Isenkræmmeren og selvejet

"Landbruget er fuldstændig afhængig af at finde nye finansieringskilder, fortæller Caspar Rose, investeringsekspert og professor på CBS. Derfor bør danske landmænd hilse, i hvert fald nogle af, de investeringsvillige fonde velkommen." (Artikel om selvejet)

Mine venner havde splejset til en saftpresser i anledning af min fødselsdag. Det kom sig af en lidt komisk-ironisk oplevelse på Økologisk Landsforenings årsmøde i Horsens i år. Arrangørerne havde ønsket at lufte stemingen lidt efter de mange taler. Det blev gjort med noget let underholdning - i den senmoderne afdeling, tror jeg godt man kan sige.

Først gjorde Rytteriet sig vittige (?) med så mange platte hentydninger til sex som overhovedet muligt og derefter kom livsstils-fænomenet Mads Bo hoppende energisk ind på scenen og gjorde reklame for at drikke friskpresset saft. Han fortalte og gestikulerede teatralsk om de stakkels grønsager ude på marken, der skulle kunne karate, for overhovedet at overleve de hårdføre levevilkår. Og denne karate-overlevelsesfaktor gjorde dem ekstra livgivende at drikke. Efter at Mads Bo havde skabt sig, så bød han og hans team dog heldigvis på et glas friskpresset saft. Saften smagte vidunderligt og hjalp til at vi kunne grine lidt af ham spradebassen. Næste dag - da de fleste var plaget af tømmermænd efter nattens fest - fik Mads Bo revanche,  nu ville man give sin højre arm for et glas friskpresset saft, og den ironi fik mange milde smil frem på læberne. Jeg hørte sågar to ældre økologer, der havde krummet tæer under saft-reklamen, sidde og snakke om hvordan de skulle overtale konen til at investere i sådan en saftpresser. Genfortællingen derhjemme gav sig altså udslag i at jeg fik en saftpresser i fødselsdagsgave.

Desværre var låget i udu. Jeg måtte op til isenkræmmeren og bede ham udskifte det. Han bestilte så også et nyt låg, som tog en lang måned for at nå frem, og da det så endeligt var der, var det også i stykker. Du får bare et låg fra en af de maskiner jeg har på hylden, sagde den venlige og forlegne isenkræmmer. Men det havde nøjagtig den samme fabrikationsfejl. Der var altså angiveligt et helt parti saftpresser-låg med samme problem og isenkræmmeren og jeg var nu i samme båd. Der blev derpå bestilt flere nye låg.

Men gudhjælpemig om ikke - da den alt for lange ventetid var ovre - at de havde sendt de forkerte låg! I sin beklemthed over den ringe service, følte isenkræmmeren trang til at dele problemets kerne med mig.

"Ja det skyldes altså at firmaet ikke længere er ejet af ham der stiftede det, det er blevet overtaget af nogle aktionærer, og de ønsker ikke at have reservedele liggende på lager. Nu skal hver ny del, der efterbestilles, hentes hjem fra Kina.

Ja, det er dårlig service, men det er de samme investeringsfonde, der ejer alle de store køkkenmaskine-producenter. De køber firmaerne, fyrer medarbejdere, rationaliserer og er kun ude efter een ting, nemlig at tjene penge til deres aktionærer - og så de er ligeglade med om kunden føler sig dårligt behandlet, for selvom han skifter mærke/producent, så er det ofte stadig dem der tjener pengene. Det går ud over kunden men også sådan nogle som mig, der ikke kan give kunden den service jeg ønsker, og når jeg mister en kunde så mister min butik omsætning og.....men hvad kan jeg gøre, det er over hele linjen den vej det går, der er efterhånden ikke nogen firmaer man kan handle med, hvor det ikke er den der profit-hungrende aktionær, der bestemmer handlens kvalitet."

Sådan sagde min isenkræmmer. Med en alvor jeg først ikke rigtigt forstod.

Men det fik mig til at tænke på konsekvenserne af at opgive selvejet i landbruget.

Den danske regering, eller rettere de forskellige danske regeringer og seks forskellige fødevareministre siden årtusindskiftet, eksperter samt visse kredse i landbruget, har argumenteret vedholdende for, at der mangler ekstern kapital i erhvervet. Både til at investere i stordriftsfordele, fasilitere generationsskiftet og ikke mindst fordi der i en årrække har været en negativ re-investering i landbruget. Produktionsapparatet er i fare for at blive nedslidt og utidssvarende. Med penge fra investeringsfonde kan dansk landbrug igen få gang i hjulene, eller 'væksten' som de gerne siger på de bonede gulve.

Jeg har i et tidligere indlæg citeret Torben Andersen (Dansk Farm Management),  ophavsmanden til den nye pensions-fonds investerings-model,  som i øvrigt forsøges kalkeret i en særlig økologisk model, for at sige at pensions-ejerskabet var den ultimative demokratisering af gevinsterne ved konjunktur-stigningerne. Og at landbrugets regulering, hvilket i denne sammenhæng nok betyder noget med 'overimplementering',  ville blive set helt anderledes på, når Danmarks kommende pensionisters sparepenge var investeret i landbruget. Med andre ord, det at nogle danske aktionærer kommer til at eje landbrugsjorden vil få den positive konsekvens, at landbrugets ve og vel vil have betydning for en bredere befolkningsgruppe end i dag.

Landmanden er selvfølgelig også interesseret i afkastet og det kan vise sig, som Torben spåede, at samarbejdet resulterer i en positiv synergi-effekt. Men hvad hvis landmanden kommer ind i en periode med dårlige priser, eller at økonomien omkring erhvervet ændrer sig -  eller at gården bliver for dyr for et privat ejerskifte/generationsskifte? Hvad hvis rammerne forskubber sig og pensionsselskaberne må skifte fokus - hvem kan de sælge til? Hvor meget samfundssind har pensionsselskabet og hvor meget har de råd til at have, når det er fremtidens pensionisters penge der er på spil?

Pensionsselskaberne har indtil videre investeret lige over en halv mia. Det svarer til 8 gårde og er en ganske lille promille af kapitalbehovet.

Hvad hvis det er udenlandske investeringsfonde, vi taler om?  Hvor landmanden kun er lønarbejder i et fødevareproduktions-konglomerat, som investeringsfonden ejer. Her gemmer sig vel netop den fare, at udviklingen kunne få samme resultat, som isenkræmmeren fortalte: at aktionærer - og vel først og fremmest, dem der forvalter pengene! - ønsker den bedst mulige forrentning af deres investeringer, og derfor kun er interesseret i ét: afkastet på den korte bane. Alle andre omstændigheder er sekundære. Så bliver tidshorisonten for både produktion og reproduktion bestemt af markedets priser og alle omkostninger forsøgt barberet væk. Problemet er selvfølgeligt at man med ejerskabet deponeret hos aktionærerne følger markedets op og nedture i ganske korte intervaller - samt at  eksternaliteterne: fødevare-sundhed og sikkerhed, lokale prioriteter, miljø, natur og klima kan blive forhindringer for at tjene flest mulige penge, hvilket en aktionær, der sidder på den anden side af jorden, ikke ønsker at lade sig begrænse af. I dette tilfælde vil det være samfundet, skatteyderne, der kommer til at betale prisen for sundhedsudgifterne og de ødelagte herlighedsværdier.

Vores frie markedsøkonomi og den dertilhørende investeringskultur er jo netop baseret på den konstante jagt efter store eller små profit-marginaler, en flygtighed der harmonerer dårligt med landbrugets stofskifte. Man kan med rette frygte at alle muligheder for at udnytte systemet vil blive afsøgt af investorerne. At myndigheder i 'svage' lokalområder vil blive udsat for pres/ lokket af kortsigtede gevinster. For her har dansk landbrug allerede vist vejen.

Da de mange aktionær-ejede landbrugs-investerings-fonde holdt sit indtog i øst-Europa blev landområderne lovet beskæftigelse, bedre infrastruktur samt investeringer i ny teknologi, der ville være til gavn for hele regionen. Men ny forskning viser her 25 år efter, at det kun sjældent har haft den effekt, som man håbede - ja ofte har investeringen bidraget til øget arbejdsløshed på grund af rationaliseringerne. Et andet problem, samme rapport peger på, er ejerskabs-konstruktionen. "(...) Ingen ved rigtigt hvem der ejer hvad, en person i England kontakter en person i Tyskland, som kontakter en person i Slovakiet: finanskapital, juridisk know-how og netværk samt lokal stråmand. Det skaber en øget uklarhed omkring ejerskabs-relationerne. Uklarheden fostrer mistro og mistænksomhed i lokalsamfundene."

En anden international forskningsgruppe har set på betydningen af forskellige ejerskabskonstruktioner - i forbindelse med samarbejdet mellem det offentlige og private lodsejere. Det gælder f.eks. når ny forvaltning af natur-resourcer, nye miljø- og naturstrategier/reguleringer f.eks. eksperimenter med kombinationer af landbrug og naturpleje - eller udvikling af landskabsforvaltning i større skala, som f.eks. den nye kommune- og naturplan, skal lovgives og implementeres; så har det vist sig at netop det lokale ejerskab er helt centralt for hvordan disse forsøg på forandringer lykkedes.

De lokale myndigheder, i rapportens seks cases, har, hvis landbrugsdriften og jorden ejes af store 'ejerløse' investeringsfonde, siddet tilbage med afmagt, miljøproblemer og en gryende utilfredshed hos deres vælgere.   

I sidste ende kan man også i Danmark risikere at stå med stor lokal arbejdsløshed, et landskab ejet af hvem-ved-hvem, forurenet miljø i nogle affolkede landområder og ingen steder at få byttet den grønsag, der aldrig lærte karate.