Jarmstedgaard

Jarmstedgaard

Steen og Ann driver et lille landbrug med 50 jerseykøer i Vendsyssel. Steen kom til Jarmstedgaard i 1978 som 6-årig, da hans forældre, som er lokale, valgte at etablere et bofællesskab her sammen med to andre familier - lidt i ånden om det selvforsynende liv. Steens far Aage var agronom og en af de tidlige økologiske pionerer, blandt meget andet medstifter af Den Økologiske Jordbrugsskole ved Åbyhøj (1982) og Grinsted Mejeri (1986). Steen og Ann mødte netop hinanden på landbrugsskolen og flyttede ind hos Steens forældre i 1992 for at prøve om livet som mælkeproducenter var noget for dem, på det tidspunkt var de blevet 4 og fik 'det store værelse'.  Et år efter var de parate til at forpagte gården og pengene var virkelig små i begyndelsen - der var ingen kassekredit. Efter fusionen mellem Grinsted og Thise Mejeri i 1997, kom Steen også i bestyrelsen for Thise Mejeri. En post der også bringer ham i kontakt med både erhvervet og markedets strukturudvikling. Arbejdet med at udvikle Thise og samtidig bevare værdigrundlaget i den voksende andels-virksomhed tager meget af Steens tid; men der er en god balance mellem arbejdet på gården og arbejdet med mejeriets udfordringer. Driften på Jarmstedgaard er selvfølgelig præget af malkningens rutine og størrelsens fordele og begrænsninger; men i høj grad også af dels Steen og Anns livssyn og erfaringer, som handler om det økologiske kredsløb, dyrenes velfærd og det faglige nærvær; men også en - for erhvervet lidt usædvanlig - rejselyst. Året og bugetterne, som Ann tager sig af, udover at have en deltidsstilling som økonoma på en nærliggende efterskole, er planlagt efter at der skal være plads til at hyre en vikar ind så  familien kan stå på langrend, besøge datteren i Indonesien eller Aage og Inge Lis' projekter i Uganda.

 I år, 2013, blev Steen valgt til "Årets Økologiske Frontløber" på Økologi-kongressen i Vejle. I begrundelsen for at vælge Jarmstedgaard sagde formanden for Økologisk Landsforening Per Kølster blandt andet:

"Han viser, at familiebruget stadig har en plads i det økologiske landbrug. Han beviser, at småt kan være godt, og at man hellere skal ekspandere i viden end i kapacitet og stressniveau."

Tinggaard A/S

Tinggaard A/S

Kent, Annemette, Frederik og Henrik dyrker økologiske grønsager på ca. 80 ha. god jord nordøst for Randers. Kent er født og opvokset på en gård i nærheden, forældre og bedsteforældre var landmænd, men han selv kom lidt tøvende ind i erhvervet - var egentligt startet på gymnasiet. Han og Annemette startede op med 18 ha. og 20 malkekøer i 1982 - de var bare 22 og 19 - og det var dengang lånene havde nogle renter der virkelig gjorde ondt. Kent havde mødt nogle langhårede økologer på landbrugsskolen og såmænd også fattet interesse for ideen, men det var ikke realistisk at afsætte økologisk mælk på den tid og det sted. Først i 1997 var efterspørgslen til det og der blev lagt om, på det tidspunkt var gården vokset til 70 malkekøer. I 2000 kom grønsagerne ind i sædskiftet, også fordi at familien trængte til lidt afveksling - der var kommet noget trummerum ind i hverdagen følte de. Ret hurtigt blev det klart at grønsagerne og især de økologiske specialprodukter var en bedre forretning end mælken og da en udfasning af mælkekvoten også kom på den politiske dagsorden, valgte Kent at sælge sin, mens tid var.

Det har hverken han eller familien fortrudt. De blev fra Aarstidernes start leverandør til de økologiske grønsagskasser-kasser og siden er det samarbejde bare vokset. Der var dog et humørskifte i 2007 og Kent og Annemette var egentligt parate til at sælge, det var ikke økonomien der haltede, snarere motivationen. Og helbredet. Men selvom der blev budt beløb, der i dag virker helt uvirkelige, endte de med alligevel at beholde gården. Det har de heller ikke fortrudt.  Af de fem børn blev det de to brødre, den ældste og yngste i søskendeflokken, der gik ind i driften og i 2013 valgte man at lægge forretningsmodellen om til et aktieselskab for at lette generationsskiftet. Det betyder også, at de fire ejere i dag i princippet er lønarbejdere i deres eget selskab. Men ifølge Kent har det ikke, endnu, gjort nogen forskel for måden arbejdstiden bliver struktureret på, det er bare noget regnskabsteknisk. Her i december er der kun to polakker tilbage, ud af de ca. 10 faste i højsæsonen. At det er polakker er af den samme grund, som alle andre i landbruget siger: der er ikke nogen danskere der gider eller kan. I dag bliver der dyrket ca. 25 forskellige slags grønsager på Tinggaard og generationsskiftet synes at være sikret.

En slags 'forret', til den længere artikel om Eus såsædslovgivning herunder

Kommentar af Anders Borgen

Jens Ring fra EU-kommissionen svarer i et læserbrev 14. dec på Karen Sybergs klumme (12/12) om den ny EU-forordning om frø. Han forstår vist ikke, hvad problemet er.

Lad mig derfor starte et helt andet sted: Hvad ville der ske, hvis alle opskrifter på mad solgt i EU skulle godkendes? Hvis der var dyre og bureaukratiske ansøgningsprocedurer i forbindelse med godkendelsen, hvor man skulle bevise, at opskrifterne var både sunde og velsmagende?

Det er muligt, at kravene f.eks. ville ændre på saltindholdet i McDonalds burgere, men for restaurationsbranchen som helhed ville det især betyde, at der kun var store fastfood-kæder tilbage på markedet, som alle brugte stort set de samme godkendte opskrifter på burgere og pizzaer. Kun de store kæder ville have ressourcerne til at få godkendt deres opskrifter. 

Derimod ville det som helhed næppe forbedre hverken god smag eller sund mad, for alle de små selvstændige restauranter ville forsvinde. Der ville næppe være en eneste gourmetrestaurant tilbage, og heller ingen økologisk eller vegetarisk restaurant. 

EU's frølovgivning kræver, at alt frø skal certificeres, og der må kun sælges frø af planter, som er opført på den officielle liste over godkendte sorter i EU. Dette er udtryk for en syg lovgivning, som kun har til formål at støtte de store firmaer i branchen. Over halvdelen af alle frø i EU ejes af en håndfuld kemikaliefirmaer med Monsanto og Syngenta i spidsen. Det er resultatet af EUs frølovgivning. 

Sådan er situationen i dag, og sådan vil det fortsat være med EU-Kommissionens forslag til revision af reglerne. Jens Ring har ret i, at Kommissionens forslag indeholder en undtagelse om, at mikrovirksomheder på visse indtil videre ukendte vilkår kan undtages fra gebyrer, men netop denne vigtige undtagelse modarbejdes lige nu af Danmark efter pres fra frøindustrien. Det er derfor usandsynligt, at denne undtagelse overlever til den endelige vedtagelse af forordningen med mindre vor nye Fødevareminister griber ind og ændrer det danske mandat.

Overordnet set er der for mig ingen tvivl om, at Karen Syberg har ret i sin pointe, at EU's frølovgivning er en katastrofe for biodiversiteten, for vor retsbevidsthed og for erhvervsstrukturen i frøbranchen.

Om Eus såsædslovgivning; frø og biodiversitet. Artikel af Anders Borgen, bragt i forkortet udgave i Information 19/12/13

Fødevareministerens sidste speltbolle

af Anders Borgen

EU er ved at forbyde gamle plantesorter, 

og dermed Ny Nordisk Mad. Vil den ny 

fødevareminister acceptere det?

Mad er noget vi spiser for at blive mætte, men er som andre varer også en måde at udtrykke sin livsstil. Vi støtter den lokale slagter eller vi boykotter buræg for på den måde at udtrykke vore holdninger til verden omkring os. Vore indkøb og spisevaner bliver en måde, hvorpå vi som borgere kan påvirke den verden, vi lever i.

En forholdsvis ny trend indenfor madkultur er at bruge gamle plantesorter. Hvor biodynamiske gulerødder var symbol på vor søgen efter mad uden giftrester, så er speltboller er i dag blevet et symbol på en ny trend indenfor madkulturen, som søger tilbage til råvarer, som ikke er ødelagt af GMO og industriens andre kunstige manipulering af vor mad. Det er på én gang både en kulturel stræben efter fortidens guldalder, og samtidig også en politisk manifestation af en protest mod den industrielle fødevareindustri. Trenden slår igennem ikke kun blandt forbrugerne, men stjernekokkene i diverse TV-programmer står nærmest på tæerne af hinanden for at rose de fantastiske smagskvaliteter ved de gamle sorter.

Trenden er international, men Danmark har førertrøjen med både verdens bedste restaurant og verdens bedste kok, og Danmark er kommet på verdenskortet som et valfartssted for gourmet-mad. Samlende for det danske madeventyr er konceptet for Ny Nordisk Mad, som netop hylder de oprindelige nordiske plantesorter og den lokale produktion. Heldigt for både forbrugere og sundhedssektoren er denne trend ikke bare er velsmagende og en økonomisk kassesucces, men den er faktisk også er sund. Al fødevareforskning viser, at Det Nye Nordiske Køkken virker forebyggende på diverse velfærdssygdomme.

Man skulle tro, at enhver dansk fødevareminister ville juble over succesen. Ville nyde den gode mad og nationale prestige, og samtidig politisk ville bakke op om udviklingen, så den har mulighed for at fortsætte og måske endda udvikle sig yderligere. Men sådan er det ikke. 

Som politiker står man i et dilemma mellem kemikaliebranchens og det industrialiserede landbrugs økonomiske interesser på den ene side, og forbrugernes, de små virksomheders og kokkelandsholdets ønsker på den anden. I dette dilemma har alle hidtidige fødevareministre klart og systematisk valgt side til fordel for industrien. Faktisk så klart, at de for tiden ikke blot nøjes med ikke at gøre noget, men nu er direkte i gang med at sikre et effektivt forbud mod forbrugernes mulighed for frit at vælge. Det er et politisk valg, som ministre naturligvis skal have lov til at foretage; det er jo det, vi har politikere til. Jeg synes dog, at emnet bør debatteres også af andre end en lukket kreds af lobbyister og embedsmænd, da det også omhandler både vor sundhed, vor fødevareforsyning, vor kulturhistorie og naturens mangfoldighed.

Industrien har naturligvis ikke altid sammenfaldende interesser med forbrugerne. I forbindelse med gamle og nye sorter, så er forbrugernes og kokkenes interesser at få et bredt udvalg af de sorter, de ønsker, mens frøindustriens interesse er at kunne sælge frø af de plantesorter, som de ejer, og som de derfor kan tjene penge på at sælge. Og det er præcis her, vi finder sagens kerne. Der er ikke nogen, der ejer de gamle plantesorter, ligesom der ikke er nogen, der ejer opfindelsen af hjulet eller den dybe tallerken. Det er med tiden blevet fælles kulturelle goder, som vi ejer i fællesskab. Eller rettere, sådan er det for alle andre sager end netop for plantesorter. Når sagen kommer til landbrug, så har vi et system, hvor plantesorter i praksis automatisk forbydes, når ejerens ophavsret til sorten udløber. Altså svarende til, at komponister skal betale for at få musikken godkendt af Kulturministeren, og når der ikke længere betaler, bliver godkendelsen til at spille musikken inddraget. 

Al den mad vi spiser består af planter, eller af dyr som har spist planter, og alle disse planter er af sorter, som ejes af et firma. Hver gang korn og frø sælges til en landmand, så går der en afgift til sortsejeren. Landmanden må ikke uden videre købe frø af sin nabo, og han kan ikke på lovlig vis skaffe såsæd af en gammel plantesort, som ikke længere ejes af nogen. Kun hvis sorten har en ejer, kan den handles, og kun mod at ejeren får sin licens for at eje sorten. Heldigvis er det kun indenfor planteområdet, at samfundet er indrettet på denne måde.

Der er for så vidt ikke noget nyt ved forbuddet mod dyrkning af vore bedsteforældres køkkenhaveurter. Det er et net af lovgivninger, som gennem årtier blot gradvist er blevet mere og mere strammet sammen om frøindustriens interesser. Det nye ligger kun i, at forbrugere, miljøforkæmpere, ulandsforkæmpere og kokke råber og skriger for at ændret lovgivningen, og at vi har en regering, der i andre sammenhænge taler for miljø og forbrugerrettigheder, men som i forbindelse med revisionen af EU’s lovgivning på området lader sine embedsmænd arbejde for det modsatte. 

Det er bestemt ikke alle sorter, der kan blive optaget på EU’s officielle liste over lovlige plantesorter. Det skal leve op til ganske bestemte stramme krav. Af den ca. halve million sorter, der kendes i Europa, er under en halv procent godkendt. Resten er forbudte sorter, som ligger hengemt i genbanker, som kun planteforædlere og forskere har lovlig adkomst til. Ikke fordi de er dårlige. Ikke fordi der ikke er nogen, der ønsker at dyrke dem, men fordi de enten ikke lever op til de rigide kriterier, som EU stiller til godkendelsen, eller fordi sorterne ikke ejes af nogen, og der derfor ikke er nogen, der kan tjene penge på at betale de enorme summer, som det koster at få godkendt en plantesort i EU. Der forsvinder hurtigt 50.000-100.000 kr alene i administrationsgebyrer for at få godkendt en plantesort i EU. Samtidigt skal der hvert år betales afgift for at opretholde sorten på listen, så derfor forsvinder gamle sorter fra listen, hvis salget ikke er stort nok. 

Af bl.a. denne grund er der stort set også kun store firmaer tilbage på dette marked. Blot 3 firmaer sidder på over halvdelen af verdens handel med frø, og stort set alle frøfirmaer ejes af multinationale kemikalie-koncerner som Monsanto, Syngenta og andre, som ikke primært handler med frø for at tjene penge på selve frøene, men som opkøber og sætter sig på frømarkedet for at sikre sig, at landmændene benytter sorter, som har behov for behandling med de sprøjtemidler, som er firmaernes største indtægtskilde. Der er således kun 4 firmaer tilbage i Danmark, som i kommerciel skala forædler nye sorter, og de er kun aktive indenfor ganske få afgrøder, nemlig hvede, byg, græs, kløver og kartofler. Det er alt. Alle de forskellige grønsager, som vi spiser til daglig, er af sorter, som ejes af udenlandske firmaer, og samtidig har lovgivningen sikret, at vore egne gamle danske plantesorter er blevet forbudte. Et mundheld siger, at hvis man skal styre et folk, skal man kontrollere deres mad. Og nøglen til at kontrollere maden er at kontrollere frøene. Og det er der så nogen, der gør.

Verdens fødevareforsyning

I det daglige er der næppe nogen, der bemærker, at frøsektoren er stramt styret af regler, lovgivning og økonomiske interesser. Vi får jo mad på bordet hver dag. Eller, det gør vi da i vor del af verden. Men det har alligevel konsekvenser også i vor dagligdag, som vi blot ikke er opmærksomme på. 

Vi hører lejlighedsvis om dårlig høst i tørkeramte områder, og vi hører om afgrøder, der drukner på vandlidende jorde. Vi hører om hvedehøsten i Østafrika, der slår fejl som følge af en epidemi af den frygtede sortrust-sygdom, og i 1970’erne var det græshoppesværme i Afrika. Alle disse lokale og regionale katastrofer hænger sammen med overgangen til dyrkning af planter i monokulturer. I en monokultur er alle planter ens, så enten går det godt for alle planter, eller også går det skidt. Som gennemsnit over år er det måske udmærket, men i de år, hvor det går skidt, der går det rigtig skidt. Når det så kædes sammen med, at der nu kun er ganske få firmaer tilbage, så alle landmænd dyrker samme plantesort, så bliver det på hele kontinenter, hvor høsten enten går godt eller skidt – samtidig. Det giver det udsving i verdensmarkedsprisen på mad. Det betyder ikke så meget for en dansker, som bruger penge på mange andre ting end mad, men for fattige mennesker i ulandene, som bruger stort set alle deres penge på mad, dér betyder det meget, hvad prisen er på mad. 

Det arabiske forår har utvivlsomt mange andre årsager også, men det er indiskutabelt, at det brød ud netop på det tidspunkt for et par år siden, hvor verdensmarkedsprisen på mad toppede, og hvor mange i Nordafrika af den grund måtte gå sultne i seng. Dyr eller manglende mad er den bedste grobund for enhver revolution, og har været udslagsgivende for langt hovedparten af alle store og små folkelige oprør i verdenshistorien. Den franske og den russiske revolution inklusive. 

EU's såsædslovgivning påbyder alle EU’s landmænd at dyrke monokulturer, og den medvirker til at fremme koncentrationen af planteforædlingen hos nogle få store firmer. Dermed bliver afgrøderne ensartede ikke kun indenfor den enkelte mark, men også i hele lande, regioner og kontinenter. Dermed bidrager frølovgivningen til ustabilitet på verdensmarkedet for fødevarer og til social ustabilitet. Ikke nogen god strategi i en situation med klimaforandringer, og hvor biologisk mangfoldighed er det bedste værn mod katastrofehøst.

Den opmærksomme læser vil nok undre sig over, hvordan det kan være, at har fået Ny Nordisk Mad på disse vilkår, og hvordan vi rent faktisk kan gå ned i ethvert supermarked og købe mel af gamle kornsorter. Hvordan NaturErhvervsstyrelsen har indført en speciel ordning med støtte fra EU for demonstration og udnyttelse af gamle plantesorter, hvis det samtidig er forbudt ved lov? Den undren er bestemt berettiget. NaturErhvervsstyrelsen har på den ene side en forpligtigelse til at bevare den genetiske mangfoldighed, men har samtidig en forpligtigelse at håndhæve en frølovgivning, der forbyder den. I det dilemma har de valgt den fornuftige praksis at se igennem fingre med en række ulovligheder så længe EU's frølov er under revision. Denne rimelige praksis er bl.a. gjort i forventning til, at en stor del af det ville blive lovliggjort i forbindelse med revisionen. Det er vi mange, der er glade for, for indtil da kan vi så nyde vore speltboller i nogenlunde fred, og EU-lovgivning tager heldigvis lang tid. Omvendt ved vi godt, at når den nye frøforordningen bliver vedtaget, så bliver styrelsen nød til at ændre praksis, og igen begynde at håndhæve loven, som de har gjort tidligere med bøder og pålæg. Vi, der dagligt helt bevist bryder loven for at bevare kulturarven og den genetiske mangfoldighed, er da også af styrelsen blevet gjort tydelig opmærksom på den virkelighed, som venter os.

På baggrund af en beslutning af en tidligere fødevareminister, er der nedsat et såkaldt Dialogforum for Frølovgivning, hvor industrien og folkelige repræsentanter kan udveksle synspunkter, og komme med input til ministeren i forbindelse med forhandlingerne om en ny frø-lov i EU. Og repræsentanterne for Fødevareministeren lytter virkelig. Lytter åbent til begge parter, men vælger herefter at tage ned til Bruxelles og kun referere industriens argumenter om, at der ikke skal laves noget grundlæggende om. Det kan undre, at vi har et fødevareministerium, der så ensidigt lytter til 4 firmaers snævertsyn, og fuldstændig overhører protesterne fra Ulandsorganisationerne, som begræder de sultne børn i Afrika, fra Naturfrederne, som kæmper for den biologiske mangfoldighed, fra økologerne, som kun kan få plantesorter, der er beregnet til dyrkning med sprøjtemidler og fra kokkene, som ikke kan få de specielle og herunder de gamle plantesorter, som de skal bruge til at udvikle det Nye Nordiske Køkken.

”Det er alt sammen lige meget” sagde ministeren, som henholder sig til den politik på området, som blev fastlagt af fødevareministeren under VKO-regeringen i flere handlingsplaner, og som lyder, at der gerne må ske visse småændringer, men kun hvis det kan ske uden, at fordelene ved en eksisterende system sættes over styr. Hvad ”fordelene ved det eksisterende system” er, og hvem det er en fordel for, er ikke defineret, så ministeren har i denne forbindelse tilsyneladende valgt at lade fordelene definere af de 4 planteforædlere, der er tilbage i Danmark, og som giver opgaven videre til den europæiske lobbyorganisation for frøfirmaer. Fordelene er derfor blevet defineret ved, at det er lettere for disse firmaer at opkræve licenser af deres sorter, hvis der ikke er andre sorter på markedet end deres. Det er den eneste fordel, der er ved det nuværende system. I Dialogforum for Frølovgivning har vi nu diskuteret dette i snart et år, og i al den tid er der i hvert fald ikke kommet andre argumenter frem, og at det så er på kant med Lisabontraktaten proportionalitetsprincip, charteret for menneskerettigheder og traktaten for biologisk mangfoldighed er åbenbart ikke så væsentligt, heller ikke for den nuværende regering. Selvfølgelig er der også andre fordele ved at have lovgivning og ordnede forhold også på dette område, men disse kunne opnås fuldt ud ligeså godt på andre måder, f.eks. som en frivillig kvalitetssikring, som sikrede landmænd og haveejere god frø-kvalitet af certificeret frø, men uden at forbyde alle plantesorter, som ikke kunne certificeres. Der kunne sagtens laves et system, hvor der var plads til alle, men ministeren støtter industrien i at fastholde et system, hvor der kun er plads til sorter fra de store forædlingskoncerner, som er forædlet med moderne forædlingsmetoder. 

Fremtidsudsigterne for det danske gourmet-eventyr og for forbrugernes frie valgmuligheder ser ikke lyse ud. Nu har vi fået en ny minister, som heldigvis kender virkeligheden i EU’lovgivning. Om han spiser en speltboller til kaffen her til morgen ved jeg ikke, men hvis han gør, så håber jeg, at han vil nyde dem. Det bliver nok de sidste, han får. 

Træk af den økologiske jorddrifts historie i Danmark del 2

Del 2

Jordbrugsstudiegruppen (JSG) blev til efter initiativ fra to landbrugselever, Jørgen Trandbjerg og Flemming Olsen, som havde skrevet et åbent brev - trykt i forskellige relevante aviser - i efteråret 75; og som i sit egentlige udgangspunkt havde etableringen af andre ejerskabsformer i landbruget, særligt andelsbrug. De to studerende, samt mange andre inden- og udenfor landbruget, præget af tidsånden, ønskede et opgør med kapitalismen og dens produktions- og livsformer, snarere end et opgør med den måde natur og miljø indgik i produktionen på. De to initiativtagere måtte dog sande, at blandt dem der mødte op til det første møde, var der en udbredt interesse og stærkt engagement for netop den økologiske tanke. Nogle af deltagerne havde tidligere været involveret i et samarbejde med forsøgsstationen Rissø, hvor økologiske driftsmetoder var blevet afprøvet - og de kom til at udgøre en vigtigt drivkraft i den undergruppe af Jordbrugsstudiegruppen, der blev kaldt Sjællandsgruppen og som også i løbet af de næste par år blev involveret i etableringen af Svanholm. Det er blevet nævnt at 'økologerne' i JSG generelt  havde en universitetsbaggrund og på den vis var stærkere stillet i diskussionerne. De kunne både argumentere overbevisende med baggrund i videnskabelig forskning, i nogle tilfælde forskning de selv havde del i; havde et mere indflydelsesrigt netværk og var simpelthen bedre til at konkretisere og samarbejde om praktiske løsninger, netop fordi de havde en mere ligesindet indstilling qua deres uddannelsesniveau. Jeg vil ikke kommentere det yderligere, men der er utvivlsomt en interessant parallel til lignende dagsordensættende processer i foreninger og bevægelser.   

I forlængelse af ovenstående skal det ligeledes nævnes, at selvom diskussionerne i JSG overvejende var præget af fundementale overenstemmelser, så var der noget geografisk på spil. De kræfter i JSG, der var mest optaget af samlivs- og ejerskabsformerne og de formelle strukturer omkring landbruget, var groft skitseret centréret i Jylland, og de mere økologisk interesserede, centréret på Sjælland. Det var det politiske/ samfundsøkonomiske der først og fremmest drev de jyske medlemmer og de dannede på deres side af bæltet en undergruppe der hed Landbrugskollektivet, som i 76 delte sig i to kollektiver af 4 personer, der hver især købte og forsøgte at etablere andelsbrug i løbet af 1977. På daværende tidspunkt var det ikke muligt, i henhold til landbrugsloven, at eje jorden i fællesskab og begge kollektiver måtte søge om dispensation (ligesom Svanholm måtte året efter, med samme resultat), hos ministeren, for at gennemføre deres forehavende. Selvom ansøgningerne, og JSGs arbejde generelt, forsøgte at italesætte en konstruktiv løsning af generationsskifte-problematikken, der allerede dengang voldte landbruget svære kvaler, blev det til et afslag og både Dyrevig og Søgaard, som de to gårde hed og stadigvæk hedder i dag, måtte drives som interessentskaber (også på dispensation). I parentes bemærket, kan det dog nævnes at Jordbrugsstudiegruppens arbejde og i nogen grad offentlige medvind (oliekriserne havde også gjort sit), fik de politiske følger, at et udvalg for Alternative Besiddelsesformer i Jordbruget, blev nedsat og året efter i 1979 kom med en betænkning - der dog, som formålet antageligvis hele tiden havde været, blev syltet. Selvejet var en hellig ko.

Tilbage til økologien. 

Der var vel en halv snes 'giftfri' landbrug på landsplan, som ikke var biodynamikere, og blandt dem også ildsjæle, der har spillet en stor og væsentlig rolle for økologiens udbredelse, men den mest prominente løftestang for udbredelsen af den økologiske jordbrugsdrift kom med etableringen af landbrugskollektivet Svanholm, ved Skibby i Nordsjælland. Her var dels mange ideologiske kræfter samlet, dels et stort fungerende landbrug, der nu reelt i praksis skulle omlægges til at være 'giftfri' og, ikke mindst, skulle finde afsætning af deres produkter til en bredere kundekreds end indkøbsforeningerne. Allerede samme år som kollektivet overtog godset, var FDB (i dag Coop) inviteret på besøg, for at diskutere en mulig samarbejdsaftale. Samarbejdet med FDB kunne der skrives en hel artikel om for sig selv - men her nøjes vi med at konstatere, at samarbejdet kom istand og at stiftelsen af Landsforeningen af Økologiske Jordbrug (LØJ - 1981) på en måde var forudsætningen for at brugsforeningerne tog de økologiske avlere alvorligt. Det er en pudsig ting, at før de regler, krav og kontrolforanstaltninger, der var nødvendige, for at kunne sælge varene under dette nye navn, blev forhandlet på plads mellem medlemmerne af den nye forening, hvilket primært bestod i at oversætte IFOAMs regelsæt til dansk, så var der en årrække hvor den eneste mulighed for reelt at kunne leve op til leveringskravene i aftalen med FDB, var at købe ind hos biodynamikerne.

Sideløbende med at foreningen tog form, kom der også et tidsskrift på banen, der blev et vigtigt organ for den tidlige bevægelse. Praktisk Økologi, mere eller mindre et en-mands-foretagende ved geologen Troels Østergård, som havde baggrund i NOAHs landbrugsgruppe, kom fra sin søsætning i 1981 til at være det forum, hvor international forskning, udviklinger og erfaringer blev præsenteret. Østergård var med i IFOAMs bestyrelse op gennem 80erne.

I 1982 kom Den Økologiske Jordbrugsskole ved Åbyhøj i Vendsyssel til. Aage Dissing, agronom og mælkeproducent, som selv havde været blandt pionerene indenfor økologien, var sammen med en række fagfæller bag etableringen. Jeg har talte med nogen af de elever, der var med på de første årgange, og det lyder virkelig som en 'gründerzeit' - en tid præget af engagement, fællesskabsånd og modkultur, økologien var stadig på dette tidspunkt marginaliseret, og omgæret med fordomme og kritik fra det 'rigtige' landbrug. En kilde fortalte, at da LØJ skulle holde pressemøde, havde man aftalt at møde op i jakkesæt og slips, i håb om at indholdet og ikke formen kunne få spalteplads. Men journalisterne fandt een blandt publikum, der havde islandsk sweater og kæmpe busket hår - og det var selvfølgelig hans billeder, der blev vist med omtalen. Økologien havde måske nok en vis medvind i kraft af en øget bekymring for miljøet og tidsånden, men blandt forbrugerne, landbruget og forskningsinstitutionerne var interessen i bedste fald ligegyldig. Men vi er også her nået frem til, at bevægelsen faktisk får en gryende politisk opmærksomhed og begynder at koordinere nogle af dens mærkesager med SFs folketingsgruppe.

Mere om det i del 3.

God jul.

Ny Fødevareminister

Danmark har fået ny Fødevareminister. Dan Jørgensen (S) har fået mange rosende ord med på vejen. Både fra politiske modstandere og kommentatorer nyder han generel respekt, som en dygtig, ferm og engageret  politiker. Enhedslisten har endog været ude med meget positive meningstilkendegivelser om, at her ser de en minister de kan samarbejde med. Derfor kan det dårligt undre, at erhvervet, her repræsenteret ved de to største aktører: Landbrug&Fødevarer og Svineproducenternes organisation ser sig nødsaget til at slå koldt vand i blodet på al den begejstring. L&Fs Martin Merrild udtrykker dyb utilfreds med al den rokéren rundt på Fødevareministerposten (det er den tredje minister på 2 år), men utilfredsheden bunder nok mere i Dan Jørgensens holdninger til erhvervet, for som Merrild med en noget hvas tone konstaterer overfor Landbrugsavisen.

"Vi har en forventning om, at Dan Jørgensen vil tage en anden tilgang til tingene som minister, end han har gjort før, og føre regeringens vækstorienterede politik på landbrugs- og fødevareområdet".

Formanden for svineproducenterne Henrik Mortensen har i en pressemeddelelse udtrykt skepsis overfor Dan Jørgensens realitetssans og henviser til et video-interview, som den nye minister medvirkede i i 2009, hvor han ganske rigtigt kommer med nogle skarpe perspektiver på dansk landbrugs nu- og fremtid. Jeg anbefaler man ser dette interview, det varer kun 9 min., og indikerer forhåbentlig hvor den nye Fødevareminister ser potentialerne i landbrugets fremtid.

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE4127251/velfaerd-for-svin/

Træk af den økologiske jorddrifts historie i Danmark del 1.

Det vi i dag kalder økologi, er en mere broget samling værdier og dyrkningsregler end det røde Ø-mærke måske giver anledning til at tro. Men før vi ser på hvilke forskellige interesser, der ligger bag bevægelsen, forenings-stiftelsen og certificeringen af de landbrugsprodukter, som er døbt 'økologiske', er det nyttigt lige at kaste et blik på historien.

Mange tænker nok på 2. Verdenskrig, som det skæringspunkt hvor landbruget grundlæggende skifter karakter, men et godt stykke tid før kemien rigtigt fik sit indtog i landbrugets drift var der allerede godt gang i forskningen omkring planter og dyrs næringsstofskifte. Op til omkring midten af 1800-tallet var det en almindelig udbredt opfattelse, at humus-laget var, om at så at sige, plantens livmoder. At planten fik sin næring gennem det øverste jordlag og at det var bearbejdelsen, plejningen og gødningen af dette lag, der gjorde udslaget for høsten. De mest udbredte kemikalier til fremme af vækstlaget var chilesaltpeter (nitrat), superfosfat, som der blev importeret 65 ton af i det herrens år 1900. (jeg ville gerne her have kunnet skrive hvor mange tons soyabønner (kraftfoder til husdyr), der blev importeret i 1900, men har ikke kunnet finde nogen statistik. Et bud er dog, at det tal lå væsentligt højere, da grundlæggelsen af Soyakagefabrikken på Islands Brygge daterer sig til 1909. I dag importeres ca. 1,7 mio tons genmodificeret soya, primært fra Argentina).

Grundtankerne bag den moderne brug af kunstgødning kom fra den tyske kemiker Justus von Liebig (pudsigt nok selv søn af en urtekræmmer). Liebigs Chemie in ihrer Anwendung auf Agricultur und Physiologie (1840) udkom i 1846 på dansk og tilskrives en helt central indflydelse på forståelsen af planternes næringsstofskifte - og især naturvidenskabens indtog i landbruget. Hans kernetese, som i og for sig stadig er et gældende tankesæt i dagens landbrug var, at det er planten, der skal gødes og ikke jorden.

Det var til dels denne 'kemiske' udvikling, der ansporede antroposofferne, anført af Rudolf Steiner, der holdt sit berømte landbrugs-kursus i juni 1924, til at udvikle en anden (og spirituel) forståelse af sammenhængen mellem jord, vand, stjerner og planternes vækstvilkår. Biodynamikerne, som de kom til at hedde meget senere, var de første til at definere en egentlig  erhvervsmæssig dyrkningsmetode, der indeholdte en helhedstanke omkring naturens organismer og ressourcer;  måske fordi de, som nogen hævder, var i stand til at se hvor den udvikling Liebig satte i gang, ville lede hen. Under alle omstændigheder blev Steiners tanker ret hurtigt udbredt - i Danmark blev det, igen lidt pudsigt, direktøren for Magasin du Nord Carl Vett, der var den mest begejstrede bannerfører. Han begyndte på sine egne forsøg i 1931 og  tog i 1933 initiativ til at etablere Forsøgsring for de biologisk-dynamiske Landbrugsmetoder i Danmark og året efter i 1934 blev en antroposofisk forening for landmænd og gartnere stiftet.

I mellemtiden var importen af handelsgødning steget til 522 tons årligt.

                            

Det skal nævnes, at en væsentlig problematik for landbrugserhvervet dengang, og som også optog de tidlige biodynamikere, var at det var meget omkostningstungt at importere disse vækstfremmende stoffer, som jo til at begynde med var en helt ny udgift for den enkelte landmand, og at der var en udbredt bekymring for, at Danmark kunne blive afhængig af en import, der kunne afbrydes af krige eller brændstofstofmangel - hvilket i begge tilfælde også kom til at ske.

Den biodynamiske forening havde i 1950 528 medlemmer.

Rundt omkring i den vestlige verden blev folk langsomt opmærksomme på indførslen og konsekvenserne af kemien i landbruget, oftest var det dog personer udenfor erhvervet, der tog initiativer til at diskutere denne udvikling. Den mest indflydelsesrige organisation indenfor dette virke blev Soil Association, stiftet i England i 1946. Den engelske bevægelse udgav  fra starten et månedligt blad, Mother Earth, som også blev inspirationskilde for den danske økologiske bevægelse, som langsomt blev til op gennem 60erne og 70erne.

Op gennem 60erne kom strukturforandringerne i landbruget rigtigt til at kunne mærkes: større gårde, færre ansatte, øget industrialisering og kapitalisering, faldende fødevarepriser, kulturel marginalisering osv. Denne hastige forandring blev yderligere problematiseret af den 'modkulturelle' bevægelse, der udsprang af efterkrigs-generationen, og som blandt mange andre emner, satte miljøet på den politiske dagsorden. De kunne finde deres kritiske ammunition i bøger som Silent Spring (Det tavse forår 1963), giftskandalen omkring Grindstedværket (1964), essayet The tragedy of the commons (1968), etableringen af NOAH (1968), oprettelsen af et Ministeriet for Forureningsbekæmpelse (1971), Howard Odums økosystemteorier - som blev inspirationskilde til Permakulturbevægelsen (1972)  rapporten The Limits to Growth (1972), Økosofien, som filosofisk retning og endelig dannelsen af The International Federation of Organic Agriculture Movements (IFOAM) i 1972.

Mange af ovenstående kulturelle fænomener, naturligvis undtaget den sidstnævnte, havde ikke direkte landbruget i kikkerten, det var mere industrien, forbrugerismen og materialismen der stod for skud - og de første spæde skridt til et kritisk favntag med landbrugets dyrkningsmetoder kom også mere indirekte gennem haveenthusiaster, selvforsynere og indkøbsforeninger, der ønskede 'giftfri' fødevarer. I 1973 udkom første nummer af Bio-information, et blad der havde alle førnævnte karakteristika kombineret med en skeptisk indstilling overfor 'den fejldisponerede landbrugspolitik'. I bladet kunne man blandt andet finde en liste over 28 'bio-dyrkere', som vejviser til indkøbsforeningerne. Redaktøren Niels Erik Jensen forsøgte sig i december 1974 med at definere 'et økologisk landbrug' og han kan vel siges at være ophavsmanden til ordet økologi, på den måde vi bruger det i dag. Redaktør Jensen havde iøvrigt selv jord og tilbød fra 1976 sommerkurser i økologisk jordbrug på sin gård Ørkengartneriet ved Troelstrup i Nordjylland.

Kært barn har mange fædre, men det er næppe helt forkert at sige, at skulle økologibevægelsen have kun een far på dåbsattesten, så er det formentligt Jordbrugsstudiegruppen, som blev stiftet i efteråret 1975 - og som rummede mange af de personer, 38 ialt, der allerede havde været aktive indenfor debatten om landbruget.