årgang på KU.

Konsulent i salen: Vi sander til i regler og kommaer, det kan virke demoraliserende på selv den mest engagerede.

Ivar: Vi mangler at kunne rekrutere fra andre akademiske fag, hele branchen har et image-problem - hvor er lækkerheds-indexet?

Torben: Jeg er helt enig, min søn vil arbejde i banken - vi brokker os nok for meget, vi har jo verdens bedste job.

Lisberg: En jævnt begavet forsker hos Novo får 40-45 tusind om måneden, en dygtig måske 80.000 - kan du matche det Ivar?

Ivar: Arbejdet må organiseres bedre hos konsulenterne.

Lisberg: Et sidste spørgsmål, hvornår er Randzonerne væk?

Torben: (med et stort smil) Et halvt år.

Session 11: Overimplementering  af EU-regler i Danmark ved Lone Saaby, Politisk direktør Landbrug&Fødevarer.

 Ca. 200-300 i en fyldt sal.

Lone: Der er ingen tvivl om at det er et betændt emne, forvaltningskulturen i Danmark skal ændres. De meste belastende overimplementeringer:

Habitatdirektivet

IE-direktivet (miljøgodkendelser til husdyr)

Nitratdirektivet

Krydsoverenstemmelsesreglerne

Lone: Vi mener selvfølgelig at landmændene skal overholde loven, men der skal ikke være dobbelt-sanktionering. Der har været undergødskning på 15% siden 1988.  Vi var nået langt med Hækkerup, vi har sat en deregulerings-dagsorden, men hvis det ikke kan lykkes i Fødevare eller Miljøministeriet kan man måske komme igennem i Finansministeriet. Der mangler retvisende økonomiske konsekvensberegninger.

VFL har beregnet at undergødskning koster samfundet mellem 1,6 og 3,3 mia.

L&F mener at vandrammedirektivet koster 4000 arbejdspladser. Der er politisk lydhørhed for at rulle overimplementeringerne tilbage - efter britisk forbillede.

Vi mener også at vi mangler en oprustning fra EUs side af håndhævelsen af regelsatsen i andre EU-lande, ofte er overimplementering i Danmark faktisk under-implementering i andre EU-lande. Vi ønsker en central koordinering af implementeringerne, vi kunne bedst tænke os at det lå i Finansministeriet, men det kunne også være Erhvervs- og Vækstministeriet.  Vi har besøgt det engelske miljø-ministerium og talt med kommissionen, et princip om En ind- To ud, fjerne dobbelt så mange indtægtsgivende barriere, som man føre ind - det gør de i UK.

Session 41: Sådan opfatter jeg landmænd og danske fødevarer.

Jeanett Dion Amonsen Kommunikationschef i Venture

Leif Nielsen Kommunikationsdirektør i Landbrug&Fødevarer

ca. 100 måske lidt mindre i salen.

Jeanett er blevet bedt af Landbrug&Fødevarer om at give hendes bud på danske landmænds omdømme, her et halvt år efter at L&F har søsat deres store kampagne: fremtiden er ikke så sort som den har været. Hun har selv givet sit indlæg titlen: Er landbruget blevet mere nice?

Først tegner hun et billede af en (hyklerisk?) forbruger der udviser stor frygt for gift og sunhedsskadelige stoffer i fødevarerne, men som dog altid vælger den økonomiske gevinst ved de billigste indkøb.

Hendes karakteristik af den danske landmand: Travle, hårdtarbejdende, diciplinerede, bekymrede, velhavende og udnytter øst-europæisk arbejdskraft, EU og staten til sidste blodsdråbe. Derudover ligeglade med miljø, klima, drikkevand og meget egoistiske. Kulturelle ignoranter og fordomsfyldte konservative gamle mænd.

Hun havde bedt sine 800 facebook-venner om at skrive hvad de synes om dansk landbrug og reaktionerne var meget negative. Konklusion: Dansk Landbrug er overhovedet ikke blevet mere nice!

Leif Nielsen fortæller om sit mangeårige arbejde med at forbedre landbrugets anseelse. Vi sadlede om i 2009, vi var stort set blevet kørt fuldstændigt af banen realpolitisk. Renomeet var på nulpunktet i 1996-98 - hummerdød, vandmiljø osv. Han viser en af fremtiden er ikke så sort-reklamerne. Kan vi tale os til et godt omdømme?  Han indskærper for os at man kan opnå ufatteligt meget politisk i dette land med den rette strategi. De 60 mio. kr.  kampagnen har kostet er givet godt ud. Vores omdømme er blevet 17% mere positivt og i dag mener 48% at landbruget er godt. 77% husker og accepterer kampagnens budskab. Meget selvtilfreds.

Spørgsmål. Alle gik lige i flæsket på Jeanett, som om at hendes budskab kunne modbevises hvis man bare skældte hende tilstrækkeligt meget ud. Flere gange blev problematikken om at få forbrugeren til at forstå videnskabelige fakta bragt op. Men som Jeanett sagde: Landskabet er i modstrid med budskabet.

Jeg deltog også i session 73: Naturpleje som vindersag, session 9: De økonomiske konsekvenser af EU-reformen, session 38: Drift og køb af lanbdrug i udlandet, session 61: Planter og mikro-organismer  - venner eller fjender?

Træk af den økologiske jordrifts historie del 4

»Den store opgave for de radikale – som for S, SF, Danmarks Naturfrednings-forening og andre med grønt sindelag – bliver at få landbruget til selv at ville den store nødvendige omstilling. Og at få det politiske flertal på Christiansborg til samtidig at ville de fundamentale ændringer af landbrugspolitikken og styringsmidlerne, som skal til for at gøre omstillingen økonomisk attraktiv.« (Leder i Information 10.5.1990)

I en tid præget af økologisk medvind hos både forbrugerne, politikkerne og i medierne, udsendte Landsforeningen af Økologiske Jordbrug (LØJ) i april 1991 en handlingsplan: Økologisk Jordbrug - den bæredygtige løsning. Handlingsplanen er både et seriøst og veldokumenteret bud på fordelene for samfundet ved omlægning til økologi og et ideologisk kampskrift imod ulemperne ved den konventionelle dyrkningsform. Når man læser handlingsplanen og reaktionerne på den med nutidens øjne, er det tankevækkende hvor kontante økologerne er i deres kritik i forhold til i dag - og at den reaktion der kom på handlingsplanen fra den konventionelle del af erhvervet, var så famlende og mest bestod af beskyldninger om regnefejl. Politisk mødte den velvilje og uden at kunne påvise nogen direkte sammenhæng var den vel med til at gøde jorden, både for flere forskningskroner til økologien, Brugsens øko-uge og det lidt senere Bichel-udvalg, der skulle undersøge konsekvenserne af en fuldstændig udfasning af sprøjtemidler - samt at de konventionelle landboforeninger fandt det nødvendigt at indgå i en mere præventiv pressehåndtering af landbrugsrelaterede spørgsmål.

I slutningen af 1980erne og starten af 1990erne blev den danske forskning i økologisk jordbrug mest udført på private bedrifter og i langtidssædskifteforsøg på forsøgsstationer rundt om i landet med fokus på mælkeproduktion og sædskifter. Både regeringens Aktionsplan for økologisk jordbrug og den nationale strategi for jordbrugsforskning pegede i 1992 på at forskning i økologisk jordbrug skulle have højere prioritet og de eksisterende strukturer styrkes. De foreslog at den forstærkede indsats kunne opnås ved at etablere et center på tværs af forskningsinstitutioner og forskningsdiscipliner. Der skulle dog endnu gå nogle år inden det blev til virkelighed.

Det var iøvrigt også i 1991 at Det Økologiske Råd blev stiftet, en stadig aktiv spiller i landbrugs- og miljødebatten.

Økologiens V-dag i Danmark kan med nogenlunde soberhed dateres til uge 29 1993, hvor Brugsen - i tæt samarbejde med det nystiftede Thise mejeri - lancerede en rabat på  økologiske mejeriprodukter (samt udvalgte brødprodukter). Pernille Søeborg, der var leder af kampagnen dengang, fortæller hvordan at samarbejdet kom istand ikke så meget på grund af efterspørgslen eller at Brugsens direktion var ivrige økologer, faktisk købte ingen af de implicerede selv økologiske varer da kampagnen gik igang, men simpelthen fordi det var en god ide, sjovt at kick-starte noget helt nyt og at nogle ildsjæle bakkede op. Der var desuden en uudtalt sympati internt i brugsforeningen for det nystartede mejeri, da MD foods (som Arla dengang hed) havde spillet tilstrækkeligt brutalt med musklerne, til også at skabe sig nogle mindre gode venner i detailhandelen. Kampagnen var ikke bare en succes, det blev en kæmpe succes. Salget af økologisk mælk lå på 5% i uge 28 og andelen bare og steg og steg i både uge 29 og i ugerne efter for at stabilisere sig omkring de 25%. Hylderne i køledisken var tomme midt på dagen og efterspørgslen oversteg langt udbuddet. Det var dog primært i de større byer, ude på landet var økologien stadig en fremmed fugl. Der var på dette tidspunkt ikke rigtig nogen konkurrence på området, det var ikke sådan at kunderne skulle hentes ind fra andre supermarkeder, eller at de kunne købe deres økologiske mælk et andet sted, der skulle gå endnu 3 år før MD kom på banen og 10 år før Dansk Supermarked for alvor begyndte at sælge økologi, og så havde og har kunderne i Brugsen/Coops butikker - det har mange målinger vist - større interesse og engagement i samfundsspørgsmål end kunderne i konkurrerende butikker. Den personlige kemi mellem det lille nordjydske mejeri og kampagne-medarbejderne og den uventede succes, giver stadig de implicerede julelys i øjnene, "hvis der er een ting jeg vil tænke tilbage på i mit arbejdsliv så er det det" fortæller Pernille Søborg i dag. Thise er siden vokset gevaldigt, men Coop forbliver Thises største handelspartner, med en andel på næsten 70% af al mejeriets afsætning.

I 1995 anbefalede en kommision at opprioritere forskning i økologisk jordbrug med henblik på at lette omlægningen og øge den økologiske produktion, og derigennem tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel. Denne plan foreslog også at etablere en dedikeret økologisk forsøgsstation. På den baggrund tog fødevareministeriet initiativ til at etablere Forskningscenter for økologisk jordbrug (FØJO) i september 1995. På samme tidspunkt blev der afsat 100 mio. kroner til økologisk forskning og udvikling i perioden 1996 – 1999.

I juni 1996 kom så MD foods noget fodslæbende på banen. Men uanset hvordan man vender og drejer historien om økologien i Danmark, så er introduktionen af MDs økologiske mærke Harmonie og den markant højere afregningspris til de økologiske mælkeproducenter mejerigiganten nu tilbød - med det udtalte formål aldrig at mangle øko-mælk, den enkelte begivenhed, der har haft størst indflydelse på økologiens udbredelse i Danmark.

Rigtigt mange konventionelle mælkeproducenter lagde om lokket af den bedre økonomi, som MD nu tilbød. Med et tigerspring steg antal økologiske husdyr og antal økologisk drevede hektar. Nu var det blevet acceptabelt, også ude på landet, at være økolog.

Over 600 landmænd søgte om økologisk autorisation i foråret 1997 og det var primært i Jylland at MD-omlægningsbølgen slog igennem. Bedriftsstørrelsen blandt økologer er mere end dobbelt så stor her som på øerne - og de jydske bønder stod i 1997 for 75% af det økologiske landbrugsareal. Det er på grund af Arlas øko-mælkeproducenter, at en økologisk landbrugsbedrift i dag er gennemsnitligt større end en konventionel, hvor underligt det end kan lyde.

Pludselig var økologien blevet om ikke big business, så i hvert fald business.

Det giver sig også udslag i at De Danske Landboforeninger samme år beslutter at oprette et økologisk arbejdsudvalg, der udelukkende skulle arbejde med politiske spørgsmål, som formanden, den koventionelle planteavler Niels Th. Ilsøe fra Roskilde, udtrykte det i maj 1996. I forbindelse med det politiske forlig om støtte til økologisk forskning, omtalt ovenfor, udtalte den nye formand i november samme år:

"Formanden for De Danske Landboforeningers økologigruppe, Niels Th. Ilsøe, er betænkelig ved udsigten til mere støtte til økologisk dyrkning. Det stemmer ikke overens med de politiske ønsker om omstilling til markedsøkonomi, at der nu skal gives mere støtte til økologi, sagde Niels Th. Ilsøe ved et temamøde forleden om dansk planteavl år 2000."

Ikke desto mindre er det gradvist lykkedes den konventionelle lejr, at etablere en politisk situation og offentlighedsdebat, hvor økologernes holdninger ofte blive repræsenteret af Ilsøes arvtagere på Axelborg.

Det var også i denne periode at LØJ fik vokseværk. Et tidligere bestyrelsesmedlem fortalte mig med en kritisk brod, hvordan det havde oplevedes, at blive valgt ind i en bestyrelse for en organisation med kun en håndfuld medarbejdere og en relativ ideologisk homogen gruppe af producenter, til at have et halvt hundrede medarbejdere under sig - næsten alle financieret af eksterne midler og med medfølgende arbejdsbeskrivelser og dermed i realiteten ikke til rådighed for bestyrelsens prioriteter - samt en gruppe af producenter, der ikke længere alle havde noget særligt helligt forhold til økologien. Dette gav sig også udslag i en mildere tone overfor 'kollegaerne' i den konventionelle lejr. De stærke principper fra handlingsplanen blev forvandlet til en mere 'pragmatisk professionalisme'. Det omtalte bestyrelsesmedlem fik mundkurv på når det gjaldt særligt prekære økologiske mærkesager og besluttede at forlade organisationen og er i dag stærkt kritisk overfor ØLs strategier. "Der er ingen gennemslagskraft, man ser aldrig artikler og informationer i medierne, hvor de vigtigste problematikker i erhvervet bliver forklaret fra en økologisk synsvinkel, bl.a. fordi man skal tage hensyn til sine konventionelle naboer", siger eks-medlemmet. Den holdning er meget godt i tråd med nogle af de konklusioner symposiet i Aalborg, omtalt i del 3, nåede frem til. Jeg citerer her igen fra udgivelsen: Økologisk Landbrug mellem historie og principper 2002.  

En tendens til gennem de seneste år at afkoble forbrugerne, hvilket blev eksempli- ficeret ved LØJ’s nye forbrugermagasin (SPIR), som – i modsætning til situationen i foreningens første år – ikke taler til forbrugeren som borger/beslutningstager, men til forbrugeren som kunde.

Hovedparten af deltagerne tilsluttede sig, at medierne havde haft en væsentlig betydning for det økologiske landbrugs vækst gennem 1980’erne. Dette skyldes både datidens formidling af negative historier om det konventionelle landbrugs konsekvenser (primært miljø, dyrevelfærd og medicinforbrug) og positive historier om det økologiske landbrug som mere hensynsfuldt over for dyr, mennesker og miljø. Flere deltagere fandt, at mediernes betydning i de seneste år nærmere har været negativ for det økologiske landbrugs udvikling.
Nogle deltagere fremhævede, at de økologiske fortalere havde været for pæne og tilbageholdende med kritik af det konventionelle landbrug. Det blev også påpeget, at der ikke havde været offentlighed omkring modsætninger mellem økologiske og konventionelle organisationer. Ligeledes fremhævede enkelte deltagere, at denne selvdisciplin også gjaldt andre end økologer, og at selvdisciplinen især var begrundet af en yderst magtfuld lobby i tilknytning til det konventionelle landbrug. En deltager anførte eksempelvis, at visse kendte mediefolk ikke tager stilling til fordel for økologisk produktion netop på grund af denne lobby. Endelig påpegede enkelte deltagere, at medierne ikke havde bragt et reelt billede af interne modsætninger i den økologiske bevægelse. Ved at bringe et endimensionalt billede af den økologiske tankegang har medierne lukket for en mere fundamental diskussion om forventninger og værdier – dette gælder både blandt og imellem forbrugere og producenter. Citat slut.

Det kan nemt komme til at lyde som en ensidig kritik af de politiske og faglige kompromisser, som økologerne har indgået siden handlingsplanen, men der er blandt stort set alle de producenter jeg har talt med, bred enighed om at det samlet set har været til gavn for økologien, at sejle under det pragmatiske flag. 

Det var også i halvfemserne at kombinationen af den afkoblede prisstøtte (hektar-støtten, introduceret for at bekæmpe overproduktion), harmonikravet (dyrehold skal matche areal) og svineproduktionens stigende indtjening begyndte at drive jord-prisen op. Noget der fik en stor, for ikke at sige dramatisk, betydning for økonomien i hele landbrugserhvervet og satte blus på strukturudviklingen

I næste og (måske) sidste del, trækkes trådene op til nutiden.

Som en afsluttende bemærkning og dokumentation for hvor langt økologien var nået ved indgangen til halvfemserne, kunne LØJ citere den daværende EF-kommissær for Landbrug Ray Mac Sharrey:


"Organic production uses both land and chemical inputs less intensively. It therefore contributes to reorientation of the common agricultural policy by permitting the achievement of better balance in supply and demand for agricultural products, protection of the environment and maintenance of the countryside."

                                              Fra photo-shoot til Julekort fra Thise 2013