torsdag den 11. september 2014

Ny EU-kommissær for landbruget


Phil Hogan fra Irland bliver ny Kommisær for Landbrug og Landdistriktsudvikling.

Det danske medlem af landbrugs-kommiteen, Venstres Jens Rohde, havde sammen med de fire andre medlemmer af den liberale gruppe i kommiteen blokeret for at den siddende kommissær, rumænske Dacian Ciolos kunne fortsætte og Rohde havde antydet at netop Hogan var denne gruppes bud på en ny kommissær.

Hvilke bevæggrunde der ligger bag blokeringen er mig ukendte, Dacian Ciolos, der har stået i spidsen for den store europæiske landbrugsreform (CAP 2013-2020) har efter mit bedste skøn været en meget kyndig og respekteret kommissær blandt stort set alle interessenter.

Phil Hogan kommer fra en stilling som Miljø- Fællesskab og Lokalstyreminister i Irland, men er nok mere at regne for en 'industriens mand' qua hans mange år som talsmand for netop irsk industri. Han var desuden en kort overgang Finansminister, en stilling han dog måtte trække sig fra. Han har senest stået i spidsen for en omfattende 'kommunal-reform' i Irland, så alt i alt må hans CV siges at passe ret godt til hans nye job. 
Den nye kommissær skal jo først godkendes af parlamentet og selvom det formodentlig er en form-sag, så gemmer der sig i del små-skandaler i skabet. Blandt versérende sager om sexisme og manglende bilag skal her fremhæves, at han i sin tid som Miljøminister har modarbejdet EUs nitratdirektiv hvilket bl.a. har ført til, at Irland har hævet grænsen for, hvor meget gødning, de irske landmænd må tilføre deres marker. De må fra i år tilføre op til 250 kg N pr. hektar, hvor Nitratdirektivets generelle grænse er 170 kg N pr. hektar. 
Phil Hogan er desuden kendt for at være lidt af en klimaskeptiker, som ikke prioriterer målsætninger på klimaområdet særlig højt. 

Landbrug&Fødevarer er ikke overraskende positivt stemt: »Det er glædeligt, og vi er meget tilfredse med Phil Hogan som ny landbrugskommissær. Vi ser ens på mangt og meget omkring EUs fælles landbrugspolitik, og vi er fortrøstningsfulde og forventningfulde i forhold til at få løftet den vækstdagsorden, som er altoverskyggende på landbrugsområdet,« siger Lone Saaby, erhvervspolitisk direktør hos Landbrug & Fødevarer.

Se hans wikipedia-opslag her. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar