Fødevareministerens sidste speltbolle
af Anders Borgen
EU er ved at forbyde gamle plantesorter,
og dermed Ny Nordisk Mad. Vil den ny
fødevareminister acceptere det?
Mad er noget vi spiser for at blive mætte, men er som andre varer også en måde at udtrykke sin livsstil. Vi støtter den lokale slagter eller vi boykotter buræg for på den måde at udtrykke vore holdninger til verden omkring os. Vore indkøb og spisevaner bliver en måde, hvorpå vi som borgere kan påvirke den verden, vi lever i.
En forholdsvis ny trend indenfor madkultur er at bruge gamle plantesorter. Hvor biodynamiske gulerødder var symbol på vor søgen efter mad uden giftrester, så er speltboller er i dag blevet et symbol på en ny trend indenfor madkulturen, som søger tilbage til råvarer, som ikke er ødelagt af GMO og industriens andre kunstige manipulering af vor mad. Det er på én gang både en kulturel stræben efter fortidens guldalder, og samtidig også en politisk manifestation af en protest mod den industrielle fødevareindustri. Trenden slår igennem ikke kun blandt forbrugerne, men stjernekokkene i diverse TV-programmer står nærmest på tæerne af hinanden for at rose de fantastiske smagskvaliteter ved de gamle sorter.
Trenden er international, men Danmark har førertrøjen med både verdens bedste restaurant og verdens bedste kok, og Danmark er kommet på verdenskortet som et valfartssted for gourmet-mad. Samlende for det danske madeventyr er konceptet for Ny Nordisk Mad, som netop hylder de oprindelige nordiske plantesorter og den lokale produktion. Heldigt for både forbrugere og sundhedssektoren er denne trend ikke bare er velsmagende og en økonomisk kassesucces, men den er faktisk også er sund. Al fødevareforskning viser, at Det Nye Nordiske Køkken virker forebyggende på diverse velfærdssygdomme.
Man skulle tro, at enhver dansk fødevareminister ville juble over succesen. Ville nyde den gode mad og nationale prestige, og samtidig politisk ville bakke op om udviklingen, så den har mulighed for at fortsætte og måske endda udvikle sig yderligere. Men sådan er det ikke.
Som politiker står man i et dilemma mellem kemikaliebranchens og det industrialiserede landbrugs økonomiske interesser på den ene side, og forbrugernes, de små virksomheders og kokkelandsholdets ønsker på den anden. I dette dilemma har alle hidtidige fødevareministre klart og systematisk valgt side til fordel for industrien. Faktisk så klart, at de for tiden ikke blot nøjes med ikke at gøre noget, men nu er direkte i gang med at sikre et effektivt forbud mod forbrugernes mulighed for frit at vælge. Det er et politisk valg, som ministre naturligvis skal have lov til at foretage; det er jo det, vi har politikere til. Jeg synes dog, at emnet bør debatteres også af andre end en lukket kreds af lobbyister og embedsmænd, da det også omhandler både vor sundhed, vor fødevareforsyning, vor kulturhistorie og naturens mangfoldighed.
Industrien har naturligvis ikke altid sammenfaldende interesser med forbrugerne. I forbindelse med gamle og nye sorter, så er forbrugernes og kokkenes interesser at få et bredt udvalg af de sorter, de ønsker, mens frøindustriens interesse er at kunne sælge frø af de plantesorter, som de ejer, og som de derfor kan tjene penge på at sælge. Og det er præcis her, vi finder sagens kerne. Der er ikke nogen, der ejer de gamle plantesorter, ligesom der ikke er nogen, der ejer opfindelsen af hjulet eller den dybe tallerken. Det er med tiden blevet fælles kulturelle goder, som vi ejer i fællesskab. Eller rettere, sådan er det for alle andre sager end netop for plantesorter. Når sagen kommer til landbrug, så har vi et system, hvor plantesorter i praksis automatisk forbydes, når ejerens ophavsret til sorten udløber. Altså svarende til, at komponister skal betale for at få musikken godkendt af Kulturministeren, og når der ikke længere betaler, bliver godkendelsen til at spille musikken inddraget.
Al den mad vi spiser består af planter, eller af dyr som har spist planter, og alle disse planter er af sorter, som ejes af et firma. Hver gang korn og frø sælges til en landmand, så går der en afgift til sortsejeren. Landmanden må ikke uden videre købe frø af sin nabo, og han kan ikke på lovlig vis skaffe såsæd af en gammel plantesort, som ikke længere ejes af nogen. Kun hvis sorten har en ejer, kan den handles, og kun mod at ejeren får sin licens for at eje sorten. Heldigvis er det kun indenfor planteområdet, at samfundet er indrettet på denne måde.
Der er for så vidt ikke noget nyt ved forbuddet mod dyrkning af vore bedsteforældres køkkenhaveurter. Det er et net af lovgivninger, som gennem årtier blot gradvist er blevet mere og mere strammet sammen om frøindustriens interesser. Det nye ligger kun i, at forbrugere, miljøforkæmpere, ulandsforkæmpere og kokke råber og skriger for at ændret lovgivningen, og at vi har en regering, der i andre sammenhænge taler for miljø og forbrugerrettigheder, men som i forbindelse med revisionen af EU’s lovgivning på området lader sine embedsmænd arbejde for det modsatte.
Det er bestemt ikke alle sorter, der kan blive optaget på EU’s officielle liste over lovlige plantesorter. Det skal leve op til ganske bestemte stramme krav. Af den ca. halve million sorter, der kendes i Europa, er under en halv procent godkendt. Resten er forbudte sorter, som ligger hengemt i genbanker, som kun planteforædlere og forskere har lovlig adkomst til. Ikke fordi de er dårlige. Ikke fordi der ikke er nogen, der ønsker at dyrke dem, men fordi de enten ikke lever op til de rigide kriterier, som EU stiller til godkendelsen, eller fordi sorterne ikke ejes af nogen, og der derfor ikke er nogen, der kan tjene penge på at betale de enorme summer, som det koster at få godkendt en plantesort i EU. Der forsvinder hurtigt 50.000-100.000 kr alene i administrationsgebyrer for at få godkendt en plantesort i EU. Samtidigt skal der hvert år betales afgift for at opretholde sorten på listen, så derfor forsvinder gamle sorter fra listen, hvis salget ikke er stort nok.
Af bl.a. denne grund er der stort set også kun store firmaer tilbage på dette marked. Blot 3 firmaer sidder på over halvdelen af verdens handel med frø, og stort set alle frøfirmaer ejes af multinationale kemikalie-koncerner som Monsanto, Syngenta og andre, som ikke primært handler med frø for at tjene penge på selve frøene, men som opkøber og sætter sig på frømarkedet for at sikre sig, at landmændene benytter sorter, som har behov for behandling med de sprøjtemidler, som er firmaernes største indtægtskilde. Der er således kun 4 firmaer tilbage i Danmark, som i kommerciel skala forædler nye sorter, og de er kun aktive indenfor ganske få afgrøder, nemlig hvede, byg, græs, kløver og kartofler. Det er alt. Alle de forskellige grønsager, som vi spiser til daglig, er af sorter, som ejes af udenlandske firmaer, og samtidig har lovgivningen sikret, at vore egne gamle danske plantesorter er blevet forbudte. Et mundheld siger, at hvis man skal styre et folk, skal man kontrollere deres mad. Og nøglen til at kontrollere maden er at kontrollere frøene. Og det er der så nogen, der gør.
Verdens fødevareforsyning
I det daglige er der næppe nogen, der bemærker, at frøsektoren er stramt styret af regler, lovgivning og økonomiske interesser. Vi får jo mad på bordet hver dag. Eller, det gør vi da i vor del af verden. Men det har alligevel konsekvenser også i vor dagligdag, som vi blot ikke er opmærksomme på.
Vi hører lejlighedsvis om dårlig høst i tørkeramte områder, og vi hører om afgrøder, der drukner på vandlidende jorde. Vi hører om hvedehøsten i Østafrika, der slår fejl som følge af en epidemi af den frygtede sortrust-sygdom, og i 1970’erne var det græshoppesværme i Afrika. Alle disse lokale og regionale katastrofer hænger sammen med overgangen til dyrkning af planter i monokulturer. I en monokultur er alle planter ens, så enten går det godt for alle planter, eller også går det skidt. Som gennemsnit over år er det måske udmærket, men i de år, hvor det går skidt, der går det rigtig skidt. Når det så kædes sammen med, at der nu kun er ganske få firmaer tilbage, så alle landmænd dyrker samme plantesort, så bliver det på hele kontinenter, hvor høsten enten går godt eller skidt – samtidig. Det giver det udsving i verdensmarkedsprisen på mad. Det betyder ikke så meget for en dansker, som bruger penge på mange andre ting end mad, men for fattige mennesker i ulandene, som bruger stort set alle deres penge på mad, dér betyder det meget, hvad prisen er på mad.
Det arabiske forår har utvivlsomt mange andre årsager også, men det er indiskutabelt, at det brød ud netop på det tidspunkt for et par år siden, hvor verdensmarkedsprisen på mad toppede, og hvor mange i Nordafrika af den grund måtte gå sultne i seng. Dyr eller manglende mad er den bedste grobund for enhver revolution, og har været udslagsgivende for langt hovedparten af alle store og små folkelige oprør i verdenshistorien. Den franske og den russiske revolution inklusive.
EU's såsædslovgivning påbyder alle EU’s landmænd at dyrke monokulturer, og den medvirker til at fremme koncentrationen af planteforædlingen hos nogle få store firmer. Dermed bliver afgrøderne ensartede ikke kun indenfor den enkelte mark, men også i hele lande, regioner og kontinenter. Dermed bidrager frølovgivningen til ustabilitet på verdensmarkedet for fødevarer og til social ustabilitet. Ikke nogen god strategi i en situation med klimaforandringer, og hvor biologisk mangfoldighed er det bedste værn mod katastrofehøst.
Den opmærksomme læser vil nok undre sig over, hvordan det kan være, at har fået Ny Nordisk Mad på disse vilkår, og hvordan vi rent faktisk kan gå ned i ethvert supermarked og købe mel af gamle kornsorter. Hvordan NaturErhvervsstyrelsen har indført en speciel ordning med støtte fra EU for demonstration og udnyttelse af gamle plantesorter, hvis det samtidig er forbudt ved lov? Den undren er bestemt berettiget. NaturErhvervsstyrelsen har på den ene side en forpligtigelse til at bevare den genetiske mangfoldighed, men har samtidig en forpligtigelse at håndhæve en frølovgivning, der forbyder den. I det dilemma har de valgt den fornuftige praksis at se igennem fingre med en række ulovligheder så længe EU's frølov er under revision. Denne rimelige praksis er bl.a. gjort i forventning til, at en stor del af det ville blive lovliggjort i forbindelse med revisionen. Det er vi mange, der er glade for, for indtil da kan vi så nyde vore speltboller i nogenlunde fred, og EU-lovgivning tager heldigvis lang tid. Omvendt ved vi godt, at når den nye frøforordningen bliver vedtaget, så bliver styrelsen nød til at ændre praksis, og igen begynde at håndhæve loven, som de har gjort tidligere med bøder og pålæg. Vi, der dagligt helt bevist bryder loven for at bevare kulturarven og den genetiske mangfoldighed, er da også af styrelsen blevet gjort tydelig opmærksom på den virkelighed, som venter os.
På baggrund af en beslutning af en tidligere fødevareminister, er der nedsat et såkaldt Dialogforum for Frølovgivning, hvor industrien og folkelige repræsentanter kan udveksle synspunkter, og komme med input til ministeren i forbindelse med forhandlingerne om en ny frø-lov i EU. Og repræsentanterne for Fødevareministeren lytter virkelig. Lytter åbent til begge parter, men vælger herefter at tage ned til Bruxelles og kun referere industriens argumenter om, at der ikke skal laves noget grundlæggende om. Det kan undre, at vi har et fødevareministerium, der så ensidigt lytter til 4 firmaers snævertsyn, og fuldstændig overhører protesterne fra Ulandsorganisationerne, som begræder de sultne børn i Afrika, fra Naturfrederne, som kæmper for den biologiske mangfoldighed, fra økologerne, som kun kan få plantesorter, der er beregnet til dyrkning med sprøjtemidler og fra kokkene, som ikke kan få de specielle og herunder de gamle plantesorter, som de skal bruge til at udvikle det Nye Nordiske Køkken.
”Det er alt sammen lige meget” sagde ministeren, som henholder sig til den politik på området, som blev fastlagt af fødevareministeren under VKO-regeringen i flere handlingsplaner, og som lyder, at der gerne må ske visse småændringer, men kun hvis det kan ske uden, at fordelene ved en eksisterende system sættes over styr. Hvad ”fordelene ved det eksisterende system” er, og hvem det er en fordel for, er ikke defineret, så ministeren har i denne forbindelse tilsyneladende valgt at lade fordelene definere af de 4 planteforædlere, der er tilbage i Danmark, og som giver opgaven videre til den europæiske lobbyorganisation for frøfirmaer. Fordelene er derfor blevet defineret ved, at det er lettere for disse firmaer at opkræve licenser af deres sorter, hvis der ikke er andre sorter på markedet end deres. Det er den eneste fordel, der er ved det nuværende system. I Dialogforum for Frølovgivning har vi nu diskuteret dette i snart et år, og i al den tid er der i hvert fald ikke kommet andre argumenter frem, og at det så er på kant med Lisabontraktaten proportionalitetsprincip, charteret for menneskerettigheder og traktaten for biologisk mangfoldighed er åbenbart ikke så væsentligt, heller ikke for den nuværende regering. Selvfølgelig er der også andre fordele ved at have lovgivning og ordnede forhold også på dette område, men disse kunne opnås fuldt ud ligeså godt på andre måder, f.eks. som en frivillig kvalitetssikring, som sikrede landmænd og haveejere god frø-kvalitet af certificeret frø, men uden at forbyde alle plantesorter, som ikke kunne certificeres. Der kunne sagtens laves et system, hvor der var plads til alle, men ministeren støtter industrien i at fastholde et system, hvor der kun er plads til sorter fra de store forædlingskoncerner, som er forædlet med moderne forædlingsmetoder.
Fremtidsudsigterne for det danske gourmet-eventyr og for forbrugernes frie valgmuligheder ser ikke lyse ud. Nu har vi fået en ny minister, som heldigvis kender virkeligheden i EU’lovgivning. Om han spiser en speltboller til kaffen her til morgen ved jeg ikke, men hvis han gør, så håber jeg, at han vil nyde dem. Det bliver nok de sidste, han får.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar