Lidt nyt fra Landbrugsavisen

Der har ikke været så meget aktivitet her på bloggen den seneste tid. Det skyldes et månedlangt arbejdsophold i Østrig. Alpelandet har også en spændende landbrugskultur, og dets strukturudvikling er ikke voldsomt forskelligt fra Danmarks, alle de topografiske forskelle til trods. Men jeg fik ikke anledning til at besøge landmænd eller repræsentanter fra erhvervet, kun set en række nøgletal og statistikker, og min viden om virkelighederne der, er til at overse.

Til gengæld læste jeg nogle interessante nyheder i den trykte udgave af Landbrugsavisen i dag.

Den nye viceformand i Landbrug&Fødevarer Thor Gunnar Kofoed informerer om Glyphosat-debatten og opfordrer til, at landmændene skruer ned for brugen. Ikke så meget fordi det er farligt, men mere fordi, at der politisk synes at være et europæisk flertal for et forbud - og Kofoed mener at chancen for at kunne forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet, kunne afhænge af at landmændene frivilligt har begrænset brugen til et minimum - og dermed end ikke udgør skyggen af en risiko. Artiklen synes at referere fra EU-Glyphosatdebatten rimeligt lødigt - og det er værd at huske på, at et forbud mod brugen af sprøjtemidlet, som virker som det mest sandsynlige resultat, sådan som den politiske virkelighed ser ud i Bruxelles lige nu, kan blive en realitet allerede om 3 1/2 år - og det uden at landbruget har nogen reelle alternativer.

Andetsteds kan man læse at der er givet hele 33 etableringslån til unge landmænd i år. Det er tre gange så mange som sidste år - og op fra kun ét lån i hele 2014. Det er Vækstfonden, der giver den unge førstegangskøber en økonomisk hjælpende hånd, ikke til selve finansieringen af overtagelsen, hvis jeg forstår det rigtigt, men til at give landmanden en solid likviditet at løbe forretningen igang med. Det høje antal lån er et spændende tegn - i artiklen står der også at under 6% af danske landmænd er under 40 år -  betyder det, at der er lidt mere bevægelse i generationsskiftet?

Sidst faldt jeg over den knap så optimistiske nyhed, at Danish Crown har mistet 20% af de danske svin over de sidste fire år. Primært fordi de bliver kørt over grænsen, og det antal stiger år for år, og det er svært at se, hvad de danske slagterier kan gøre ved det. Dermed er succeskriteriet for Fødevare- og Landbrugspakken, at der skulle 1 million flere svin ind i de danske stalde, helt upåagtet at målet er uopnåeligt, uden stor betydning for danske arbejdspladser. Men mere utroligt er det, at svinetransporten fortsætter, uden nævneværdige sikkerhedsforanstaltninger, trods den ekstremt høje risiko for at svinepesten kommer med tilbage over grænsen. Svinepesten som nu er fundet i Belgien og Polen, har potentialet til at være en game-changer, med økonomiske konsekvenser, der sætter tørke, Round-up-forbud eller drikkevandszoner i skammekrogen.

Nyt fra L&Fs delegeretmøde i Herning 7/8 nov.

Landbrugets største og politisk mest indflydelsesrige organisation Landbrug&Fødevarer har i den forgangne uge afholdt delegeret møde i Herning. De to dage landmændenes repræsentanter var samlet havde i år et tema, nemlig: stolthed.

Onsdag talte både Statsministeren, Miljø- og Fødevareministeren samt formand Martin Merrild. 

Og torsdag stemte de delegerede om hvem der skal tegne organisationen de næste to år. Denne afstemning var potentielt et skæbne-valg, med vice-formandsposten (også kaldet 'miljø-minister-posten' internt) ledig - og med fire kandidater, der de seneste måneder har ført valgkampagner over hele landet. I denne iagtagers øjne lignede det et valg mellem enten een af de tre, der stod for en konfrontatorisk holdning til miljø- og klimadebatten, holdninger der synes at være hentet fra den 'baggrundsstemning', der hersker i landbruget - eller den ene kandidat, der har ført kampagne på en platform om dialog. Det var meget tæt!

Hele arrangementet blev sluttet af med en tale torsdag eftermiddag fra Inger Støjbjerg - der udtrykte sin uforbeholdne opbakning til landbruget. Da hun er een der deler vandene, ved jeg ikke hvor god en idé det var - sådan set i et omdømme-stolthedsperspektiv. 

Men først onsdagen. Jeg har sakset lidt fra Landbrugsavisens referat og formandens beretning.

 "Selvom der var ros og respekt fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til landbruget, da han onsdag gik på talerstolen ved L&F's delegeretmøde i Herning, var der alligevel en smule malurt i bægeret.

Fra talerstolen udtrykte han nemlig kraftig undren over den modtagelse, som regeringens tørkepakke fik, da den blev præsenteret i slutningen af september.

"Vi kan lige så godt tage den up front", begyndte ministeren sin opsang og fortsatte:

"Når vi forhandler en tørkepakke på plads, der giver en håndsrækning på 380 mio. kr. til landbruget, så undrer det mig, at det bliver mødt med et skuldertræk og skuffede miner".

"Samme skuldertræk var vi næppe blevet mødt med, hvis vi havde opkrævet erhvervet samme beløb i et godt år".

 "Intet erhverv kan få alt, hvad det ønsker sig. Men der er ikke noget erhverv, der har fået så meget, som landbrug har i denne regerings periode", sagde ministeren.

Jakob Ellemann-Jensen understregede, at han også havde ønsket sig og arbejdet for en større pakke, men at sådan kunne det ikke blive.

"Men vi har taget de politiske forhandlinger og de medfølgende tæsk, og det bør I anerkende", sluttede ministeren sin opsang."

Martin Merrilds beretning indeholder under-overskrifterne: Et svært år, Hjælpe os selv, Danskerne skal hjælpe os, Politikerne skal hjælpe os - men langt det mest hyppige tema var stolthed, anerkendelsen og flere forskellige kreative måder at få lejlighed til at nævne L&F's nye reklame-slogan: Noget af det bedste i verden.

Her er nogle smagsbidder: 

"Jeg stod for eksempel engang på en tankstation i Pennsylvania og faldt i snak med en lokal land- mand. Han vidste ikke at jeg kom fra landbruget, men da han hørte, jeg kom fra Danmark, sagde han; ”Oh Denmark, that is where you know how to make cow shit into energy”.
Så bliver man da lidt stolt... 

Og jeg bliver stolt, når Verdensbanken kommer – helt fra Washington til Danmark – for at se, hvordan vi har reduceret antibiotikaanvendelsen i husdyrbruget. For det er da en kæmpe klap på skulderen til de mange mennesker, der gennem årene har arbejdet hårdt for, at vi er nået så langt, som vi er. 

Vores danske fødevareerhverv nyder stor respekt ude i verden og det kan vi være rigtig stolte af. Vi kan med ro i stemmen sige at vi laver ”Noget af det bedste i verden”. 

Og der er virkelig grund til at løfte hovedet. Ser vi tilbage på 2017, så har vi solgt varer til 209 lande – for 166 mia. kroner! Det er lige fra vores største aftager Tyskland, som er i front med 28,6 mia. kr. til den mindste, som er Botswana med ca. 23.000 kr. Så man kan roligt sige, at vi kan noget!" 

"Jeg fik for lidt siden en henvendelse fra en landmand i det sydlige Jylland. Han inviterede mig på en køretur, og det var vi så i sidste onsdag. Der kørte vi (på 15 kilometer) forbi mere end 15 ejendomme, der var nødlidende på den ene eller anden måde. Inden for en radius af blot tre kilometer var der hele 9! ejendomme, der alle enten allerede var lukkede, på tvangssalg eller var ved at lukke." 

"Men når der er godt gang i hjulene, så dukker der altid nogen op, der mener, vi kan undværes. Dem der skal fortælle, hvor lidt vi fylder i samfundsøkonomien.
Ja, det er rigtigt, at der er markant færre ansatte i primærlandbruget, end der var engang. Men de vælger at se bort fra alle de job, der er afledt af primærproduktionen. 

For hør nu her; Ville Danish Crown eksistere uden danske råvarer? Ville ARLA have sit hovedkontor i Danmark uden danske mælkebønder? Ville vi have opbygget en industri der eksportere agro- teknologi for 13 mia. kr. om året? Ville verdens største pelsauktion ligge i Glostrup uden minkavlere i Danmark? 

Til alle de spørgsmål er svaret et rungende nej! 

Vi er en fødevaregigant på grund af danske landmænds produktion i Danmark.
 Og på grund af stolte traditioner for samarbejde og fornyelse, som vi altid har dyrket. 

Men ikke nok med det. Vi er også en gigant, der i høj grad bidrager til samfundet. Hvis landbruget lukkede i morgen, så ville BNP falde med 3,3 procent, og staten ville mangle en indtægt på 28 milliar- der kr. Et beløb, som svarer til behandlingen af knap 1 million gennemsnitlige sygehuspatienter! Derudover ville vores eksportindtægter falde dramatisk. Og 125.000 mennesker ville stå uden arbejde. Hvoraf 42.000 være ufaglærte."

Merrild slutter den 10 sider lange beretning af med følgende ord:

"Så kære politikere – Giv os nu lidt medvind. Til gengæld så lover vi, at vi også i fremtiden vil bidrage med tusindvis af arbejdspladser, milliarder i eksportindtægter – og et smukt landskab 

Og sidst, men ikke mindst, at vi vil blive ved med at lave nogle at de bedste fødevarer i hele verden!"

Det er lidt pudsigt at læse disse ord i forlængelse af Ellemans tale, er det ikke? 

De tre afsnit om hvilken 'hjælp', der er brug for, vil jeg ikke refererer her, det bliver for langt, man bliver næsten nødt til at læse dem i forlængelse af hinanden. Men jeg kan dog afsløre, at Merrild endelig nævner den Seges-rapport, som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, der analyserer hvad de 2% bedst indtjenende landmænd mener er gode landmands-karaktertræk. Så gå selv ind og download beretningen, hvis du er interresseret.

Istedet vil jeg tillade mig, at glæde mig over at Landbrug&Fødevarer har valgt en ny vice-formand, der i mine øjne har en reel mulighed for og ønske om at sætte en ny dagsorden i den offentlige samtale om landbruget. Thor Gunnar Kofoed, søn af en tidligere landbrugsminister fra Bornholm, kommer udefra og turde tale 'stemningen' imod i sin kampagne. Det er i hvert fald påfaldende i  de portrætter, der har været bragt af de fire kandidater i forskellige medier, at han var den eneste der mente miljø, klima og dialog var vigtige prioriteter - ligesom han var den eneste, der tog afstand fra Bæredygtigt Landbrugs aktiviteter og kommunikation. Inden man løber ud på gaden med hænderne over hovedet, bør det dog erindres at afstemningen var noget af en gyser - og Thor Gunnar Koefoed skal repræsentere og rumme holdninger, der også tager BLs holdninger i ed.  Vi håber på det bedste - og ønsker under alle omstændigheder tillykke! 

Mere om gæld - og støtte...

"Tørkepakkens 220 mio. kr. til landbruget har reddet ’absolut ingenting’ for danske landmænd. Landmændenes problemer er lige så alvorlige og kroniske i dag som de var før tørkepakken. De altoverskyggende problemer er velkendte og handler om to ting: Massiv gæld og en noget anderledes forretningsmodel end vores nabolande." 

Det sagde Povl Fritzner, formand for Østlige Øers Landboforeninger, i sin beretning ved det 25. årsmøde for Østlige Øers Landboforeninger mandag 29. oktober i Sorø. 

Og han fortsatte med at henvise til at landbrugets gæld ifølge Danmarks Statistik er steget med 64 pct. på 11 år - fra 215 mia. kr. i 2005 til 353 mia. kr. i 2016. Og påpegede, at selvom vi er inde i et opsving, svinder det ikke på gælden i landbruget.

"Renten er nul og alligevel er gælden frosset fast i vores erhverv".

Men nul-renten er da heller ikke en virkelighed, som landmændene oplever, mener han. 

"I 2016 betalte landbruget otte mia. kroner i renter til realkredit og banker. Fra 2006 til 2016 har landmændene betalt svimlende 102 mia. kroner i renter for at servicere gælden.Tallene kalder på politisk lederskab og en bred politisk stillingtagen til, hvad man egentlig vil med det danske landbrug".

I sin beretning beklagede han også det manglende generationsskifte og oplyste, at der i de to første kvartaler af i år er handlet et antal hektar, der svarer til, at det vil tage 74 år at omsætte al jord i dansk landbrug."Det kan ikke fortsætte 10 år mere". 

Men sådan har det faktisk været de sidste 10 år.

Konklusionen i hans tale var, at der mangler en "nødvendig, økonomisk genopretnings-politik for dansk landbrug".  

Hvis jeg læser den udtalelse rigtigt er Fritzner her inde på en egentlig gældssanering?

- og i hælene på det, sluttede han denne del af beretningen af med retorisk at spørge: 

"Med mindre ønsket, er at et stigende antal eksterne investorer fra ind- og udland skal overtage den danske jord."

Ja det står der jo sort på hvidt i de to sidste landbrugslovgivninger, at man ønsker:

"Det primære mål med lovændringen er at modernisere landbrugsloven ved at forbedre muligheden for at investere i landbrugserhvervet og derved gøre det nemmere for landmændene at tiltrække kapital til bl.a. køb og videreudvikling af landbrugsbedrifter. Før lovændringen indeholdt landbrugsloven barrierer, der gjorde det vanskeligt for investorer at få fuld indflydelse over deres investering, hvilket virkede hæmmende for kapitaltilførslen til det trængte erhverv. Lovændringen giver en udvidet adgang for selskaber, fonde m.v. til at købe landbrugsejendomme og samtidig er reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord ophævet. Herved er begrænsninger, som ikke findes i andre erhverv, fjernet. Lovregulerede kapitalselskaber kan nu købe landbrugsejendomme uden tilladelse."

(L 37: Ændring af Landbrugsloven, Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside). 

Og det mener mindst een af de fire kandidater, der netop nu turnerer Danmark rundt i kampen om viceformandsposten i Landbrug&Fødevarer, også er vejen frem. 

Povl Fritzner er en markant og bramfri stemme i erhvervet og een man lytter til.  

Endelig har EUs 'auditors' - det svarer så'n lidt til statsrevisor-organet herhjemme - givet en skarp og fordømmende kritik af kommissionens fremlagte planer om den næste landbrugsstøtteperiode (CAP), som skal gælde for de næste syv år. Rapporten er ikke offentliggjort, men blevet lækket og florerer på nettet. I den 81 sider lange redegørelse, kan man blandt andet læse ( i min oversættelse):

Auditørerne påpeger følgende elementer, der slet ikke synes at være tilstede i landbrugsstøttens retningslinjer:

- Klare, specifikke og afgrænsede EU-målsætninger, hvor indsatsen kan opgøres i forhold til målene 

- indsatser der er tydeligt  kædet sammen med målsætningerne

- et fuldt udviklet evalueringsværktøj til at beregne effekt, resultater og konsekvenser

-  et krav til medlemslandene om at indsamle troværdige og sammenlignelige statistikker over landmændene/landbrugenes disponible indkomst

- transparente kriterier for at vurdere indhold og kvalitet i CAP'ens strategiske målsætninger

- landbrugsstøtte til medlemslandene baseret på overholdelsen af regler og opnåelsen af de strategiske målsætninger

Ifølge min erindring kom auditørerne med den samme kritik, da den sidste CAP blev fremlagt i 2013 - og ifølge er rapporten er kvaliteten af kontrollen og evalueringen blevet ringere siden.

Rapporten slutter af med at konstatere, at de forslåede Landbrugsstøtte-planer, underminerer kommissionens troværdighed og ansvarsforpligtelse.

Til sidst vil jeg lige gøre opmærksom på en artikel i Ingeniøren. Nogle af jer har måske læst eller hørt at EU har vedtaget et nyt drikkevandsdirektiv, der skulle sikre bedre vandkvalitet og være godt nyt for borgene, sådan er det i hvert fald blevet præsenteret i de danske medier. Sådan ser eksperterne ikke på det.

De svære svin

I de sidste par uger har der været en del nyheder i både landbrugsmedier og de der henvender sig til os alle, om svineproducenternes vilkår. Først var den store nyhed i radioavisen at landbrugsskolerne har noteret sig et stort fald i interessen blandt eleverne for at blive svineproducent. Nyheden blev bragt hele dagen og var også emnet for P1s debat-program Public Service, hvor flere af deltagerne mente, at det var ordet svineproducent det var galt med. Hvis man blot kunne finde et mere neutralt - eller ligefrem positivt ord for det man kaldte dem der producerer svin. Her noterede en af kommunikations-eksperterne sig det forfejlede forsøg, som han mente Landbrug&Fødevarers interne kampagne: Revitalisering af grisen, havde været.  Jeg skal ærligt indrømme jeg kun lyttede med med et halvt øre, som det hedder - ingen af dem der ytrede sig syntes at have forstand på virkelighederne i erhvervet. 

Mere konkret kunne man i radioavisens middagsudgave høre, at denne faldende interesse betyder yderlige blus på struktur-udviklingen, altså at de store svineproducenter bliver endnu større, fordi kun kollegaerne har interesse i at købe de store gårde - de unge vil noget andet. Denne analyse, der kom fra Seges, er dog noget forenklet - og gør heller ingen klogere på virkelighederne. Det er ganske vist rigtigt at de mange faktorer, der i øjeblikket gør det svært at være svineproducent efter al sandsynlighed vil betyde en yderligere koncentration af produktionen på færre hænder - eller færre selskaber, skal man vel sige - men årsagen til koncentrationen hænger nøje sammen med den forretningsmodel, som er blevet forklaret mere indgående her på bloggen tidligere i år - og regeringens politik.

I ugen efter nyheden om den faldende interesse i svin blandt de kommende landmænd, kom to relaterede analyser. Den ene i Landbrugsavisen om en række uheldige sammentræf i markedet for svinekød, der sendte afregningsprisen ned og produktionsomkostningen op; den perfekte storm, som det bliver kaldt i økonomi-jargon.

Den anden havde vel egentligt samme udgangspunkt, men da afsenderen var Greenpeace var vinklen en noget andet.  Her handlede det om al den skov, der bliver ryddet i Sydamerika, for at danske svin kan få noget protein-holdigt kraftfoder - omkring en million ton importeres årligt. Greenpeace gør opmærksom på dilemmaerne: vi skal undgå skovrydning, vi skal producere vores proteiner selv, vi skal spise mindre kød - og regeringens officielle politik er at fordoble svineproduktionen i Danmark (jævnfør Fødevare og Landbrugspakken).

Sidst - men bestemt ikke mindst interessant - så gik Nationalbankdirektøren Lars Rohde i pressen med den holdning, at alle involverede parter (landbrug, banker og samfundsøkonomi) ville drage fordel af at man lukkede de 30% dårligst indtjenende landbrug herhjemme. Det lyder måske voldsomt - eller det er voldsomt - men Lars Rohde har faktisk været ret konsistent i sine holdninger til landbrugets udfordringer over de år han har siddet i stolen. Det ekstra interessante i denne sammenhæng, er at Landbrugsavisen lavede et interview med ham, hvor han fik lov til at svare nogenlunde nuanceret. Martin Merrild, formand for Landbrug&Fødevarer, var dog ikke overbevist, og hans nuancer i denne debat bar præg af, at han her skulle forsvare landbruget som noget mere end blot økonomi, en disciplin hans organisation desværre gør sig alt for lidt i.
Heldigvis kunne Venstres kommende statsministerkandidat berolige erhvervet, med at Nationalbankdirektøren var helt galt afmarcheret - "vi skal hjælpe dem med at blive rentable", siger den liberale finansminister.

Tilsidst vil jeg lige gøre opmærksom på en ny artikel, også fra sidste uge, om dansk landbrugs klima-aftryk. Det er et almindeligt brugt argument, at Danmark har om ikke det laveste klima-aftryk pr produceret kilo svinekød og liter mælk i verden, så et af de laveste - i husker måske, at denne påstand kom i tv, hvor DRs Detektorprogram afslørede at det langt fra er tilfældet - ikke desto mindre er det skiftende regeringers holdning; og både klimapaneler og kommissioner og danske universiteter gør sit til at denne holdning bliver cementeret. Ikke sjældent bliver argumenterne om klimavenlighed dog forvekslet med omkostningseffektivitet - hvilket ikke er det samme. Nuvel, her har den grønne tænketank Concito kigget lidt nærmere på tallene. Læs selv analysen.

Kvælstof og politik

I sidste uges indlæg gjorde jeg kort opmærksom på at forskere fra Aarhus Universitet havde offentliggjort en undersøgelse, der viste forøgede mængder af kvælstof i to sjællandske vandløb.

Forskerne, som selv har stået bag de modelberegninger, der var led i argumentationsgrundlaget bag Fødevare- og Landbrugspakken; beregninger som senere blev genstand for skarp kritik, mener at deres undersøgelse antyder, at de øgede kvælstof-kvoter landmændene fik tildelt med pakken, nu giver en øget mængde kvælstof i vandmiljøet.

For en lægmand lyder det jo meget logisk: mere kvælstof på markeene = øget udvaskning af kvælstof= større koncentrationer i vandmiljøet. Men som nogen måske husker var den daværende Miljø- og Fødevareministers argumentation: mere kvælstof på markerne = mere protein i kornet = mindre kvælstof i vandmiljøet. Sådan cirka i hvert fald.

Den daværende Miljø- og Fødevareminister rejste land og rige rundt med et mørkeblåt Danmarkskort, der viste hvor den kompenserende 'målrettede miljøregulering' skulle indføres. Det var den regulering som i fremtiden ville give os et vandmiljø i god økologisk balance. Det var også den regulering, som eksperterne i Natur- og Landbrugskommissionen, havde sagt var nødvendig at indfase før man eventuelt kunne give højere gødningskvoter på de 'robuste' jorde.

Den næste Miljø- og Fødevareminister fik lavet om på kortet, der siden hans tiltrædelse optræder i en grøn version, med langt mindre behov for målrettet regulering.

Den nuværende Miljø- og Fødevareminister har hverken fundet på en ny farve eller i det hele taget fundet på ret meget.

Altimens har de to store landbrugsorganisationer: Bæredygtigt Landbrug, som ifølge dem selv repræsenterer over halvdelen af dyrkningsarealet i Danmark - og Landbrug&Fødevarer, der også repræsenterer DI, Dansk Erhverv, Pengeinstitutterne foruden landmændene - lagt sag an imod staten - for at forhindre at man overhovedet efterlever vandplanerne. Århundredets retsag kalder de den selv
Det kan man høre forklaret her.


Tilbage til forskernes undersøgelse. Deres forskning, som de selv kalder den grundigste nogensinde foretaget, bliver naturlovsmæssigt skudt ned af Landbrug&Fødevare og Bæredygtigt Landbrug.
Der er alt muligt galt med målinger, analyser og perspektiverne i den undersøgelse, mener især SEGES' specialkonsulent Søren Kolind Hvid.

Jeg synes - og følg nu med - at det mest utrolige ved Søren Kolinds kritik er at han kalder det et tillidsbrug mellem landbruget og forskerne. Han mener at når landmænd tillader forskere at lave målinger på deres jorde, så kan resultaterne ikke offentliggøres uden forudgående dialog med de involverede parter. Som jeg læser hans argumentation, så truer han forskerne med at landmændene ikke vil samarbejde - giver tilladelser til at foretage målinger på deres jorde - hvis man ikke kan regne med loyalitet fra forskerne. Det er desværre en fremgangsmåde vi set lidt for ofte fra erhvervet. Får man ikke de resultater man vil have, så kan forskerne godt glemme alt om at få adgang til data. Groft skåret ud i pap.

Nuvel denne sag har landbrugsmedierne dækket - både for og imod. Og - i min hukommelse ganske udsædvanligt - bragt de to forskeres svar på landbrugets kritik i dets fulde længde! Ganske vist ikke i en artikel, men i et link under en af artiklerne, men alligevel. Anerkendelsesværdigt (også selvom at denne artikel nu ikke længere står blandt linksene til 'de relaterede artikler' under debatten?).

Jeg copy-paster her de to forskeres svar ind, så kan man selv læse og danne sin egen mening. Og så er breaking news fra denne verden iøvrigt at Lars Hvidtfelt ikke genopstiller til stillingen som vice-formand i Landbrug&Fødevarer, en af de vigtigste og mest indflydelsesrige politiske arbejdsheste for landbruget stopper dermed sit virke - eller?

Gensvar på voldsom kritik fra Landskonsulent Søren Kolind Hviid, SEGES mod vores offentliggørelse af forskningsresultater om kvælstof i to vandløb

Brian Kronvang og Jørgen Windolf begge fra Bioscience, Aarhus Universitet

Som vi tydeligt har skrevet i vores indlæg i Altinget Miljø torsdag den 20. september, hvor forskningsresultaterne fra målinger af kvælstof i to vandløb før og 2 år efter Landbrugspakken er vist frem, så har alle resultater været fremvist til en national konference om emissionsbaseret regulering fra GUDP projektet. Mødet, hvor ca. 100 deltog, blev afholdt af SEGES den 14. juni 2018. Resultaterne har endvidere forinden været vist, fremsendt og diskuteret til et internt forberedende projektmøde inden den nationale konference. Og resultaterne har endvidere været fremsendt til alle via e-mails mv. både før og efter konferencen. Så vi kan simpelthen ikke forstå beskyldningerne fra SEGES i Landbrugsavisen den 20. september omkring ikke at fremvise resultaterne inden offentliggørelsen i Altinget.  

I artiklen i Landbrugsavisen fremfører SEGES også, at vi misinformerer offentligheden. Det mener vi selvsagt ikke, at vi gør, og vi vil gerne prøve at forklare det med egne ord herunder.

Kvælstof og vandførings måledata fra de to vandløb viser den ‘sande’ udvikling i kvælstofudledningen til de 2 vandløb i år 0 før landbrugspakken og i de 2 år efter Landbrugspakken. Der er i hvert af de to vandløb udtaget næsten 9000 delprøver og analyseret mere end 1000 vandprøver i de 3 måleår - derfor er vi sikre på, at resultaterne er så korrekte, som det overhovedet er muligt - det er de mest sikre opgørelser, der nogensinde er målt i Danmarkshistorien. Det er netop derfor, at vi som forskere finder det nødvendigt og en forpligtigelse at offentliggøre resultaterne, som jo i sidste ende er betalt af det offentlige. Det gælder uanset om tallene viser et fald, som vi gjorde det i Altinget den 16. november 2017 fra de samme to vandløb i det første kalenderår efter Landbrugspakken - eller som nu, hvor der i det andet år kan konstateres en stigning. Især da beregningerne baserer sig på helt unikke målinger, som ikke finder sin lige andre steder i landet.

Vi har endvidere i artiklen i Altinget pointeret kraftigt, at de 2 vandløb ikke nødvendigvis er repræsentative for hele landet, og at vi derfor må afvente NOVANA rapporterne, før der er mere vished omkring udviklingen i de forskellige regioner af landet. Det vil derfor fremadrettet være godt, hvis der hurtigere bliver rapporteret på NOVANA målingerne af kvælstof og fosfor i vandløb – til brug for de løbende evalueringer af Landbrugspakken. For at kunne relatere bedst muligt til ændringer i landbrugsdrift bør opgørelserne laves for dyrkningsåret (april-marts).

Vi er selvfølgelig enige med SEGES i, at hvis landmænd foretager de samme type målinger, som vi har anvendt i projektet i de 2 vandløb og med de anviste metoder, så skal sådanne data sendes til NOVANA databasen, kvalitetssikres og så offentliggøre hurtigst muligt. Sådanne data er nemlig centrale for vurdering af, hvor stor kvælstofudledningerne er fra dyrkede arealer, udyrkede arealer og punktkilder i et opland.

Til slut vil vi gerne pointere, at vi er enige i, at der skal ligge mange og gode målinger bag evalueringer af store planer som f.eks. Landbrugspakken. Men det kan jo ikke hjælpe, at vi venter 5 eller 10 år med at forholde os til solide målinger og diskutere årsagerne til fald eller stigninger. Så gør vi i hvert fald både landbrug og miljø en bjørnetjeneste.

Nyt fra landbruget

Kære læser af denne landbrugsblog, jeg undskylder den lange sommerferie uden nyt fra min hånd.

Inden ferien afsluttedes føljetonen om landbrugets gæld, en serie som har resulteret i mange henvendelser. En af de mange del-perspektiver, som jeg ikke berørte, men som er blevet aktuel igen efter Nationalbankens årlige statusrapport, er Realkredit-institutterne.

Når direktør Lars Rohde, som tidligere har været meget åben omkring sin kritik af finans-verdenens ageren i landbrugets finansieringsformer, nu går ud og forslår at Realkredit-insttitutterne skal polstres bedre, er det på baggrund af det meget store engagement som disse institutter har i landbrugs-erhvervet. Jeg kender ikke de præcise procent-satser, men et kvalificeret gæt er at to-tredjedele af gælden i erhvervet ligger hos disse institutter. Det er mange hundrede milliarder og det er gæld, der er næsten uopdrivelig. Det er også den gæld, der i følge mine kilder, ligger bag de forhøjede bidragssatser, som begyndte at stige i 2009. Boligejerne kommer altså til betale af på landbrugets gæld. Det er lykkedes at slippe afsted med disse gradvise forhøjelser, trods retsager og megen berettiget forargelse hos boligejerne, men en reel polstring, som Nationalbanken nu foreslår, ville kræve en anden grad af likviditet, som vil kaste lys på det grundliggende indkomstproblem i landbruget. Sådan må man formode at både pengeinstitutterne, som i dag ejer realkredit-institutterne, samt erhverv og erhvervsvenlige politikkere tænker - for de har alle været ude at sige det er en dårlig ide - og med temmelig forlorne argumenter.

De siger at vi skal holde fast i vores unikke billige boliglån og realkredit-system - ikke at jeg helt kan forstå at der skulle være en modsætning mellem det og at realkredit-institutterne polstrer sig lidt bedre - og en besynderlig konsensus synes at herske: ingen taler om faren for at landbrugsgælden kan underminere dette låne-system.

Det vidste Lars Rohde godt på forhånd, hans udtalelser om landbrugsgælden er i årevis blevet tiet ihjel, så det virker næsten lidt teater-agtigt, at diskussionen om anbefalingen kom og gik uden at nogen sagde noget nyt.

Istedet er Miljø- og Fødevareministeren godt igang med at afmontere de sidste rester af de såkaldte 'grønne krav' til landbruget. Med henvisning til et vådt efterår og en tør sommer, får landbruget nu en masse dispensation fra at overholde EU-kravene om efterafgrøder og miljøfokusområder (MFO).

Og imens er erhvervet godt igang med at festligholde Karen Hækkerups exit, eller Hækxit, som erhvervet selv kalder det. Faste læsere af denne blog vil vide at Hækkerup er en af mine yndlingsaversioner. Hendes utrættelige kamp imod forbrugeroplysninger, imod vandplaner, imod et rent drikkevand, imod et redelig videnskabeligt grundlag for diskussionerne, samt hendes helt utrolige kamæleon-agtige fremtræden i forskellige sammenhænge har for mig stået som topmålet af uetisk lobbyisme.  Retfærdigvis skal nævnes at hun også har været en utrættelig markeds-åbner for dansk landbrug. Mere end nogen forgænger på landbrugets toppost, har hun evnet at kombinere lobbyisme, markedsføring, kongehus og eksportfremstød i erhvervets tjeneste.

Men når nu erhvervets medier og platforme flyder over af roser for hendes virke, falder det mig for brystet at så mange skriver at hun har bygget bro mellem erhvervet og det øvrige samfund. I mine øjne tværtom - afstanden har aldrig været så stor mellem landbruget og dets kritikkere end som nu.

Det tror jeg såmænd ikke at Hækkerup har skylden for, det er erhvervets emsige ønske om at vride hver en lille miljøforringelse, deregulering, kontrol-afskaffelse og støttekrone ud af VLAK-regeringen mens tid er; dét ligger til grund for troværdighedstabet.

Og mens vi venter på den målrettede regulering, hvad er så effekten af Fødevare- og Landbrugspakken?

Forhåbentlig ved læseren godt at man også kan følge denne signatur på Landbrugsmagasinet på den2radio, her kan man også høre mere om hvorfor Hækkerup har min ugunst.




 

Landbrugets gæld afsnit ti

Der sidder et udklip fra Børsen på min opslagstavle. Det er fra 2016 og øverst står Udland: kort nyt. Overskriften er: Valutafond advarer om verdens gæld. Første sætning lyder: Den samlede gæld globalt er stigende og har nået hidtil usete højder. Ved siden af notitsen er der en meget lille graf, ikke meget større end en tommelfingernegl. Her kan man lige ane, at den globale gæld i årene mellem 2001 og 2015 er steget ret markant, med et stort hop i opad i 2009. Valutafonden fra overskriften er IMF, som meddeler at gælden nu udgør 225% af den globale BNP, hvilket svarer til 1 million milliarder kroner - fortæller Børsen. Men det er jo bare Udland - og tilmed kort nyt. 

Jeg mindes mit interview med Peka Pessonen, general-sekretær i Copa-Cogeca, de europæiske konventionelle landmænds magtfulde interesse-organisation i Bruxelles. Han fortalte, med en nærmest drenget fryd, om et dokumentar-program om dansk svineproduktion han havde set.

Pessonen refererede en scene hvor den finske journalist interviewede svinebonden, som ubekymret fortalte, at han skyldte 50 mio. kr i banken.  Hvad ville du gøre hvis du blev gældsfri, spurgte journalisten. Låne 50 mio. kr mere, svarede landmanden prompte. Det er jo vanvittigt, sagde Pessonen, men det er den forretningsmodel danskerne har, og det skal jeg ikke gøre mig til dommer over - små-lo han.

I en publikation fra dec. 2017 - udgivet af Seges/Landbrug&Fødevarer - analyseres de 2% bedst indtjenende landbrug herhjemme og deres fællestræk identificeres i 11 temaer. Det er bemærkelsesværdig læsning. F.eks. er de 2% - i rapporten kaldet TOP 2 - generelt enige i en teknologi-skepsis. "TOP 2 er langt fra first movers....de ønsker ikke at den (teknologien) erstatter og udvisker den faglige kunnen..." 

Flere af de 23 interviewede har skaleret ned (!), de har simpelthen erkendt at en mindre produktion var mere rentabel. En anden interessant faktor er fritid. Ifølge rapporten prioriterer alle TOP 2'erne, at have tid væk fra produktionen, enten i form af rejser eller hobbier. "De sørger for at holde fri og prioriterer at have tid til at holde ferie i længere tid af gangen, gå på jagt, være sammen med familien og ligge på sofaen." I citaterne står der ting som: "Restitution er lig med innovation." 

I temaet om 'Målrettet Rådgivning' fortælle de samstemmende, at de søger rådgivning uden for de eksisterende landbrugsnetværk - enten blandt andre erhvervsledere eller i udlandet. I en af TOP 2'ernes egne ord: 

"Jeg synes alt for mange landmænd kun netværker med folk med samme præferencer som dem selv. Så får de ikke friske øjne på deres landbrug og får ikke forskellige holdninger og værdier tilført."  

Ellers er temaerne naturligt nok præget af økonomistyring, ledelse, risikospredning og optimering. Det fremgår tydeligt at disse succesfulde landmænd har en kvalificeret fornemmelse af deres egne kompetencer, ikke er bange for at give medarbejderne stort ansvar, og har en stærk tro på egne valg og dispositioner. 

Rapporten opgør ikke gældsprocenten hos TOP 2, men i flere af temaerne skinner det igennem, at de interviewede har en uvilje mod gæld. De ser med skepsis på den generelle vækstideologi i dansk landbrug.

Det er det samme mange bankrådgivere nu siger (men om de også agerer derefter, er mig noget tvivlsomt) - det skal være kroner fremfor kilo, afkast fremfor udbytte. 

Men for hovedparten af det eksisterende landbrug er det ikke en reel mulighed, her er investeringsstrategien lagt efter den herskende forretningsmodel, jeg i disse ti afsnit har forsøgt at forklare for læseren: kampen om marginalomkostningen på stykprisen. 

Så længe den dominerer landbrugets produktions-set-up, vil gæld være en uundgåelig del af driftsøkonomien - og dermed samfundsøkonomien. 

Men er det så stort et problem som mange kritikere gør det til? 

Nogle vil mene at så længe landmændene betaler deres renter og har likviditet til at følge med udviklingen, så er gældens størrelse irrelevant. Men som jeg har skrevet om andetsteds, følger der nu helt nye aktører med i finansieringen af denne forretningsmodel: den eksterne investor.

Er det også irrelevant om det er en kineser eller saudiaraber eller et hollandsk pensionsselskab, der ejer den danske landbrugsjord? 

Kort efter - eller i virkeligheden midt under finanskrisen i vinteren 2009 - var jeg til et foredrag i Filosofisk Forum, på teologisk institut i København, hvor en professor i økonomi fra CBS talte under overskriften: Hvad er årsagen til Finanskrisen? 

Han underholdte vittigt med nogle meta-reflektioner om historieskrivning og hvordan forskellige årsagsforklaringer kæmper med hinanden og hvorledes tilfælde nogle gange afgør hvad eftertiden ender med at hævde som 'sandheden'  - og det gjaldt naturligvis også 'sandheden' om hvad der forårsagede den igangværende finanskrise. 

Han gik derefter over til at ridse de fem mest - men internt modsætningsfyldte - sandsynlige vindere af forklaringsretten på hvad der fik verdensøkonomien til at kollapse i 2008/2009. De var som nævnt forskellige, men et element havde alle tilfælles: gæld.

Her springer jeg fra økonomiprofessorens ordvalg til min egen fortolkning. 

Gæld havde - og har - gjort befolkningerne og politikkerne ude af stand til at styre samfundsudviklingen. Når man skylder penge er man på en eller anden måde i lommen på banker og andre kreditgivere, der på den anden side er ejet af aktionærer, som måske selv er andre finansaktører, der igen er ejet af aktionærer, som alle skal have et afkast på deres investering - og hvad er mere sikkert end renter på udlån?  

Bankerne har gjort en god forretning ud af landbrugsgælden også selvom de ofte siger det modsatte  - og det giver alsammen en særlig uheldssvanger afhængighed af konstant økonomisk vækst. Og konstant vækst i gælden. Det ser man i endnu højere grad i dansk økonomi end mange andre europæiske økonomier. Danske forbrugere er de mest forgældede i Europa, hvis man skal tro Danmarks Statistik - ligesom altså danske landmænd er de mest forgældede landmænd - måske i hele verden. 

Gør det danskerne og de danske landmænd til de mest ufrie?

 Tilsyneladende ikke, for det synes, jævnfør Børsens notits ovenover, at være blevet en dominerende samfunds-, forbrugs- og forretningsmodel i den vestlige verden. Gælden er en integreret del af det økonomiske stofskifte - og den vokser på de samme præmisser overalt i samfunds- og verdensøkonomien uden at mange løfter et øjenbryn. 

Man kan altså udemærket argumentere for at landbruget blot spejler og følger en generel kulturel ensrettet gade - som i det nuværende system er en eksistentiel nødvendighed.

På den anden side, synes gælden at gøre det umuligt at skifte spor, umuligt at skifte produktion, umuligt at skifte det nuværende system ud med et mere bæredygtigt, umuligt at skifte den herskende vækst-ideologi ud med andre styrende parametre - og det er vel den vigtigste frihed, at kunne forme sin og sine børns fremtid? 

Landbruget gæld afsnit ni

Her i næstsidste afsnit kommer vi forbi forrentningsprocenten og forskellene på produktionsgrenene - og som en lille krølle på halen, et par bemærkninger om hvilken rolle gælden spiller for den såkaldte grønne omstilling.

Imens jeg har skrevet denne lille pamflet om årsagerne til landbrugets gæld, er der sket en masse på landbrugsfronten. Nogle af jer vil vide, at man også fra denne hånd kan høre lidt mere opdaterede kommentarer og portrætter i Landbrugsmagasinet på den2radio.dk -  men den helt store og afgørende struktur omkring landbruget: EUs landbrugsstøtte, har jeg ikke fulgt til dørs. 

Og den forhandles i skrivende stund på plads for de næste 7 år i Bruxelles. Som jeg har kunnet læse mig til i udenlandske medier, for der er jo ikke nogen danske der dækker hvad 35% af EUs budget skal gå til (?!), ser det ud til at de få spæde forsøg på at koble støtten sammen med grønne ydelser: fx. beskyttelse af drikkevand og jordens humusindhold, biodiversitet og kulstoflagring mm, er blevet saboteret af den europæiske landbrugslobby CopaCogeca - hvor både formand og viceformand for Landbrug&Fødevarer sidder placeret helt i toppen.

Her mener man, det fremgår af deres høringssvar, at al jord, der ikke må sprøjtes er uproduktivt og derfor uønskeligt!  

Har det noget med gælden at gøre?   

Ja det har det på en måde, i hvert fald indirekte. Men lad os starte med at se på økonomien i bedrifterne. Set over en kam, har dansk landbrug været en temmelig dårlig forretning de sidste mange år: 

"Uanset hvilke briller man ser erhvervets økonomi med kan det konstateres, ved en gennemgang af nøgletal, at landbrugets evne til at forrente investeringerne i perioden 1992-2012 gennemsnitligt har ligget 1,2 % under den reale lånerente (Kærgård 2014:241) Her bør man dog være opmærksom på, at denne forrentningsprocent delvist er et produkt af den arbejdstidsnøgle, som bankerne og økonomerne vurderer landbrugenes rentabilitet, solvens og låntagningsmuligheder efter. 

Det betyder f.eks., at mindre landbrug med en stabil rentabilitet i kraft af familiens indre organisation udadtil har en ringe rentabilitet og dermed har svært ved at få lån og ofte 'tvinges' til at udvide ved et generationsskifte. I både grundlaget for L39, i bankernes vurdering af kreditværdighed og i de økonomiske vismænds analyser af erhvervets fremtid er udgangspunktet en specifik model baseret på arbejdstid i forhold til jordtillæggende. En heltidsbedrift er en bedrift, hvor standard-arbejdstiden er over 1.665 timer pr. år." (Fra min ph.d.-afhandling)

Denne vinkel, at landbrugets rentabilitet og forrentningprocent bliver målt efter en for erhvervet fuldstændig uvedkommende arbejdstidsnøgle, er i sig selv et studie værd - men her nøjes vi med at konstatere, at der med stor sandsynlighed er en højere rentabilitet i dansk landbrug end bankerne/økonomerne opgør - og at det er sandsynligt, at mange mindre landbrug er iblandt den gruppe, der har den bedste forrentning, hvis man opgjorde rentabiliteten uden arbejdstidsnøglen. Og så skal man ihukomme, at et gennemsnit over så lang en årrække både dækker over store interne forskelligheder, store udsving, en forandret landbrugsstruktur (fra godt 25.000 bedrifter til 10.000) - men samtidig også netop derfor, er en valid indikator af hvad en investor kan forvente. 

Men bag dette gennemsnit og disse forhold gemmer der sig, som sagt, store udsving. Der er heldigvis meget andet landbrug i Danmark end svine-, mælke og korn-produktion. De fylder måske ikke helt så meget, men fx har kartoffelbønderne kronede dage i disse år. Ligesom mange økologiske grønsagsavlere og mange nicheproduktioner har oplevet det i de senere år. 

Normalt siges det i erhvervet, at planteavlerne har mindre gæld end mælkeproducenterne, der har mindre gæld end svineproducenterne. Det forholder sig nogenlunde omvendt med hvilken forrentningsprocent man kan - eller ønsker sig at forvente, og det er der jo faktisk meget god logik i. Jo flere penge du investerer, jo flere penge håber du, samlet set, at hive hjem i profit. 

I slutningen af 1990'erne opstod der imidlertid så lukrativt et marked for svinekød, at mange der ikke før havde tænkt tanken, begyndte at overveje at ligge om. (Noget tilsvarende skete med mink i 10erne). På landbrugsskolerne var det endnu mere markant, her skulle 90-95% af en årgang nu ud at være svinebønder, hvis ellers de kunne få lov. Men der var et strukturelt problem - eller flere alt efter hvordan man kigger på det. Dengang havde man endnu harmoni-kravet (eller Auken-regimet, som nogle kalder det) - der betød at du skulle have et jordtillæggende svarende til det antal husdyr du havde. Det havde man indført af to gode grunde. For det første for at den gødning - og de næringsstoffer det indeholdte - husdyrene producerede, kunne omsættes i gårdens kredsløb og ikke havne i vandmiljøet eller ud på lange, ikke helt ufarlige transporter, for at finde et biogasanlæg - men ikke helt uvæsentligt også fordi det havde økonomerne rådet regeringen til. 

Det er sund økonomisk tænkning, er jeg blevet fortalt af økonomer på IFRO, at man kunne producere så meget af sit foder selv, som muligt. For i modsat fald kunne man risikere at blive offer for den stigende spekulation i fremtidige høst-udbytter på det internationale marked. Med en balance på den enkelte bedrift mellem jord, kornudbytte og husdyrproduktion (og slagtning/forarbejdning og afsætning) kunne landmanden nogenlunde selv have kontrol over sin økonomiske dispositioner.

(Et andet strukturelt problem var miljø-godkendelserne. Det kunne tage årevis at få tilladelse til at bygge en svinestald eller udvide den man allerede havde.)

Men netop harmoni-kravet gjorde at man ikke kunne udvide svineproduktionen i takt med de økonomiske muligheder. Der var ikke jord nok. Og det fik jordpriserne til at stige. (og måske bankerne til at medvirke til nedlæggelsen af mange små og mindre landbrug). 

Men når jordpriserne stiger bliver det man allerede har købt jo også mere værd og manselv mere kreditværdig. Som jeg har hørt flere landmænd sige om situationen i midten af 00'erne. 'Jeg tjente flere penge mens jeg sov end mens jeg arbejdede.' 

Underforstået at jordpriserne steg og steg - og selv sindige landmænd følte sig ude af stand til at dæmme op for fristelsen til at købe noget mere jord - det tjente jo næsten sigselv ind bare i rene prisstigninger.

Andre begyndte at investere deres friværdi i ejendomme og køb af jord i udlandet. Nationalbanken har opgjort det beløb, der forsvandt ud af erhvervet i 2001-2009 til 55 mia. kr.

Nu er det en ofte citeret forklaring på gældskrisen, at den grundliggende skyldes, at jordpriserne blev så absurd høje i 00erne - men udover alle de forskellige årsager denne serie har afdækket, overser man ofte, at meget af friværdien blev brugt til at investere i nye stald-anlæg. Eller etablere sig som ny svineproducent. Og det er de investeringer, der udgør broderparten af gælden fra 00erne. 

Som man kan regne ud, var der jo også mange der solgte, trak sig uad af erhvervet og tjente rigtigt mange gode penge på denne situation. Der er såmænd også mange - eller i hvert fald nogle - i erhvervet, der synes at dem, der trak store formuer ud af landbruget før finanskrisen og efterlod et sort hul af gæld, skylder noget. Jeg har bemærket at nogle af dem, de pensionerede, er meget aktive i debatspalterne og nogle af de mest rabiate for at fjerne reguleringen af erhvervet - jeg ved ikke om de to ting hænger sammen.

I dag et harmonikravet ophævet, dyre-enheds-faktoren sat op og der er givet tilladelse til at gøde mere på markerne - altsammen dereguleringer, der primært kommer svinebonden - og hans bank - til gode. Mange husker det nok ikke mere, men den landbrugspolitik, der blev implementeret af Blå blok i 2016, som gik under navnet Fødevarer- og Landbrugspakken, havde som udtalt mål at få 1 mio. flere grise i de danske stalde. 

Nu er dette indlæg allerede blevt langt. Men for at afrunde de to indledende spørgsmål. Alle produktionsgrene kan give et fornuftigt afkast, men jo mere man investerer i produktions-apparatet, jo mere kan man høste i profit og jo mere sårbar er man overfor udsving i priserne. Det være sig priserne på foder, energi, sprøjtemidler og selvfølgelig afregningspriserne. Og endnu mere afgørende priserne på ens økonomiske partnerskab med banken. Et prisfald på 2-3 øre på en liter mælk på den New Zealandske mælkebørs kan betyde liv eller død for en dansk landmand. En sommer med sol og fodbold-VM, kan give kæmpe overskud for en dansk svineproducent - men det er svinebønderne, der er de mest forgældede i dansk landbrug. Tørke kan....i juni gik 20 landbrug konkurs, hvilket SEGES knytter til tørken.

 En rentestigning på 1-2 procent, vil formodentlig udslette store dele af det danske landbrug. 

Alt dette - de ni afsnit - bidrager til den meget triste situation i dansk landbrug, at generationsskiftet er gået næsten i stå. Meget få unge mennesker kan finde finansiering til at overtage de meget dyre produktionsapparater, der er gået enten konkurs eller hvor landmanden bare gerne vil sælge. Man har forsøgt at løse det politisk ved at ophæve alle krav til ejerskabet - med det eksplicitte formål at tiltrække ekstern og risikovillig kapital; men uden at det har fået nogen nævneværdig effekt. Altså fortsætter de store med at blive større, for de er de eneste, der kan låne penge i banken og købe det, der bliver sat til salg. Og gennemsnitsalderen i erhvervet er nu over pensionsalderen. 

Derfor er det svært at se landbruget tage den 'grønne udfordring' op - uanset hvad de siger. Man skal nemlig tage deres forsøg på at sælge deres nuværende produktionsapparat som 'det mest klima-effektive i verden', med et gran salt. 'Vi skal bare producerer endnu mere', siger Landbrug&Fødevarer, 'det vil være det bedste for det globale klima'. Kan I se den røde tråd fra forretningsmodellen om mere og billigere over andelsselskabernes vækstfilosofi, strukturudviklingen, den teknologiske oprustning, rådgivningskomplekset, landbrugspolitikkens afhængighed at erhvervet, bankernes de facto ejerskab osv.? 

Vi får med andre ord ikke nogen grøn omstilling med de spillere, der er på landbrugs-banen i dag.

Men den positive vinkel på selvsamme problematik er at de jo gerne vil sælge. Man anslår at et sted mellem 25 og 30% af Danmarks landbrugsjord lige nu er til salg. Og bare i det seneste år har tre nye jordbrugsfonde set dagens lys. Der er altså en helt unik mulighed, til rent faktisk at forandre den måde vi driver landbrug på i Danmark. Omvendt kan man frygte, at kineserne køber det.

Jeg mener ikke vi har haft en situation, der ligner den vi ser nu, nogensinde før i dansk landbrug. 

Men vi skal bruge rundt regnet 200 milliarder, før vi kan købe en tredjedel af landbruget - eller en fjerdedel af vores lands areal -tilbage. Og de fleste af de penge er uproduktive, dem betaler man bankerne for at de kan komme af med deres svinestalde. 

Men jeg mener på den anden side ikke, at der er anden vej frem. Bankerne og fremtidens ejere må finde et kompromis. Dele tabet i porten om at så at sige. 

Tilsidst vil jeg nævne, at det er min overbevisning at forbrugerne (også i finansiel forstand, altså hvilken bank og hvilket pensionsselskab man vælger), kan ændre gældens tyngdepunkt ved at ændre indkøbsvaner. 

I tiende og sidste afsnit ser vi på gæld som fænomen i vores økonomiske system. For der er dem, der mener, at gælden slet ikke er et problem.

Landbrugets gæld afsnit 8

En historiker med landbruget som speciale, hævdede engang overfor mig, at stavnsbåndets ophævelse og selv-ejer-strukturen i Danmark aldrig var blevet til noget, havde det ikke været for det faktum, at man fastfrøs beskatningen af selvejer-gårdene i de første årtier. 

Det vil sige, at den driftige gårdejer vidste hvad han skulle betale i skat i årene efter købet og kunne regne med, at alt hvad han tjente udover det, tilfaldt ham-selv skattefrit. 

Denne gulerod var forudsætningen for det hele, mente min kilde.

Kan man så sige at de særlige afskrivnings- og skatteregler, der gælder for landbruget i dag, er forudsætningen for strukturudviklingens danske egenart?

Det er nok at tage munden lidt for fuld - i hvert fald hvis man ser dem isoleret set. Hvis man derimod ser dem som  et element i udmøntningen af dansk landbrugspolitik, vil man, mener jeg, godt kunne drage en række årsagssammenhænge mellem strukturudviklingen, gælden og de regler og den praksis, der gælder for landbrugets årsregnskaber.

Før vi når til det sidste led i sætningen, lad os rekapitulere.  Dansk landbrugs dominerende forretningsmodel er baseret på at være konkurrencedygtig på prisen på verdensmarkedet for mælkepulver og svinekød. For at kunne det og når nu de fleste lande man konkurrerer med har lavere produktions-omkostninger (jord, løn, afgifter, levestandard mm) må man kompensere ved at være effektiv - og dygtige til at sælge.

Hvordan man skal forstå effektivitet har vi diskuteret her på bloggen, men konsekvenserne for dansk landbrug har været ret ensartet. Man har oprustet   i hele værdikæden fra gener og robotter over hightech-grej i stalde og maskiner, uddannelse og rådgivning til import af foder og arbejdskraft og eksport af smågrisene for at kunne være et hestehoved foran konkurrenterne - eller et par øre bagud på prisen om man vil. 

Vi nævnte Månegris-projektet, som et mønstereksempel og i sidste uge gik det ene af de to realiserede Månegrisprojekter faktisk konkurs. 

For at have råd til opruste teknologisk - et temmelig konstant investerings-kapløb, som vi underholdte med i afsnit 3 - må man dels sprede investeringen ud på et øget antal kilo; og en øget produktion har indtil for relativ nyligt betydet et øget jordtillæggene - med andre ord væksten i størrelsen af gården var ofte en direkte forudsætning for at kunne implementere den nye teknologi - dels måtte man have likviditet til at kunne indkøbe de nyeste effektivitetsløsninger. Og det er det sidstnævnte, der er emnet for Afsnit 8.

Hvordan får et landbrug likviditet til at købe, lad os sige en ny traktor.

Det kan det i princippet gøre på flere forskellige måder. Man kan have sparet op over en årrække og købe kontant. Man kan låne pengene i banken. Man kan købe på afbetaling eller lease. Der er sikkert mange landbrug, der benytter sig af disse muligheder eller kombinationer - og jeg har læst i landbrugsmedierne, at leasing er blevet mere populært det seneste år.

Men som jeg har lært erhvervet at kende, så oprustes der også i form af skattetænkning.  Simpelthen fordi det - i een forstand - giver bedre mening for den enkelte bedrift at købe en traktor end at betale skat. Det svarer faktisk lidt til de offentlige institutioner, der når man sidst på året opdager et lille overskud, skynder sig at bruge pengene - for ikke at risikerer at blive beskåret på næste års budget. Hvis man i stedet for at have overskud man skal betale skat af, har et underskud som giver yderligere fradrag, vil enhver revisor velsagtens rådgive landmanden til at købe traktoren. 

Mange landmænd jeg har talt med, har netop fortalt hvordan revisor, konsulent og ikke mindst traktor-sælgeren fortæller om alle fordelene ved at købe en ny traktor før selvangivelsen afsluttes - og ikke kun hvis man har et overskud. Det er måske det springende punkt. For hele begrundelsen for denne skatte-finte, er at landmanden har et behov, der står i et rentabelt økonomisk forhold til gårdens drift. Vil den nye traktor give landmanden den konkurrencefordel, der sikrer hans fortsatte drift - og dermed i sidste ende være en samfundsøkonomisk fordel. Problemet er hvis investeringen kun øger gælden, vedligeholdsudgifterne og 'spor-afhængigheden' (det at man ikke kan ændre på sit produktions-set-up) - uden nævneværdig indtjeningseffekt. Så har man investeret i maskinel overkapacitet (forklaring følger herunder).

En interessant vinkel på dette 'traktor-eksempel', som belyser min pointe er 'investeringsgraden' i landbruget. I årene 2009 til 2016 var der en 'negativ reinvestering' i dansk landbrug. Det vil på godt dansk sige, at økonomerne vurdere at landbruget investerede færre penge i produktionsapparatet end det kostede at oppebære konkurrencedygtigheden.

Hvad det koster at oppebære konkurrencedygtigheden, er i øvrigt et beløb, som landbruget i alt for stor grad selv har kunnet definere, hvilket har forstærket problemet med gældssætningen. Men det mest interessante i denne sammenhæng er den måde som landbruget, politikkerne og bankerne har diskuteret 'den negative reinvestering' på.

Hvert år i denne periode når man opgjorde investeringerne i landbruget, råbte Landbrug&Fødevarers økonomer alarm. Det var ekstremt alvorligt og kunne betyde dansk landbrugs død, hvis ikke bankerne ville låne penge til landmændenes 'nye traktor'; blev der meldt ud. Tonen steg i skingerhed som årene gik. Bankerne tog livet af landbruget og andre lignende udsagn kom fra både Axelborg og økonomerne i SEGES.

Men i 2017 skiftede landbruget pludselig sprogbrug - ja man skiftede måske også ordbog. For nu hedder det, at der i dansk landbrug i samme årrække havde været en 'maskinel overkapacitet'. 

Den nye udmelding kom samtidig med at finanssektoren var i fuld gang med at revidere deres investeringsstrategi i landbruget. Flere banker sagde, måske lidt urealistisk,  at fremtidigt engagement skal baseres på en forretningsmodel med minimum 10% i forrentningsafkast. Svaret på hvem i dansk landbrug der kunne honorere det, blæser i vinden. 

Men i forlængelse af ovenstående kom SEGES altså med den nye rapport om maskinel overkapacitet, der nu hævdede at dansk landbrug i en længere årrække har haft en overinvestering, sådan læser jeg i alt fald begrebet: maskinelt overkapacitet. Med andre ord, problemet med den negative reinvestering var slet ikke det store problem, dansk landbrug var helt på omgangshøjde. Man kunne trygt investere videre.

En kilde fra finansverdenen jeg diskuterede dette med, konstaterede tørt, at det dels betyder at han og hans kollegaer får den tanke, at landmanden da han lånte til den sidste nye traktor førte bankrådgiveren bag lyset omkring rentabiliteten i købet - og at det underminerer tilliden til SEGES i finanssektoren.

Hans skepticisme bliver udtrykt lidt mere diplomatisk i IFROs årsrapport fra 2017:

"Hvis dansk landbrug er på vej ind i en fase med bedre indtjening, bliver det vigtigt at fast- holde fokus til rentabilitet og risikostyring i forbindelse med drift og investeringer." (IFRO 2017)

Nært beslægtet er at udskyde skatten, den udskudte skattegæld fra landbruget udgør så vidt jeg er orienteret 100 mia. kr. Tabte penge mener mange økonomer.

Ikke så underligt, at man fortløbende omtaler Liberal Alliance, som det mest landbrugsvenlige parti i erhvervets medier. Men det kommer vi ikke yderligere ind på hér.

Hvis man lidt tentativt skal konkludere noget her, så ser det ud til at landbruget - store dele af det i al fald - har været forført og selv været forføreren - af den institutionelle ramme omkring skattebetaling på den ene side og argumenterne for at en ny traktor var en god investering på den anden. Hvor stor en del af gælden, der hidrøre fra denne formel er mig ubekendt. Men citatet fra IFRO, indikerer at der er noget at komme efter. Hvor stor en skatte-indbetaling, der tilfalder statskassen fra udøvende landmænd, har jeg heller ikke kunnet finde svar på. Det er endnu et af de tal, der vogtes over som Onkel Joakims lykkemønt.